Globalt talentkatalog

Komikerkatalog

Gennemse komikerprofiler, biografiske resuméer, oprindelsesland og officielle links.

1588 komikere

Arnaud Ducret

Arnaud Ducret er en fransk skuespiller og komiker, født den 6. december 1978 i Rouen. Han tilbragte sin barndom med at flytte mellem Amfreville-la-Campagne, Petit-Couronne og Oissel. Før han etablerede sig som skuespiller og humorist, var Ducret tidligere gospel-sanger. Hans karriere begyndte at få momentum i 2008 med en rolle i tv-filmen Fortunes , efterfulgt af en portrættering af en ung Jacques Chirac i Adieu de Gaulle, adieu i 2009. Han overtog også kortvarigt fra Yvan Le Bolloc’h i Caméra Café 2 i 2010. Ducret's komiske talenter blev i stigende grad anerkendt fra 2010. Det år skabte og opførte han sit første show, Pareil… mais en mieux , og optrådte også i Spamalot , en produktion inspireret af Monty Python. Han fortsatte med at udvide sin skuespillerkarriere med roller i L'Oncle Charles og Une vie meilleure i 2012. Et betydeligt gennembrud kom i 2013, da han begyndte at spille Gaby i France 2-serien Parents mode d'emploi , en rolle der indbragte ham betragtelig anerkendelse. Serien viste sig at være populær og tiltrak et stort publikum, og Ducret fortsatte med at portrættere Gaby fra 2013 til 2018. Han optrådte også i Serial Teachers og Serial Teachers 2 (2013) og spillede hovedrollen i Amour et turbulences og Les Profs (2013). Ud over fjernsyn har Ducret vist alsidighed i sin karriere. I 2014 var han vært for Les Copains d'abord font du ski og lagde stemme til karakteren Emmet i animationsfilmen The Lego Movie . Han har også deltaget i Trophée Andros, et motorsportsevent. Han skabte sit andet soloprogram, J’me rends , og opførte det i to år. En personlig anekdote er, at han mødte Maurine Nicot i 2012, og de fik en søn ved navn Oscar i juli samme år, før de skiltes i 2018; han giftede sig efterfølgende med Claire Francisci i juli 2021. Senest har Ducret siden 2022 optrådt i Les Enfoirés og fortsætter sin tilstedeværelse i fransk underholdning.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Ary Abittan

Født den 31. januar 1974 i Paris' 15. arrondissement, er Ary Abittan en fransk skuespiller og komiker. Abittans familiebaggrund er sefardisk jødisk, med marokkansk herkomst fra hans far og tunesisk herkomst fra hans mor. Han tilbragte dele af sin barndom i Garges-lès-Gonesse og Sarcelles. Ved 2026 vil han være 52 år gammel. Abittan begyndte sin karriere med at skrive sketches i en alder af 19 og optræde på scenen omkring 1994. For at finansiere skuespillerundervisning arbejdede han som taxachauffør i Paris fra og med 19 år, og igen i 1993. Han begyndte at optræde på scenen i 1998 og opvarmede for kunstnere som Enrico Macias, Gad Elmaleh og Élie Semoun i starten af sin karriere. Ved at bruge fysisk humor og en hurtig leveringsstil inddrager Abittan ofte anekdoter fra sin tid som taxachauffør i sin komik. Han spillede hovedrollen i stykket Glad Hanukkah i 2007 og havde en ledende rolle i tv-serien Vores pensionærar fra 2007 til 2009, hvilket bidrog til hans vinding af offentlig anerkendelse. Han er kendt for sin rolle som David Benichou i filmserien Qu'est-ce qu'on a fait au Bon Dieu? , og opnåede international anerkendelse gennem denne franchise. Andre bemærkelsesværdige værker inkluderer Serial (Bad) Weddings , Tout ce qui brille , With Open Arms , The Visitors: Bastille Day og Coco , hvor han lagde stemme til karakteren Hector i den franske dub. Han har også medvirket i humoristiske tv-shows som Vendredi tout est permis . I 2021 stod han over for voldtægtsanklager og blev anholdt; dog blev anklagerne frafaldet i april 2024 efter en treårig undersøgelse, med en appel bekræftet i januar 2025. Pr. 2026 er han vendt tilbage til scenen med et nyt show kaldet Authentique , der tager fat på oplevelser relateret til fædreansvar, kærlighed og personlig vækst, og har mødt protester. Efter retssager blev Ary Abittan frifundet for voldtægtsanklager i både 2024 og 2025 via en non-lieu afgørelse. Brigitte Macron har offentligt støttet ham.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Audrey Vernon

