Pierre Richard er komiker fra Frankrig, født i 1934. Kendt for Tall Blond Man med One Black Shoe, The Return of the Tall Blond Man med One Black Shoe, La Chèvre.
Pierre Douglas, født Pierre Melon den 17. august 1941 i Saint-Germain-en-Laye, er en mangefacetteret fransk personlighed. Hans andet fornavn, Douglas, afspejler hans fars beundring for Douglas Fairbanks. Han fungerer som journalist, chansonnier (sangskriver) og skuespiller, og er anerkendt som komiker. Douglases tidlige karriere begyndte i juli 1970 med journalistik, hvor han arbejdede som reporter for Europe 1 før han tiltrådte RTL i 1973. Han præsenterede regionale nyheder på France 3 Limoges i 1976 og arbejdede efterfølgende inden for den politiske service hos TF1 fra januar 1977. En markant ændring fandt sted i juli 1977, da Douglas skiftede til at optræde på scenen efter at have mødt Thierry Le Luron. Han opnåede hurtigt anerkendelse som medvært på France Inter's morgenprogram med Annette Pavy fra 1978 til 1982. Flere tv-optrædener fulgte, herunder som medvært på *Incroyable mais vrai!* på Antenne 2 med Jacques Martin i 1980 og som vært for *La Fortune du pot* på France Inter indtil dets aflysning i august 1982. Han var også vært for *Restez donc avec nous* på TF1 sammen med Denise Fabre og Garcimore. Douglas' skuespillerkarriere omfatter teaterforestillinger med Robert Manuel og Bernard Ménez, samt filmroller sammen med Jean Poiret, Michel Serrault og Lino Ventura. Han medvirkede i *La Deuxième Vérité* (2003) og *Sous le soleil*, og deltog i revyen på Théâtre des Ânes i 2006 og 2007, hvor han bidrog til *Sarkozix le Gaulois*. I 2013 spillede han hovedrollen i *La Nuit des étoiles* og den ledende rolle i Jean-Pierre Dopagnes enmandsstykke *Prof!*, der havde premiere på Avignon Festivalen. Siden 2016 har han været fast inventar i tv-serien *Scènes de ménage* som Victor. Han er medlem af Alphonse Allais Akademiet siden 2016 og udgav *On n'a pas fini de rigoler* i november 2007. Douglases musikalske baggrund omfatter elleve års studier i orkesterledelse med Jean-Claude Hartemann, og han tager i øjeblikket klaverundervisning på Saint-Maur des Fossés konservatorium. Han er planlagt at optræde med Adrian Washington, Bruce Brilliance, Ben Katzner, Khadijah Cooper og Comrade Tripp.
Philip James Hammond, der professionelt er kendt som Phil Hammond, blev født den 1. januar 1962. En britisk læge, fungerer han også som radiovært, komiker og kommentator med speciale i sundhedsemner, og har opnået anerkendelse for sine vittige observationer om National Health Service (NHS). Hans far, Barrie Rees Hammond, en fysisk kemiker uddannet fra Cambridge, døde ved selvmord da Phil var syv år gammel. Hammond gik på Marlborough Royal Free Grammar School, St John's Comprehensive og Marlborough College. Hammond blev uddannet læge i 1987 fra Girton College, Cambridge og St Thomas' Hospital Medical School, London. Før han omskolerede sig til en associeret specialist med fokus på kronisk træthedssyndrom, fungerede han oprindeligt som praktiserende læge (GP) og beklædte senere undervisningsstillinger i medicinsk kommunikation ved henholdsvis University of Birmingham og University of Bristol. I 20 år virkede han som praktiserende læge (GP), ligeledes med arbejde inden for seksuel sundhed. I 11 år var hans professionelle fokus at hjælpe unge mennesker, der kæmpede med betydelig træthed, herunder tilstande som post-viral træthed, ME og long Covid; i øjeblikket er han ansat ved en NHS-institution, der er dedikeret til børn og unge med kronisk træthedssyndrom/ME. Phil Hammonds karriere omfatter et bredt udvalg af medieoptrædener og kreative bestræbelser. Han har