Patrick Albert Crispin Marber, en engelsk komiker, der også skriver skuespil, dirigerer, udfører og håndværk screenplays, blev udnævnt til fellow i Royal Society of Litteratur i 2002.
Patrick Monahan, en irsk-iransk tegneserie, fandt førstepladsen i tv-konkurrencen Tag Mike i 2001 og vis mig den sjove i 2011, og han dukker ofte op på Edinburgh Festival Fringe scenen.
Patrick Raynal, født Bernard Giraud i Vierzon den 29. maj 1926, var en fransk chansonnier og humorist. Han begyndte sin kunstneriske rejse efter 2. verdenskrig, som 20-årig, med beslutningen om at forfølge en karriere som kunstner. Opvokset i en beskeden familie med en kommunistisk far, oplevede han tidlige forstyrrelser, herunder hyppige udsmidninger fra skolen og et kortvarigt løbeturseventyr i en alder af 13 år. Hans første optrædensoverselser involverede at imitere Charles Trenet under sin tjeneste i hæren, hvilket indbragte ham kælenavnet "Vierzons sangende vanvidsmand". Han begav sig efterfølgende ud i en musikalsk karriere som en "bondekomiker" og omfavnede sine landlige rødder. Raynal opnåede anerkendelse i 1950'erne, hvor han først optrådte i Berry-regionen og derefter på nationalt plan. Hans komiske stil indeholdt ofte satiriske fremstillinger af Berry-bønder, legemliggjort af Berlodiot-familien og især karakteren Berlodiot, en karikatur med en markant accent. Han optrådte på steder som Caveau de la République, hvor han knyttede venskaber med Pierre Dac og Francis Blanche, og senere prydede scener som Bobino og Olympia. I løbet af sin karriere, der strakte sig over cirka 50 år, indspillede han adskillige 45 rpm-plader og opnåede betydelig popularitet i Berry-regionen og ud over, og fik undervejs to guldplader. Ud over sine sceneoptrædener og optagelser medvirkede Raynal også i flere film, herunder Le journal d'une femme en blanc (1965) sammen med Marie-José Nat, samt Babette s'en va-t-en guerre (1960), Le Magot de Josepha (1962) og Les grandes familles (1966). Han kritiserede åbent aspekter af parisisk kultur, især forbrugssamfundet, som han betragtede som stresset, respektløst og ensformigt, og udtrykte også ubehag over 'nouvelle cuisine'. Han modtog anerkendelse for sit arbejde, herunder Prix de l'humour i 1971 og Prix Fernand Raynaud to gange, i 1971 og igen i 1989. Han blev desuden tildelt Chevalier des Arts et des Lettres, Grand Officier de la Ligue du Bien Public og medaljer fra byen Paris og Sacem. Efter at være gået på pension til Anzy-le-Duc med sin kone Claudie fortsatte han med at optræde på velgørenhedsshows for organisationer som ligaen mod kræft og foreningen for blinde hunde. Patrick Raynal døde på Paray-le-Monial hospital den 1. maj 2010.
