Globalt talentkatalog

Komikerkatalog

Gennemse komikerprofiler, biografiske resuméer, oprindelsesland og officielle links.

1588 komikere

Bruno Salomone

Bruno Salomone, også kendt som Bruno Salomon, var en fransk skuespiller og komiker. Han blev født den 13. juli 1970 i Villeneuve-Saint-Georges (Val-de-Marne), og tilbragte en del af sin barndom i Marseille før han flyttede til forstæderne af Paris. Han var et enebarn, med en mor der var syerske og en far der var blikkenslager med interesse for astrologi. På trods af at han følte sig genert i sine skoleår, udviklede Salomone selvtillid ved at imitere sine lærere. I starten af 1990'erne fik Salomone en studentereksamen fra Lycée Georges Brassens; dog havde han oprindeligt tænkt sig at studere veterinærmedicin. Salomone begyndte sin karriere med at optræde på café-teatre, komponere sketches og arbejdede kortvarigt som en Dingo i Euro Disney i to år. Han medvirkede også i en PlayStation reklame VHS fra 1995. I 1996 opnåede han berømmelse i talentprogrammet Graines de star for sin absurdistiske humor og vandt konkurrencen. Han optrådte regelmæssigt på Le Carré Blanc café-teater fra 1998, og var en del af komikertruppen Nous Ç Nous med Éric Collado, Manu Joucla, Éric Massot og Jean Dujardin. Gruppen optrådte hyppigt i Patrick Sébastiens Fiesta show, og han medvirkede også i Farce Attaque med Jean Dujardin før han startede en solokarriere i starten af 2000'erne. Han opførte sit første one-man show, 'N'est pas cochon d'Inde qui veut,' i 2000. Bruno Salomone blev bredt anerkendt for sin rolle som Denis Bouley i tv-serien *Fais pas ci, fais pas ça* (2007-2017). Han havde også roller i *Kaamelott* (2005 og 2009) og filmen *Brice de Nice* (2005), hvor han spillede Igor d'Hossegor. Hans arbejde strakte sig til stemmeskuespil, herunder en rolle i animationsfilmen *Lucky Luke* (2009) og speak til spillet 'Burger Quiz' af Alain Chabat. Han udgav en roman med titlen *Les Misophones* i 2019. I 2016 vandt hans show 'Euphorique' Globe de cristal for bedste one-man-show. Salomone døde den 15. marts 2026 i Joinville-le-Pont (Val-de-Marne) i en alder af 55 år på grund af en langvarig sygdom. Hans død blev bekræftet af hans agent, Laurent Grégoire, og udløste hyldester fra Jean Dujardin, Florence Foresti, Nagui og Tiphaine Haas. Han huskes som en af de mest genkendelige komiske skuespillere i fransk tv.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

François Cavanna

François Cavanna, født den 22. februar 1923 i Paris' 14. arrondissement, var en fransk forfatter og satirisk avisredaktør. Han døde den 29. januar 2014 i Créteil. Opvæksten i Nogent-sur-Marne blev formet af hans italienske immigrantfar, Luigi Cavanna, der arbejdede som murer, og hans mor, Marguerite Charvin. Omgivet af italienske immigranter fra en tidlig alder dokumenterede han disse erfaringer i sit selvbiografiske værk Les Ritals , udgivet i 1978. Han fik sin folkeskoleeksamen i en alder af 12 og tog et brevet i 1939. Cavannas tidlige liv omfattede forskelligt arbejde; i en alder af 16 år arbejdede han som postbud, frugt- og grøntsagssælger og murerlærling. Hans journalistiske karriere begyndte i 1945 med Libération. Han blev i 1940 beordret til at flytte til Bordeaux på grund af 2. verdenskrig, og fra 1943-1945 blev han tvunget til slavearbejde (STO) i Berlin. I denne periode indledte han et forhold til Maria Tatarchenko, en ukrainsk arbejder, som han dedikerede Les Russkoffs til i 1979. Han medvirkede til at grundlægge flere satiriske magasiner, herunder Hara-Kiri , Hara-Kiri Hebdo , Charlie og Charlie Hebdo , og bidrog væsentligt til deres oprettelse og succes. Han skrev i forskellige genrer, herunder reportage, satire, essays, romaner, selvbiografi og humor. Cavannas komiske stil var kendetegnet ved en blanding af jokes, absurditet, coq-à-l’âne (hurtig association), satire og hån. Hans arbejde grænsede ofte op til surrealisme og kritiserede hyppigt fremstillingen af videnskab og forskere. Han oversatte seks bøger om berømte tegneserietegnere, herunder Li'l Abner i 1971 og L'Univers impitoyable de Gary Larson i 1988. Han fik idéen til at omdøbe Hara-Kiri til Charlie Hebdo i november 1969 efter dens forbud. Han optrådte i det franske litterære talkshow Apostrophes i 1978, hvor han berømt sagde til Bukowski: "Hold kæft." Les Ritals , der oprindeligt blev udgivet i kapitler i Hara-Kiri fra 1976, blev bearbejdet til et teaterstykke, der udforsker temaer om immigration og resonerer med mange familier. Han modtog Prix Interallié i 1979 for Les Russkoffs . Hans sidste bog, Lune de miel , tog fat på hans Parkinsons sygdom.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Gad Elmaleh