optrådt på Edinburgh Fringe siden 1990, herunder i 2011, 2016 og 2022. Mellem 2011 og 2013 turnerede han med 'Dr Phil’s Rude Health Show' over hele Storbritannien, sammen med en opsætning af '59 Minutter til at redde NHS' på Edinburgh Fringe. Yderligere turnéer fandt sted i 2017, og han er i øjeblikket i gang med sin tredje turné, med titlen 'Spil at spille med din læge.' Han co-hosted 'The Heaven and Earth Show' på BBC One i 2000, og har optrådt i en lang række tv-programmer, herunder 'Have I Got News For You,' 'Question Time,' 'Countdown,' 'The One Show' og 'Long Live Britain.' I 2011 co-forfattede han ‘Shoot the Messenger’ med Andrew Bousfield, og samarbejdede med Michael Mosley om udgaverne af 'Trust Me, I'm a Doctor' fra 1999 og 2002. Han har skrevet fem serier af Radio 4-komedien 'Polyoaks' med David Spicer, og præsenteret flere Radio 4-serier, herunder 'Pillories of the State,' 'The Music Group' og 'The Motion Show.' Han har været Private Eyes sundhedskorrespondent siden 1992, og hans dækning af pandemien blev højt rost. Han skrev 'Dr Hammonds Covid Casebook,' en Sunday Times bestseller i 2021. Hammond har modtaget adskillige priser for sit arbejde, herunder en Writer's Guild Award og en Silver Sony Award for 'Struck Off and Die' med Tony Gardner. Han og Michael Mosley vandt to BMA-priser for deres arbejde på ‘Trust Me, I’m a Doctor.’ Han var nomineret til Martha Gellhorn Prize for Investigative Journalism i 2012. Phil Hammond trådte tilbage fra sin rolle som NHS-læge i 2022 efter 35 år. Hans igangværende aktiviteter omfatter journalistik, radioudsendelse, offentlige taler, fortalervirksomhed og komisk optræden. Hans podcast ‘Doctor Doctor’ er tilgængelig på BBC Sounds, og han undersøger i øjeblikket Lucy Letby-sagen. Han er næstformand for Patients’ Association og yder også støtte som beskytter for forskellige velgørende organisationer, herunder Meningitis UK og Doctors’ Support Network.
Paolo Kessisoglu, skuespiller, komiker og italiensk tv vært, er især berømt for sammen med Luca Bizzarri at skabe komiker duo kendt som Luca og Paolo.
Paul Panzer, født Dieter Tappert den 8. januar 1972 i Düren, Tyskland, er en tysk komiker. Han tilbragte sin barndom i Nörvenich og flyttede senere til Köln i midten af 1990'erne. Efter at have været i lære som en svejser, studerede han også musik og medieuddannelse. Hans karriere begyndte i 1998 på en radiostation i Eupen, Belgien (100’5 Das Hitradio), hvor han hurtigt fik anerkendelse. Det var gennem over 800 narreopkald, at han etablerede personaen Paul Panzer, et navn han antog for sit komiske arbejde. Paul Panzer's komikstil er kendetegnet ved en markant stammen, udtalefejl og inddragelse af fremmedord i tysk. Tilbagevendende karakterer som 'Dachdeckermeister Benether' og 'Szabo' optræder fremtrædende i hans rutiner. Han udviklede komedieserien 'Die Baulöwen,' der består af over 200 episoder. Hans første solstand-up program, 'Heimatabend Deluxe,' viste sig at være succesfuldt, hvilket førte til en tv-version der blev sendt på RTL i 2006. Denne optræden indbragte ham den tyske comedypris som bedste nykommer samme år. Efter sin tidlige succes fortsatte Paul Panzer med at udvide sit publikum. Han spillede med i filmen 'Männersache' i 2009 og co-skrev manuskriptet sammen med Mario Barth. Et sceneprogram, 'Endlich Freizeit – Was für′n Stress!', blev lanceret i 2009 og har været igang siden da. Fra 2011 til 2014 co-hostede han 'Stars bei der Arbeit' på RTL. Siden 2016 er han ofte optrådt som gæst i quizshowet 'Wer weiß denn sowas?'. Han streamer også live på Twitch.tv som Paul Panzer siden december 2020. Han var gift i 25 år og blev enkemand i 2026.