Patrick Timsit, født den 15. juli 1959 i Algier, Algeriet, er en fransk komiker, manuskriptforfatter og filminstruktør. Hans familie flyttede til fastlandet Frankrig, da han var to år gammel, på grund af Den Algeriske Krig. Han tilbragte sin barndom i sine forældres lædervareværksted og fik en baccalauréat D som ekstern studerende efter at have forladt flere skoler. Han beskæftigede sig kortvarigt med ejendomme og åbnede sit eget bureau i 1983; denne erfaring informerede senere hans komiske sketch 'Les Petites Annonces'. Hans forældre var jødiske sefardiske, og han er af algerisk jødisk herkomst. Timsits karriere omfatter en bred vifte af roller både på skærmen og scenen. Han spillede Charles VIII af Frankrig i Sans peur et sans reproche (1988) og Michou i La Crise (1992), for hvilket han blev nomineret til en César-pris for bedste mandlige birolle. Han er især kendt for sin medvirken i komediefilmen Un indien dans la ville . Han optrådte også i Mayrig (1991) som Garbis og Une époque formidable… (1991). I starten af 1990'erne opnåede han anerkendelse for sin skarpe komiske tone i tv-optrædener. Han co-skrev og medvirkede i Pédale douce (1996), hvilket indbragte ham nomineringer til en César-pris for bedste mandlige hovedrolle, bedste originale manuskript eller bearbejdning og igen bedste mandlige hovedrolle. Hans komedie berører ofte følsomme emner som politik, racisme, antisemitisme og den israelsk-palæstinensiske konflikt. Ud over skuespil har Timsit også demonstreret sit talent som instruktør. Han instruerede og spillede med i Quasimodo d'El Paris (1999) og L'Américain (2004). Han har lagt stemme til adskillige film, herunder The Monster (1994), Hercules (1997), Atlantis: The Lost Empire (2001), Shark Tale (2004) og Dragon Hunters (2008). Han deltog i Rendez-vous en terre inconnue i 2006. Han er blevet nomineret til fire César Awards, som anerkender hans bidrag til fransk film. Han fortsætter med at spille, med roller i nyere film som Dalida (2017), The Last Mercenary (2021), Brother and Sister (2022) og It Takes Two to Tango (2025).
Paul Beckers, født 1. november 1878 i Magdeburg, var en tysk komiker og skuespiller. Hans forældre var Gustav Beckers, en Elbe-skibskaptajn, og Marie Beckers (født Gabriel). Efter at have modtaget uddannelse i skuespil og musik, arbejdede han oprindeligt som orkestermusiker, der spillede fløjte og obo. Han fik sin debut på Magdeburg Stadttheater i 1902 og optrådte der i flere år i operetter. Omkring 1902 tilbragte han to år i USA, før han arbejdede i revyer på Apollo-Theater i Berlin. Beckers blev en variétéartist med hjælp fra Robert Wilschke og optrådte i forskellige tyske teatre, herunder Berliner Wintergarten og Leipziger Krystallpalast. Beckers er måske bedst kendt for sin signaturkarakter, Fliegentüten-Heinrich, en vandrer og sælger af fluepapir. Denne karakter var baseret på en Magdeburger original afbilledet i et relief. Han spillede som Fliegentüten-Heinrich i adskillige stumfilm mellem 1917 og 1936, herunder Der Fliegentüten-Heinrich (1917), Fliegentüten-Heinrich als Don Juan (1918), Fliegentüten-Heinrich als Rentier (1918) og Fliegentüten-Heinrichs Pech (1918). Han optrådte også i andre film i denne periode, såsom Der Fliegentüten-Othello (1918), Heinrich sucht eine Lieblingsfrau (1920), The Heath Is Green (1932), Dream of the Rhine (1933), When the Village Music Plays on Sunday Nights (1933), The Valiant Navigator (1935), I Love All the Women (1935) og Pillars of Society (1935). Beckers fortsatte med at optræde i adskillige film gennem hele 1930'erne, herunder Petri Heil! (1932), Das Familienalbum (1933), Wenn Männer kochen (1933), So leben wir alle Tage (1933), Glück im Schloss (1933), Mister herkules (1933), Der Schrecken vom Heidekrug (1934), Meine Frau, die Schützenkönigin (1934), Fräulein Veronika (1936) og Das Hermännchen (1936). Beckers' karriere omfattede instruktion og skuespil ved Komische Oper, samt at drive sit eget teater, 'Beckers Bunte Bühne,' fra 1927 til 1930. Han ledede Emil Winter-Tymians “Tymians Thalia Theater” i Dresden efter 1926. Hans humor blev beskrevet som enkel og drastisk. Efter Anden Verdenskrig mistede han alle sine ejendele og forsøgte at genoplive sin komikerkarriere med solopræstationer i en alder af 67 år. Han blev kendt for den saksiske sang 'Plättbrett' og opførte den i flere RIAS-Unterhaltungsprogramm shows kaldet 'Komikercocktail'. Beckers fortsatte med at optræde i disse shows frem til 1986, med roller i titler som 'Grüße aus den Komikerhimmel' (31. december 1974) og 'Wer schmeiÃt denn da mit Lehm' (31. december 1975). Hans sidste optræden var i december 1961 på Magdeburger Kristall-Palast i revyen 'Mein Magdeburg am Elbestrand'. Paul Beckers døde den 27. april 1965 i Leipzig, hvor han tilbragte sine senere år med at drive et pensionat med sin kone Marga og er begravet på Leipziger Südfriedhof.