Født den 19. april 1971 i Casablanca, Marokko, er Gad Elmaleh komiker, skuespiller, instruktør og sanger og har dobbelt marokkansk-canadisk statsborgerskab.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Henri Salvador

Henri Salvador, født Henri Gabriel Salvador den 18. juli 1917 i Cayenne, Fransk Guyana, var en mangefacetteret fransk entertainer. Hans forældre, Clovis og Antonine Paterne, stammede fra Guadeloupe, og han havde en bror ved navn André og en søster ved navn Alice. Familien flyttede til Paris, da han var tolv år gammel. Han begyndte sin karriere i 1930'erne som guitarist, der akkompagnerede andre sangere, og lærte ved at imitere Django Reinhardt's optagelser. Salvador arbejdede efterfølgende med Reinhardt i 1940'erne og demonstrerede tidlig musikalsk alsidighed. Salvadors karriere omspændte sang, dans og komedie, i starten med Ray Ventura og His Collegians. Han skiftede til en sangerkarriere omkring 1948 og optrådte i film som Nous irons à Paris (1949), Nous irons à Monte-Carlo (1950) og Mademoiselle s'amuse (1948). Han indspillede sange skrevet af Boris Vian, arrangeret af Quincy Jones, og udforskede endda fransk rock and roll i 1957 under navnet Henry Cording. Gennem 1950’erne til 1970’erne skrev, producerede og fremførte han humoristiske og populære sange, kendt for sin crooner-stil og bløde stemme, og han beherskede mange musikinstrumenter. Salvador var vært for flere populære tv-underholdningsprogrammer i 1960'erne og opnåede en succes med "Zorro est arrivé" i 1964. Han er også kendt for sin karakteristiske latter, der ofte blev inkorporeret i hans musik. Hans sang “Dans mon île” (1957) påvirkede i høj grad Antônio Carlos Jobims formulering af bossa nova. Han lagde stemme til Sebastian krabben i den franske dubbing af Den lille havfrue i 1989. Han modtog adskillige udmærkelser i løbet af sin syv årtier lange karriere, herunder den brasilianske orden for kulturel fortjeneste i 2005 og blev udnævnt til kommandør af den franske Æreslegion og den franske Nationale Fortjenstorden. Han døde den 13. februar 2008 i Paris på grund af en bristet aneurisme og blev begravet på Père-Lachaise Kirkegård.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Jacques Weber