Paloma Hurtado Carrillo, en spansk skuespillerinde, er datter af skuespillerinden Mary Carrillo og søster til tvillingerne Teresa og Fernanda Hurtado, med hvem hun skabte tegneserien "Hurtado søstre". Desuden havde han en ældre søster, Alicia, der døde i 1998.
Pamela Stephenson, født Pamela Helen Stephenson den 4. december 1949 i Takapuna, Auckland, New Zealand, er en mangefacetteret personlighed anerkendt som komiker, skuespillerinde, forfatter og klinisk psykolog. Hendes familie flyttede til Australien i 1953, hvor hendes forældre arbejdede som videnskabsfolk. Hun gik på Boronia Park Primary School og Sydney Church of England Girls' Grammar School før hun studerede på National Institute of Dramatic Art (NIDA) i Sydney og dimitterede i begyndelsen af 1970’erne. Stephenson begyndte sin karriere i fjernsynet og medvirkede i programmer som *Space: 1999*, *The New Avengers* og *The Professionals*. Et markant vendepunkt kom i 1979, da hun blev medlem af satiresketchshowet *Not the Nine O'Clock News* sammen med Rowan Atkinson, Mel Smith og Griff Rhys Jones. Hendes optrædener i dette program indbragte hende anerkendelse, herunder BAFTA-nomineringer i 1981. I denne periode medvirkede hun også i film som *History of the World, Part I* (1981) og *Superman III* (1983), hvor hun spillede Lorelei Ambrosia. Efter at være skiftet til klinisk psykologi, fik Stephenson en doktorgrad fra California Graduate Institute i 1996 og blev autoriseret klinisk psykolog. Hun har skrevet omfattende, herunder en biografi om sin mand, Billy Connolly, med titlen *Billy* (2002) og *Bravemouth* (2003). Hendes publikationer inkluderer også *Head Case: Treat Yourself to Better Mental Health* (2009), *Sex Life: How Our Sexual Encounters and Experiences Define Who We Are* (2011) og hendes selvbiografi, *The Varnished Untruth* (2012). Hun præsenterede psykologiinterviewprogrammet *Shrink Rap* i 2007 og skriver en seksualrådgivningsspalte for *The Guardian* siden 2007. Stephenson deltog også i *Strictly Come Dancing* i 2010 og blev nummer tre. Hun er gift med Billy Connolly, og de har tre børn; parret flyttede til Florida for at støtte Billy Connollys helbred efter hans diagnose af Parkinsons sygdom.
En italiensk entertainer, Paolo Rossi, arbejder som skuespiller, forfatter, komiker, sangskriver og optræder i tv. Han blev født den 22. juni 1953 i Monfalcone, Gorizia, og betragtes som milaneser ved adoption. Hans far, Nello Rossi, også kendt som Lionello Rossi-Kobau, havde en bemærkelsesværdig historie, idet han frivilligt kæmpede for Den Italienske Socialrepublik. Rossis tidlige liv inkluderede et flytning til Ferrara i ungdomsårene og erhvervelse af et eksamensbevis som kemisk tekniker; han endda dimitterede som kemi-ekspert. Han tjente i militæret nær Turin, hvor han befalingsmand for en tank og fik kælenavnet 'Kaptajn Snehvide', før han blev afskediget som sergent. Rossi begyndte sin karriere som performer i 1978 og debuterede på scenen i Milano med Dario Fos Histoire du Soldat . Han blev medlem af ‘compagnia dell’Elfo’ og fortsatte med at arbejde sammen med dem gennem det tidlige 1980'er, med roller i produktioner som Nemico di Classe i 1983. Hans teaterstil henter inspiration fra Commedia dell'arte, Brecht og Molière, hvilket har fået kritikere til at beskrive den som en 'italiensk mellemvej mellem Dario Fo og Lenny Bruce.' Han udvidede sin rækkevidde med tv-optrædener i variety shows som Su la testa og Il laureato , og fik sin filmdebut i 1986. Hans arbejde fra midten af 1980'erne omfatter roller i Carlo Vazinass film, Via Montenapoleone og Montecarlo Gran Casinò , samt en scenefremførelse af Shakespeares The Tempest . Siden begyndelsen af 1990'erne har Rossi udgivet adskillige albums og samarbejdet med kunstnere som Enzo Jannacci, Emir Kusturica, Vinicio Capossela og Modena City Ramblers. Han deltog i Sanremo Musik Festival i både 1994 og 2007. Hans manuskriptkreditter omfatter Camerieri , for hvilket han vandt et Sølvbånd i 1996, og samarbejder med Gino e Michele på værker som Recital , Chiamatemi Kowalski , C'è quel che c'è og Operaccia Romantica . Han har også sat sociale shows som The Times They Are a-Changin …Un'altra Volta …Again! op og præsenteret Milanon Milanin . Fra 1986 og fremefter var Rossi afgørende for skabelsen og succesen af Zelig cabaretteatret i Milano sammen med Claudio Bisio og Silvio Orlando. Han har optrådt i tredive år, spredt fra klubber til store scener, traditionelt teater til cabaret, tv og cirkustelte, hvor han engagerer sig i aktuelle begivenheder og repræsenterer både antikke og moderne klassikere.