Paul Biensfeldt var en tysk-jødisk skuespiller, der i over fire årtier bidrog markant til det tyske teater- og filmlandskab. Født den 4. marts 1869, tilbragte han fyrre år som en del af Berlin-teaterscenen. Hans karriere begyndte i 1893 med en gennembrudspræstation i Max Halbes stykke 'Jugend' på Residenztheater. Efterfølgende arbejdede han under Otto Brahm og senere under den indflydelsesrige Max Reinhardt på Deutsches Theater, hvor han blev en fast performer på scenen. Han var en populær ensemblemedspiller på Reinhardts teater i 25 år og portrætterede ofte komiske roller. Biensfeldts alsidighed rakte til både teater og film, hvor han medvirkede i over 100 stum- og lydfilm mellem 1913 og 1933. Fremtrædende instruktører som Fritz Lang, Ernst Lubitsch, Friedrich Wilhelm Murnau, Paul Leni, Robert Wiene og Joe May benyttede sig ofte af ham. Selvom han ofte spillede biroller som karakterer som tjenestefolk, danselærere, politibetjente eller adelige, nød han også større roller i begyndelsen af 1910'erne. Bemærkelsesværdige stumfilmoptrædener omfatter rollen som faderen til Lil Dagover og en tryllekunstner, der forvandles til en kaktus i Fritz Langs 'Der müde Tod'. Han optrådte ofte sammen med Henny Porten. Hans komiske talent blev anerkendt af dramatikeren Carl Sternheim, der specifikt skrev rollen som Krey i sin komedie fra 1913, 'Bürger Schippl', til Biensfeldt. Han præsenterede et bredt spektrum af optrædener, herunder at spille hofmarskal Lebel i Lubitschs ‘Madame Dubarry’ og udvise "camp underkastelse" og "legende underlegenhed" som en sidekick til Emil Jannings i film som Anna Boleyn (1920) og Das Weib des Pharao . Andre bemærkelsesværdige filmroller omfatter roller i Die ideale Gattin (1913), Die Geliebte Tote (1919), Waxworks (1924) – hvor han var en del af et stjernespækket ensemble inklusive Emil Jannings og Conrad Veidt – Der Goldene Schmetterling (1926) og Fiaker Nr.13 (1926), hvor han portrætterede en omsorgsfuld taxachauffør og plejefar. I én optræden fremførte han en komisk sang som nar, der gik fra praleri til rædsel før han blev pisket på grund af kongens fornærmelse. Paul Biensfeldt døde den 2. april 1933 og blev begravet på Wilmersdorf Waldfriedhof Güterfelde i Berlin.
Chuckle brødrene var en britisk tegneserie duo bestående af de rigtige brødre Barry David Elliott og Paul Harman Elliott. Deres berømmelse stammede fra BBC 's børneserie ChuckleVision, som løb fra 1987 til 2009 og blev hædret med en levende tur i 2010 med titlen "En audience med Chuckle Brothers" for at markere sin 21. Deres rutine lænede sig på slap stick fysisk, visuelle vittigheder og ordspil, og de er husket for fangst og sætninger "For mig" Du godeste ".
