Chuck - GiggleTimes tegnede komiker, der fortæller vittigheder
GiggleTime til Android
Gratis på Google Play
Hent appen
GiggleTime - vittigheder, komikere og comedyshows GiggleTime
Menu
Opgrader til Premium Indsend en joke Komikere Comedyshows Komikere med flest følgere Om os Ofte stillede spørgsmål Kontakt Tilføj en komiker
Hent appen
Følg os

Juridisk
Privatlivspolitik Servicevilkår Cookiepolitik Refusions- og annulleringspolitik Krediteringer
Log ind
Sprog
Kategorier
Indstillinger
Sprog dansk dansk
Sikker tilstand
Automatisk afspilning af tilfældige vittigheder
Notifikationer
Globalt talentkatalog

Komikerkatalog

Gennemse komikerprofiler, biografiske resuméer, oprindelsesland og officielle links.

Starter med Y Verificeret Ryd alle
Viser 13-14 af 14 komikere
Yvonne Verbeeck (1913–2012), komiker fra Belgien – Sketchkomik
Verificeret Intet krav gjort
Belgien

Yvonne Verbeeck

Yvonne Verbeeck, født den 7. december 1913 i Rumst, Belgien, var en belgisk flamsk skuespillerinde, komiker og sanger. Hun døde den 26. februar 2012 på Nottebohm plejehjem i Antwerpen i en alder af 98 år. Hendes far arbejdede som cykelproducent og reparatør, og hun huskes som en æresborger i sin hjemby, Rumst, markeret ved en bronze buste skabt af Ton Piepers og placeret på Grand Place. Verbeecks karriere begyndte med klassisk sangtræning; hun studerede på Boom musikskole og Antwerpen Konservatorium, hvor hun i 1933 dimitterede med førstepræmie og stor udmærkelse. Hun arbejdede efterfølgende som klassisk sopran for Det Nationale Radiosender (nu VRT) og sang endda for soldater under Anden Verdenskrig. Efter krigen skiftede hun til lettere genrer, primært optrædende i komedier, operetter, teaterstykker og tv-shows. Hun opnåede bred anerkendelse for sine optrædener i tv-skitserne Gaston en Leo , sammen med Gaston Berghmans og Leo Martin, og deltog i De kolderbrigade i 1980. Gennem hele sin lange karriere medvirkede Verbeeck i adskillige belgiske film, herunder Boerenpsalm (1989), Koko Flanel (1990), Hector (1987), De verlossing (2001) og De Witte van Sichem (1980). Hun spillede også en hovedrolle i tv-serien Benidorm (1990-1992) og havde roller i andre serier som De Paradijsvogels og Merlina . Hendes sidste skuespillerroller var i Zone Stad (2007) og FC De Kampioenen (2008). I 2005 udgav hun en DVD-hæder til sit publikum, Artistenleven , der indeholdt en monolog og et overblik over hendes karriere. Hun boede på Nottebohm plejehjem fra 2006, hvor hun lejlighedsvis optrådte med La Esterella, og udgav sin erindringsbog Het is beter om 79 jaar jong te zijn dan 40 jaar oud i 2003. Hun var fast besluttet på at leve til 100 år, og fejrede sin 95-års fødselsdag i december 2008.

Verificeret Intet krav gjort
Libanon

Yasmine Khlat

Yasmine Khlat, født den 13. februar 1959 i Ismaïlia, Egypten, er en mangefacetteret libanesisk kunstner. Hun begyndte sin karriere inden for film og arbejder stadig som skuespillerinde, instruktør, oversætter og romanforfatter. Hun blev født ind i en libanesisk familie og tilbragte sine formative år med at vokse op i Libanon. Hendes tidlige uddannelse omfattede studier i filmteori og biografi ved henholdsvis Université Paris 3 og Université Paris. Denne akademiske baggrund har haft stor indflydelse på hendes efterfølgende kreative bestræbelser. Khlat opnåede først anerkendelse for sine skuespillerroller i flere film fra slutningen af 1970'erne og fremefter, herunder bemærkelsesværdige præstationer i *Aziza* (1980), *Nahla* (1979) og *Les Rêves de la ville* (1983). Hun modtog prisen for bedste kvindelige skuespiller ved den 11. Moskva Internationale Filmfestival i 1979 for sin rolle i *Nahla*. Efter sin skuespillerkarriere flyttede hun til Frankrig. Der skiftede hun fokus til at instruere dokumentarfilm, bl.a. *Leylouna/Notre nuit* (1987), som undersøger kvinders liv under den libanesiske borgerkrig, og *Abed Azrie: Musicien du Monde* (2000). Hun skrev også manuskriptet til *Transes* (Nass el Ghiwane). Ud over film har Khlat etableret sig som en produktiv forfatter. Hun har udgivet adskillige romaner, herunder Al-Yas Khata’a (2001), Le désespoir est un péché (2001), Partition libre pour Isabelle (2004), Le Diamantaire (2006), Vous me direz au crépuscule (2010), Égypte 51 (2019) og Cet amour (2020). Le désespoir est un péché indbragte hende Prix des cinq continents de la francophonie i 2001. Hendes roman Égypte 51 var nomineret til Grand prix du roman métis i 2019. Senest udgav hun La Tendresse de Sainte Anne (2023) og La Dame d'Alexandrie (2022), sidstnævnte en revideret udgave af Vous me direz au crépuscule . Hun arbejder også som oversætter og bidrager til litteraturen med sine forskellige færdigheder.