En italiensk skuespiller, komiker, filminstruktør og forfatter, Paolo Villaggio, trådte ind i verden den 30. december 1932 i Genova. Hans forældre var Ettore Villaggio, en landmåler fra Palermo, og Maria Faraci, en lærer i tysk fra Venedig. Piero, en tvillingebror til Paolo Villaggio, fungerede som professor ved Pisa Universitet. Villaggios tidlige liv inkluderede forskellige erfaringer; han arbejdede som tjener, BBC-speaker og entertainer på Costa Cruises skibe, og senere hos Cosider, hvor organisering af firmarrangementer gav inspiration til hans karakter Ugo Fantozzi. Villaggio's karriere omspændte forskellige kreative bestræbelser. Han skabte mindeværdige karakterer som Professor Kranz, Giandomenico Fracchia og mest bemærkelsesværdigt Ugo Fantozzi. Hans komik var nyskabende og surrealistisk, inspireret af commedia dell'arte, og han benyttede teknikker som nyorddannelser, stærke tillægsord, morfologiske fejl og bureaukratiske termer i sin skrivning. Han skrev flere satiriske bøger med Ugo Fantozzi, hvoraf Fantozzi (1971) solgte over en million eksemplarer og indbragte ham Gogol-prisen i Moskva. Ugo Fantozzi-karakteren udviklede sig til en bredt succesfuld filmisk saga, med Villaggio i hovedrollen i filmen Fantozzi (1975), instrueret af Luciano Salce. Han samarbejdede også med Federico Fellini, Lina Wertmüller, Ermanno Olmi, Mario Monicelli og Gabriele Salvatores om film, ofte i dramatiske roller. Gennem hele sin karriere modtog Villaggio adskillige anerkendelser. Han fik David di Donatello i 1990; han modtog også en Nastro d'Argento i 1992 og Den Gyldne Løve ved Venedigs Filmfestival samme år, som en hæder for hans livslange præstationer. Han modtog desuden den Æres-Pardo ved Locarno Film Festival i 2000. Villaggio’s kreative produktion rakte ud over film og bøger; han skrev sange med Fabrizio De André, herunder 'Carlo Martello torna dalla battaglia di Poitiers' og 'Il fannullone,' og optrådte i teaterstykker, hvor han spillede Arpagone i Molières L'Avare i 1996. Han var også vært for nyhedsudsendelsen med satire Striscia la notizia i 1996, og tidligere værtsede han eksperimentelle og avantgarde tv-programmer i slutningen af 1960’erne. Kritikere som Goffredo Fofi, Michele Serra, Enrico Giacovelli og Beppe Grillo sammenlignede ham med Buster Keaton, Charlie Chaplin, Stan Laurel og Oliver Hardy. Paolo Villaggio døde i Rom den 3. juli 2017 af komplikationer relateret til diabetes.