Paul Foot er en engelsk komiker, der er kendt for sine reflektive monologer, overtalte tirader, selvstylede "forstyrrelser", og en tilsyneladende uinteresse i mainstream popkultur. Daily Express sammenlignede ham engang med "en sjælden eksotisk fugl", og seks nationale papirer - herunder The Independent and The Age - har kaldt ham "et komisk geni".
Paul Kato Lubwama var en ugandisk filmskaber, der også handlede i teater, mest fremtrædende i ledende roller for Bakayimbira drama, fortsatte en karriere som musiker og radiovært, og fungerede som medlem af parlamentet for Lubaga Syd fra 2016 til 2021.
Paul McDermott er en australsk entertainer, født den 13. maj 1962 i Adelaide, South Australia. Han er én ud af seks børn og en ét-ægsetvillling; hans far var en højtstående offentlig tjenestemand, mens hans mor passede hjemmet. Familien flyttede til Canberra, da han var tre år gammel. I fire år studerede han kunst på Australian National University's Canberra School of Art, samt Marist College Canberra og Dickson College. McDermott’s talenter omfatter et bredt spektrum, med anerkendelse som komiker, skuespiller, forfatter, instruktør, sanger, kunstner og tv-personlighed. McDermott begyndte at optræde i en alder af 25 år på grund af økonomiske behov, oprindeligt som gadekunstner i 1985. Han var medlem af Gigantic Fly før han tilsluttede sig Doug Anthony All Stars (DAAS) i 1980'erne, hvor han startede med at spille på gaden i Canberra. DAAS opnåede berømmelse på Edinburgh Fringe Festival og optrådte efterfølgende i ABC TV’s *The Big Gig*. Gruppen havde deres egen spin-off tv-serie, *DAAS Kapital*, fra 1991 til 1993. McDermott stod for forsangerrollen og skrev det meste af materialet til DAAS, og gruppen turnerede nationalt og internationalt, endda med en optræden ved åbningen af OL i Barcelona. DAAS blev oprindeligt opløst i 1994, men genforenet i 2014 med Paul Livingston som Richard Fidlers afløser. Efter DAAS' oprøselse har McDermott været vært for to andre ABC-programmer og arbejdede kortvarigt som morgenradio vært på Triple J fra 1996 til 1997. Han er bedst kendt for at have været vært for Good News Week indtil 2012. Han har ofte optrådt på Melbourne International Comedy Festival, deltaget i Comedy Festival Gala og The Great Debate. McDermott har skrevet børnebøger, avisartikler og samlet sine klummer i bogen The Forgetting of Wisdom . Han skrev og instruerede også kort animerede film, herunder tre prisvindende film: The SCREE (2004), The Girl who Swallowed Bees (2007) og GHOSTBEAR (2019). Siden 2012 har han beskæftiget sig med en karriere som maler og optrådt i koncerter med sine egne mere seriøse sange. Han turnerer i øjeblikket med liveshowet Paul + 1, der er udtænkt og fremført med Glenn Moorhouse, og de har indspillet et musikstykke kaldet I’VE SEEN THE FUTURE AND YOU’RE NOT IN IT , der beskriver oplevelser under nedlukning.