Jacques Henri Robert Weber, der professionelt er kendt som Jacques Weber, blev født den 23. august 1949 i det 10. arrondissement i Paris. Han stammer fra en borgerlig familie med schweiziske rødder; hans far, Robert Weber, var fysiker, kemiker og laboratoriedirektør, mens hans mor, Madeleine Weber, nød opera og litteratur. Weber gik på Lycée Carnot og studerede senere dramatisk kunst på École de la rue Blanche. Hans karriere strækker sig over mere end halvtreds år, hvilket har etableret ham som en fremtrædende figur i fransk underholdning. Webers tidlige uddannelse inkluderede deltagelse i Conservatoire national supérieur d'art dramatique, hvor han tilsluttede sig i en alder af 20 og vandt Prix d'Excellence ved afgang. Han havde gavn af mentorskab med Pierre Brasseur i et år og et halvt og mødte Francis Huster på Conservatoire du 18e arrondissement, med hvem han senere konkurrerede i en konkurrence. Han arbejdede også med Robert Hossein i Rheims og tilsluttede sig Théâtre populaire de Reims under Hosseins ledelse. I 1970 engagerede Marcel Cravenne ham til en produktion af *Tartuffe*. Han optrådte efterfølgende i produktioner som *Faustine et le Bel Été* (1972) og *État de siège* (1972), og senere i *Le Malin Plaisir* (1975) og *Une femme fatale* (1976). Han har også medvirket i filmen *Le Comte de Monte-Cristo*. Webers karriere omfatter et betydeligt antal sceneforestillinger, herunder rollen som Cyrano de Bergerac i flere sæsoner, hvor han opførte stykket cirka 500 gange. I 1990 påtog han sig rollen som Comte de Guiche; senere, i 1998, spillede han Don Juan. Han var direktør for Centre dramatique national i Lyon i perioden fra 1979 til 1985. Efterfølgende dirigerede han Théâtre de Nice, Centre dramatique national Nice-Côte d'Azur, mellem 1986 og 2001. I 2008 instruerede han en tv-adaptation af *Figaro* for France 3. Han er også medvirket som dommer Antoine Rives i et tv-program og spillede Karl V ved Ommegang i Bruxelles i 2013. I øjeblikket opfører han *Cyrano, rêver, rire, passer*, skrevet af hans kone Christine Weber, sammen med Ludmilla Mikael; dette stykke havde premiere på Théâtre de la Pépinière i Paris den 29. januar.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Jean Dujardin

Jean Dujardin, der optræder under navnet Jean Edmond Dujardin, er en fransk entertainer, der arbejder som skuespiller, komiker, producent og instruktør. Den 19. juni 1972 er datoen for hans fødsel i Rueil-Malmaison, Frankrig, som ligger tæt på Paris. Han voksede op i Plaisir, Yvelines, og arbejdede kortvarigt som låsesmed for sin fars byggefirma, før han begyndte en karriere inden for scenekunsten. Nu 54 år gammel begyndte Dujardin at optræde med stand-up rutiner på caféer og tjente i militæret, hvor han underholdt sine medsoldater med imitationer og opdagede sit komiske talent. Dujardins karriere begyndte på scenen og i fjernsynet i 1990'erne med comedygruppen Nous Ç Nous. I 1996 deltog Dujardin i tv-programmet Graines de star sammen med andre deltagere. Fra 1999 til 2003 opnåede han betydelig popularitet gennem tv-serien Un gars, une fille sammen med Alexandra Lamy, der senere blev hans kone fra 2009 til 2014. Han medvirkede i komiske tv-programmer og film tidligt i sin karriere, og han skabte karakteren Brice de Nice i showet Fiesta, som blev tilpasset til en film, Brice de Nice, i 2005. Dujardin opnåede international berømmelse gennem forskellige roller, herunder Hubert Bonisseur de La Bath i OSS 117-filmene: Cairo, Spionernes Rede (2006), Fortabt i Rio (2009) og Fra Afrika med Kærlighed (2021). Han spillede også Lucky Luke i filmen Lucky Luke (2009) og samarbejdede med Michel Hazanavicius om The Artist (2011), hvor han spillede George Valentin. Denne rolle indbragte ham adskillige priser, herunder en Oscar for bedste mandlige hovedrolle (2012), en Golden Globe, en BAFTA og en Screen Actors Guild Award. Han har også medvirket i amerikanske film som The Wolf of Wall Street (2013) og The Monuments Men (2014). Nylige roller omfatter optrædener i Présidents (2021) og Brice 3 (2016), og han er planlagt at spille Don Diego de la Vega i miniserien Zorro i 2024.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Juliette Arnaud