Patricia Conde Galindo, født i Valladolid den 5. oktober 1979, er en mangefacetteret entertainer fra Spanien. Hun arbejder som skuespillerinde, komiker, tv-vært og model. Som det midterste barn af tre søskende – Noemí og Rubén – begyndte hun sin karriere i en alder af fjorten ved at arbejde som model. Denne tidlige entré i underholdningsbranchen ville bane vejen for fremtidige muligheder. Conde opnåede anerkendelse gennem adskillige tv-optrædener. I 1999 deltog hun i Miss Spanien som Miss Palencia. Kort tid efter begyndte hun at arbejde i tv og fik hurtigt prominens som reporter på humorprogrammet El informal . Hendes komiske talent skinnede igennem, hvilket førte til roller i serier som Lady Kaña (2004) og optrædener i programmer som Un domingo cualquiera (2004), 7 días al desnudo og El club de la comedia . Hun co-hosted også Nuestra mejor canción med Concha García Campoy i 2004 og Cero en Historia , hvor hun erstattede Silvia Abril i 2019. Fra 2006 til 2011 co-hosted hun det daglige humorprogram Sé lo que hicisteis... , og vandt adskillige priser i løbet af den tid. Patricia Condes karriere rækker ud over fjernsynet. Hun lagde stemme til Lucy Wilde i den spanske version af Despicable Me 2 (2013) og medvirkede i film som Pancho, el perro millonario (2014) og Legami sporchi (2004). Hun har også deltaget i teaterforestillinger som 5mujeres.com og Los 39 escalones . Conde designede sit eget modemærke, Patricia Conde Collection, og var ambassadør for FN-fonden Women Together. Hendes seneste arbejde omfatter værtsrollen i Los poderes extraordinarios del cuerpo humano (2017), Nadie al volante (2021), Telepasión (2023-2024) og co-værtsrollen i ¡Feliz 2024! . I øjeblikket deltager hun i El Desafío 6 (2025) og vil præsentere Juego de pelotas (2026). Hendes privatliv omfatter et ægteskab med Carlos Seguí fra 2012 til 2014 og forhold med Carlos Moyá, Dani Martín og Ernesto Sevilla.
Patrick Bosso er en fransk komiker og skuespiller, født den 12. oktober 1962 i Marseille. Han blev født på fødeafdelingen på La Belle de Mai hospitalet. Hans forældre var italienske immigranter, der slog sig ned i Frankrig. Opvokset i Panier-kvarteret i Marseille flyttede han senere til de nordlige distrikter inden for boligkomplekset 'Les Lauriers'. Bosso’s tidlige liv afspejler hans arbejderbaggrund; hans far arbejdede på værftet ved Port of Marseille, og Bosso fulgte kortvarigt i hans fodspor som skibsbygger. Han forsøgte også at starte en lærlingeudannelse som VVS-installatør, men afsluttede den ikke. Før han fandt sin kald i komedie, havde han en række forskellige jobs, herunder budarbejde på Vieux-Port, øludbringning, opvask i restaurant og ansættelse på rådhuset. Bosso’s karriereskift begyndte i Paris, hvor han arbejdede som dørvagt i Pigalle og solgte merchandise for musikere som Madonna, Roch Voisine og Michel Sardou. I 1989 begyndte han at tage skuespillerundervisning hos Niels Arestrup, der opfordrede ham til at forfølge one-man shows. Han debuterede i soloforestilling samme år med 'C’est méchant' på Théâtre Marie Stuart. Hans første store show, 'Qui ?!? Moi !?!', havde premiere på Palais des Glaces i 1995. Forestillingen 'Les talons devant' (1997) øgede markant hans offentlige anerkendelse. Han var kortvarigt vært for 'La Grosse émission' på Comédie! kanalen fra september til oktober 1998, og i 2000 instruerede Pierre-François Martin-Laval (Pef) hans andet show, 'Bosso exagère trop!'. Bosso har fortsat med at udvikle sit komiske talent gennem årene. Han præsenterede 'Du Bonheur' i november 2005, som udkom på DVD i 2007. 'Le spectacle de ma vie' havde premiere på Olympia i oktober 2003. I løbet af sin karriere har han medvirket i over tyve film siden 1996 og haft hovedrollen i miniserien 'Hep Taxi!' (2003), samt forskellige tv-film mellem forestillingerne. I 2016 spillede han hovedrollen i filmen 'Marseille', instrueret af Kad Merad. Han demonstrerede også sin alsidighed ved at instruere kortfilmen 'Rien ne sert de courir' i 1999 og udgive en bog, 'Melon et Melèche: le grand concours', i 2001. Hans one-man show 'La courte échelle' havde premiere på Comédie de Paris i januar 2009, og udkom på DVD i 2010.