Paul Putner er en engelsk skuespiller og komiker, født den 18. marts 1966 i East Grinstead, West Sussex. Han stammer fra en borgerlig familie og fik tidligt kendskab til underholdningsbranchen gennem sin onkel, John Mason, der arbejdede i BBC's lysafdeling og modtog en BAFTA-pris. Putner påbegyndte sin formelle kunstneriske uddannelse på London Academy of Music and Dramatic Art (LAMDA) og afsluttede den i 1988. I løbet af sin tid der fokuserede han på karakterspil, improvisation og stemmearbejde, og blev anerkendt for sine komiske evner ved at vinde Kenneth More-prisen for komisk skuespil. Putners karriere omfatter et bredt udvalg af komiske roller og samarbejder. I midten af 1990'erne indgik Putner et partnerskab med Steve Furst og Oliver Darly for at oprette comedyklubben The Regency Rooms i London; han huskes der for at have optrådt som halvdelen af en mexicansk Laurel og Hardy-akt. Han fik yderligere erfaring ved at optræde på Edinburgh Festival Fringe, først i Richard Herrings Punk’s Not Dead, og senere med at skrive og opføre Earl Stevens i 2001. Hans tv-optrædener omfatter roller i BBC2's The Glam Metal Detectives, samt optrædener i This Morning with Richard Not Judy (1998), hvor han spillede The Curious Orange, og Sir Bernard's Stately Homes (1999). Han havde også en mindeværdig rolle i den populære sitcom Spaced (1999). Putners arbejde har fortsat udviklet sig gennem årene. Han er genkendelig for sit korte, men virkningsfulde optræden som zombie i Shaun of the Dead (2004), og spillede en pantomimekunstner i Paris, je t'aime (2005). Fra slutningen af 2005 til begyndelsen af 2007 turnerede han omfattende som en del af Little Britain Live showet. Han bidrog også til Stewart Lees Comedy Vehicle i 2009, 2014 og 2016. Putner medvirkede som Gerald 'Jelly' Kelly i Rock & Chips prequel-trilogien (2010-2011) af Only Fools and Horses, og optrådte gentagne gange i BBC’s Little Britain fra 2003 til 2006, både i tv- og radioudsendelser. Han fortsætter med at arbejde som skuespiller og komiker.
Paul Stephen Rudd, en amerikansk skuespiller, studerede drama på University of Kansas og American Academy of Dramatic Arts før landing hans første rolle i 1991. Han gjorde Forbes 'Celebrity 100 liste i 2019 og blev hædret af People magazine som sin Sexiest Man Alive i 2021. Blandt hans genkendelser er en Critics' Choice Television Award og nomineringer til to Actor Awards, en Golden Globe, og to Primetime Emmy Awards.
Albanien
1
Armenien
2
Argentina
36
Østrig
27
Australien
52
Aserbajdsjan
1
Bangladesh
1
Belgien
13
Bulgarien
57
Benin
2
Bolivia
1
Brasilien
27
Belarus
2
Canada
125
Den Demokratiske Republik Congo
3
Schweiz
17
Elfenbenskysten
1
Chile
15
Cameroun
1
Kina
8
Colombia
4
Cuba
4
Tjekkiet
7
Tyskland
188
Danmark
17
Den Dominikanske Republik
1
Algeriet
2
Ecuador
2
Estland
5
Egypten
10
Spanien
74
Etiopien
1
Finland
15
Frankrig
214
Storbritannien
365
Georgien
1
Ghana
3
Grækenland
18
Guatemala
1
Kroatien
2
Haiti
1
Ungarn
7
Indonesien
23
Irland
31
Israel
10
Indien
47
Irak
3
Iran
6
Island
4
Italien
136
Jamaica
1
Japan
37
Kenya
3
Sydkorea
20
Kasakhstan
3
Libanon
5
Sri Lanka
1
Litauen
1
Letland
1
Marokko
17
Myanmar (Burma)
1
Malta
1
Malawi
2
Mexico
28
Malaysia
7
Nigeria
19
Nicaragua
2
Nederlandene
2
Norge
12
Nepal
3
New Zealand
9
Peru
2
Filippinerne
35
Pakistan
7
Polen
8
Portugal
7
Qatar
1
Rumænien
1
Serbien
4
Rusland
9
Saudi-Arabien
4
Sverige
101
Singapore
3
Slovenien
4
Slovakiet
2
El Salvador
1
Syrien
1
Thailand
2
Tunesien
4
Tyrkiet
5
Taiwan
1
Ukraine
11
Uganda
7
USA
213
Uruguay
4
Usbekistan
1
Venezuela
5
Vietnam
1
Sydafrika
3
Zimbabwe
1