Juliette Arnaud er en fransk skuespillerinde, manuskriptforfatter, radiovært, tv-vært og komiker, født den 6. marts 1973 i Saint-Étienne. Hendes familie dyrkede et humoristisk miljø, hvor hendes far arbejdede som byggeleder og hendes mor som professor i klassiske fag. Hun overvejede oprindeligt at studere statskundskab, men droppede ud efter et år og tog derefter uddannelse i komedie og dramatisk kunst på Cours Florent. Denne uddannelse førte til betydelige samarbejder med Christine Anglio og Corinne Puget. Arnauds karriere omfatter forskellige roller og manuskriptbidrag. Hun skrev og medvirkede i caféteaterstykket 'Arrête de pleurer Pénélope' sammen med Anglio og Puget, som havde premiere i 2002 på Café de la Gare og siden er blevet set af over to millioner tilskuere. Stykket, der foregår under en polterabend, skildrer tre veninder, hvis venskab eroderer. Hun skrev en efterfølger, 'Arrête de pleurer Pénélope 2 La Suite!' i 2006 og instruerede filmatiseringerne i 2012. Hun co-skrev også filmen 'La Beuze' i 2003 og medvirkede i flere film, herunder 'Les Onze Commandements' (2004), 'L’Un reste, l’autre part' (2005), 'Ensemble, c'est tout' (2007) og 'Tu peux garder un secret ?' (2008). Hun spillede roller i tv-serier som 'Drôle de famille!' fra 2009 til 2013. Gennem hele sin karriere har Arnaud også arbejdet som radiovært og tv-vært. Hun co-hosted 'Intervilles' med Nagui i 2004, og '20 h 10 pétantes' på Canal+. Fra 2014 til 2024 var hun kommentator i France Inter-programmer, herunder 'Si tu écoutes, j’annule tout,' senere omdøbt til 'Par Jupiter!' og derefter 'C’est encore nous.' Hun havde et forhold til komikeren Michaël Youn fra 1998 til 2004. I øjeblikket, i 2024, har hun medgrundlagt radioprogrammet 'La Dernière' på Radio Nova sammen med Guillaume Meurice, Pierre-Emmanuel Barré og Aymeric Lompret; tidligere co-hosted hun og Meurice 'Le Grand Dimanche Soir' og France Inter-programmer fra 2019 til 2023. Programmet 'Par Jupiter' nåede et rekordpublikum på 1,3 millioner lyttere dagligt i 2021, og 'La Dernière' er i øjeblikket en succesfuld podcast.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Michel Galabru

Født i Safi, Marokko, den 27. oktober 1922, var Michel Galabru en fransk skuespiller og forfatter. Hans far, Paul Galabru, var ingeniør og professor. Han havde oprindeligt ambitioner om at blive professionel fodboldspiller for Stade olympique montpelliérain, og studerede kortvarigt jura efter sin fars ønske. Han tilbragte sin tidlige barndom i Safi og senere år i Hérault før han flyttede til Paris. Galabrus karriere strakte sig over næsten halvfjerds år og omfattede mere end 250 film og over 80 teaterstykker. Galabru begyndte sin skuespillerkarriere i 1951 med en mindre rolle i Ma femme, ma vache et moi . Han fik først anerkendelse for sin præstation i La guerre des boutons (1963) og opnåede bred popularitet med Le Gendarme de Saint-Tropez (1964), hvor han spillede Adjudant Gerber. Han optrådte hyppigt sammen med Louis de Funès i flere film, herunder efterfølgerfilm til Le Gendarme de Saint-Tropez og L'Avare . Hans komiske samarbejder strakte sig til film instrueret af Jean Girault, Jean-Pierre Mocky, Georges Lautner, Bertrand Blier og Claude Zidi. Han var pensionnaire (medlem) af Comédie-Française fra 1950 til 1957 og vandt første præmie fra Conservatoire national d'art dramatique. Galabrus filmografi omfattede både komedier og dramaer, med bemærkelsesværdige roller i L'avare , Jo , Nous irons a Deauville , La Cage aux Folles , La Cage aux Folles II , La Cage aux Folles 3: The Wedding , Le viager , Subway , Kamikaze og Uranus . Bertrand Blier, Costa-Gavras og Jean-Luc Godard var blandt de instruktører, han arbejdede sammen med. Han vandt en César-pris for bedste mandlige hovedrolle i 1977 for sin rolle som Joseph Bouvier i Bertrand Taverniers The Judge and the Assassin , og modtog nomineringer til César-prisen for bedste mandlige birolle i 1986 ( Subway ) og 1991 ( Uranus ). Han instruerede Théâtre Montmartre-Galabru og Théâtre de Dix Heures. Hans sidste optræden var i monologen Le Cancre . Michel Galabru døde den 4. januar 2016 i Paris i en alder af 93 år.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Omar Sy