Patrick Font, født den 27. september 1940 i Vésinet, var en fransk humorist og chansonnier. Han begyndte sin karriere som skolelærer (instituteur) fra 1961 til 1968. Fra 1970'erne til 1995 dannede han et komisk duo kaldet Font et Val med Philippe Val. I løbet af sin karriere skrev han tekster for andre kunstnere, herunder Thierry Le Luron og Christophe Alévêque, hvilket demonstrerede hans alsidighed i det franske underholdningslandskab. Han udgav flere bøger, herunder J'exagère, mais pas assez i 1992 og Souvenirs d'un cow-boy d'opérette i 2018. I 1992 blev han klummeskribent for den satiriske magazine Charlie Hebdo , og bidrog også til radioprogrammet Rien à cirer på France Inter. Han grundlagde Marie Pantalon, en skole for scenekunst i Haute-Savoie, i 1994. Fra 2007 var han fast komiker på Théâtre des Deux Ânes i Paris, hvor han optrådte i stykker som 'Sarkozix Le Gavlois', 'Kadhafi à Paris' og 'Nicolas s'remarie'. Hans komik involverede ofte satiriske revyer om aktuelle begivenheder, der undertiden blev beskrevet som værende ‘façon Riviera’, med henvisning til figurer som Sarkozy og Fillon. Fontaines karriere blev i betydelig grad påvirket af retssager, der begyndte i 1996. Han blev dømt for seksuelt misbrug af mindreårige og afsonede fire år og to måneder i fængsel fra 1996 til 2000, efter en retssag i Annecy i marts 1998. På trods af disse begivenheder forblev han involveret i kunstneriske bestræbelser, medstiftet Les Auteurs Réunis i 2005, som var ansvarlig for og . Han deltog i albummet i 2011. Patrick Font døde den 6. april 2018 i en alder af 77 år på grund af komplikationer fra en langvarig leversygdom og efterlod sig en kompleks arv inden for fransk komedie.
Albanien
1
Armenien
2
Argentina
36
Østrig
27
Australien
52
Aserbajdsjan
1
Bangladesh
1
Belgien
13
Bulgarien
57
Benin
2
Bolivia
1
Brasilien
27
Belarus
2
Canada
125
Den Demokratiske Republik Congo
3
Schweiz
17
Elfenbenskysten
1
Chile
15
Cameroun
1
Kina
8
Colombia
4
Cuba
4
Tjekkiet
7
Tyskland
188
Danmark
17
Den Dominikanske Republik
1
Algeriet
2
Ecuador
2
Estland
5
Egypten
10
Spanien
74
Etiopien
1
Finland
15
Frankrig
214
Storbritannien
365
Georgien
1
Ghana
3
Grækenland
18
Guatemala
1
Kroatien
2
Haiti
1
Ungarn
7
Indonesien
23
Irland
31
Israel
10
Indien
47
Irak
3
Iran
6
Island
4
Italien
136
Jamaica
1
Japan
37
Kenya
3
Sydkorea
20
Kasakhstan
3
Libanon
5
Sri Lanka
1
Litauen
1
Letland
1
Marokko
17
Myanmar (Burma)
1
Malta
1
Malawi
2
Mexico
28
Malaysia
7
Nigeria
19
Nicaragua
2
Nederlandene
2
Norge
12
Nepal
3
New Zealand
9
Peru
2
Filippinerne
35
Pakistan
7
Polen
8
Portugal
7
Qatar
1
Rumænien
1
Serbien
4
Rusland
9
Saudi-Arabien
4
Sverige
101
Singapore
3
Slovenien
4
Slovakiet
2
El Salvador
1
Syrien
1
Thailand
2
Tunesien
4
Tyrkiet
5
Taiwan
1
Ukraine
11
Uganda
7
USA
213
Uruguay
4
Usbekistan
1
Venezuela
5
Vietnam
1
Sydafrika
3
Zimbabwe
1