Omar Sy er en fransk skuespiller, filminstruktør, manuskriptforfatter og humorist født den 20. januar 1978 i Trappes, Yvelines, Frankrig. Han er af fulani-oprindelse, med forældre der immigrerede fra Vestafrika; hans mor stammer fra Mauretanien og hans far fra Senegal, begge fra landsbyen Bakel. Født og opvokset i Les Merisiers-området i Trappes, var han en af ni børn. I 1996 started Sy sit professionelle liv på Radio Nova, en oplevelse der inkluderede et møde med Fred Testot. Hans radioudsendelser resulterede i komiske segmenter i 'Service après-vente des émissions' mellem 2005 og 2012, samt tv-programmet 'Omar et Fred', der havde premiere på Canal+ i 2001 og stadig kører. Han optrådte også i Canal+'s 'Le Cinéma de Jamel', og dannede et komisk partnerskab med Fred Testot kendt som Omar og Fred. Sy opnåede anerkendelse for sin fysiske komik og medvirkede i film som Montparnasse Tower Inferno (2001), The Raid, The Beuze og Our Happy Days. Han deltog også i en album mod racisme kaldet Stop à l’affront i 2003. Han opnåede bred anerkendelse efter at have medvirket i den franske publikumssucces fra 2011, "Intouchables", hvilket indbragte ham César-prisen for bedste mandlige hovedrolle i 2012 og en Globe de Cristal for bedste mandlige hovedrolle. Han blev den første sorte skuespiller til at modtage César-prisen. Efter denne succes medvirkede Sy i flere amerikanske blockbusters, herunder "X-Men: Days of Future Past" (2014), "Jurassic World" (2015), "Transformers: The Last Knight" (2017) og "Arctic Dogs" (2019). Han har også lagt stemme til figurer i computerspil som 'Tomb Raider Legend' og 'Logorama'. Siden 2021 har han medvirket i Netflix-serien "Lupin". I 2021 blev han udnævnt til en af Time’s 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Sy har indgået en langsigtet aftale om spillefilm med Netflix, sammen med en indledende samarbejdsordning med HBO Max. Han bor i øjeblikket i Hidden Hills nær Los Angeles, USA.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Pierre Dac

Pierre Dac, født André Isaac den 15. august 1893 i Châlons-sur-Marne, Frankrig, var en fransk humorist. Hans familie, oprindeligt fra Alsace (Uttenheim og Niederbronn-les-Bains), havde jødiske rødder og emigrerede efter den fransk-preussiske krig. Hans far, Salomon Isaac, var slagter, og familien flyttede til Paris, da Dac var tre år gammel. Han fik violinundervisning som barn, men blev smidt ud af skolen i 1908 for et drilskhedsstunt. Dac's karriere begyndte i 1920'erne som chansonnier på cabareter som La Muse rouge og La Vache enragée. Han skabte det satiriske tidsskrift L'Os à moelle i 1938, som opnåede popularitet før det blev stoppet af nazistisk censur. Han medvirkede i film som Voilà Montmartre (1934) og Juanita (1935). I 1941 flygtede han fra konflikten under Anden Verdenskrig og søgte tilflugt i London. Der bidrog han til Radio Londres, en BBC-service der rakte ud til besat Frankrig, ved at komponere humoristiske sange og opføre komiske rutiner. Han blev arresteret i Spanien mens han forsøgte at nå London og tilbragte flere måneder i Francos fængsler. Efter Anden Verdenskrig dannede Dac et komisk duo med Francis Blanche, og de skabte og værtsede populære radioprogrammer som *Malheur aux barbus*, *Signé Furax* og *Bons Baisers de partout*. Dac opfandt det komiske udtryk 'Schmilblick,' beskrevet som 'strængt integreret, der absolut intet tjener og derfor kan tjene alt,' og populariserede ordet "loufoque." Han opfandt også biglotronen og opskriften på nuddelmarmelade. Han blev indviet i frimureriet i 1926 og skabte en parodisk frimurerritue kaldet 'Le rite des Voyous'. Pierre Dac blev anerkendt med flere udmærkelser i løbet af sit liv; disse inkluderede Croix de Guerre (både 1914-1918 og 1939-1945), Modstandsmedaljen og udnævnelsen til Ridder af Æreslegionen. Indtil sin død den 9. februar 1975 i Paris, forblev han aktiv i film og tv med roller i produktioner som *La Famille Anodin* (1956) og *Ne jouez pas avec les Martiens* (1968).

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Pierre Richard

Pierre Richard er komiker fra Frankrig, født i 1934. Kendt for Tall Blond Man med One Black Shoe, The Return of the Tall Blond Man med One Black Shoe, La Chèvre.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Pierre Étaix

Pierre Étaix, født den 23. november 1928 i Roanne, Frankrig, var en fransk klovn, komiker og filminstruktør. Hans forældre var Edmond Étaix, en lædervarehandler, og Berthe Tacher. Han startede oprindeligt med at uddanne sig som grafisk designer, studerede farvet glas hos Théodore-Gérard Hanssen og forsørgede sig selv som magasinillustrator. I starten af sin karriere optrådte han på forskellige cabareter og musiksale, herunder Le Cheval d'Or, Les Trois Baudets, l'ABC, l'Alhambra, Bobino og Olympia, og han arbejdede også som cirkusperformer med klovnen Nino. Étaix' karriere tog en markant drejning, da han begyndte at arbejde for Jacques Tati i 1954. Han bidrog som tegner og gagman til Mon Oncle , assisterede ved optagelserne i 1958 og designede plakater til filmen og dens senere genudgivelse, Les Vacances de Monsieur Hulot . Han medvirkede også i Tatis Jour de fête på Olympia i 1960. Inspireret af slapstick-komikere som Buster Keaton, Harold Lloyd, Harry Langdon, Max Linder, Charlie Chaplin og Laurel and Hardy, begyndte Étaix at etablere sin egen komiske stil, kendetegnet ved elegance i slapstick og minutiøs timing. Han instruerede sin første kortfilm, Rupture , med Jean-Claude Carrière som co-instruktør, og fulgte op med den Oscar-vindende kortfilm Heureux Anniversaire i 1963, ligeledes med Carrière som co-instruktør. Étaix' spillefilm omfatter Elskeren (1962), Yoyo (1965), Så længe vi har helbredet (1965), Den store kærlighed (1968) og Et land af overflod (1971). Hans film satiriserer ofte moderne liv, larm og reklamer. En juridisk konflikt resulterede i, at Étaix' film blev utilgængelige fra 1970'erne; men efter en dom blev de genoprettet og vist offentligt igen i 2010. Étaix og Annie Fratellini grundlagde sammen École nationale de cirque i 1973; de var blevet gift i 1969 og turnerede derefter med deres eget cirkus, hvor Étaix optrådte som en hvidmalet klovn. Han modtog Louis Delluc-prisen i 1962 for Le Soupirant og blev tildelt Commandeur des Arts et des Lettres i 2013. Pierre Étaix døde den 14. oktober 2016 i Paris i en alder af 87 år og efterlod sig en arv som mester i poetisk burlesk og en central figur i fransk slapstick-biograf.

Se profil