Audrey Vernon er en fransk skuespiller og humorist, født i Marseille i 1980. Hun stammer fra en familie med kunstneriske bånd; hun er tip-tip-niece til maleren Marthe Bonnard. Hendes tidlige uddannelse omfattede studier i drama på konservatoriet i Toulon, samt deltagelse i ERAC-workshops, konservatoriet i Paris' 10. arrondissement og Cours Florent. Dette fundament førte til roller på scenen, herunder Ofelia i Shakespeares Hamlet og Polly i Brechts Den syngende foræller , hvilket markerede begyndelsen på hendes karriere. Vernons arbejde rakte ud over scenen og omfatter tv-optrædener som Fatou la Malienne i 2001 og Moot-Moot i 2007, samt en hovedrolle i tv-filmen Le Petit Poucet fra 2010. Fra 2005 til 2013 opnåede hun anerkendelse for sit daglige et-minuts segment på Canal+ Décalé. Hun er også kendt for at have skrevet og optrådt i Comment épouser un milliardaire , der havde premiere i 2009 og har oplevet fortsat succes; Giorgia Sinicorni har opført showet i Italien. Showet nåede en betydelig milepæl og fejrede sin 500. forestilling på Théâtre Antoine i 2018. Hun skabte og optrådte også i Marx et Jenny , der havde premiere i juli 2013 på La Nouvelle Seine og indviede teatret med en række forestillinger. I løbet af de seneste år har Vernon fulgt forskellige kreative veje. Hun præsenterede Le billet d’Audrey Vernon på France Inter fra 2016, selvom et segment om selvmord blandt jernbanearbejdere blev censureret i 2017. Hun medskabte Écologie, maintenant il faut se battre i 2018, og har siden præsenteret Billion Dollar Baby , oprindeligt tituleret Cannon Fodder , fra vinteren 2020. Samtidig med lanceringen af BigBooks podcasten i april 2020, som indeholder oplæsninger relateret til kapitalisme, blev hun involveret i politisk aktivisme, og tilsluttede sig Parlement de l'Union Populaire i marts 2022 og blev efterfølgende medpræsident for Soulèvements de la Terre’s finansielle støttekollektiv i 2023. Hun er i øjeblikket i et forhold med komikeren Thomas VDB, og de har to børn. Vernon er planlagt til at udgive Comment épouser un milliardaire 2 : Noces de cristal i 2026.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Félix Galipaux

Félix Galipaux, født Félix Martin i Bordeaux den 12. december 1860, var en fransk skuespiller, dramatiker og humorist. Louise Fénélon-Galipaux identificerede ham i 1866, hvorefter han fik sin uddannelse i Bordeaux og Paris, og endelig vandt førstepræmien fra Conservatoire de Paris. Han valgte oprindeligt at optræde på Théâtre du Palais-Royal i stedet for Comédie-Française, senere flyttede han til Théâtre de la Renaissance. Galipaux døde i Paris den 7. december 1931 og er begravet på Père-Lachaise Kirkegård, markeret med en bronze buste. Galipaux' komiske karriere var omfattende og omspændte omkring fyrre skuespil opført på parisiske teatre. Hans popularitet skyldtes hans humoristiske scenemonologer, især 'Communication Téléphonique' (1906), hvoraf flere blev bevaret gennem optagelser. Han samarbejdede også med Henri Pagat under det fælles pseudonym Pagalipaux, og han og Coquelin Cadet populariserede musikalske monologakter i 1880'erne. Hans stil var baseret på hans manuskript til at fremkalde latter snarere end fysiske træk eller udtale-særheder. Han skrev adskillige boulevardstykker, komedier, sketches, monologer og fantasier, og bidrog med avisklummer under pseudonymet Félix Mayran. Uden for teaterverdenen begav Galipaux sig ud i tidlige film og medvirkede i værker af Ferdinand Zecca, Georges Méliès og Pathé Frères, herunder ‘En eventyrlig bilrejse’ og tidlige franske lydfilm som 'La Lettre' og 'Au Telephone' (1905). Charles-Émile Reynaud filmede ham optræde i 'Le Premier Cigare' omkring 1896 eller 1897. Han lavede også taleoptagelser til grammofonplader og spillede med i film som ‘Un monsieur qui a un tic’ (1911) og 'Gorgibus et Sganarelle' (1912), hvor hans sidste filmrolle var i ‘Lorena’ (1918). Han er afbildet sammen med Gabrielle Réjane i en litografi fra 1893 af Henri de Toulouse-Lautrec. Galipaux skrev også “Galipettes,” som indeholdt sjove scener med Floridor, Cinguy, Dazincourt og Caméléon. Disse scener handlede om en turnerende teatergruppe. Efterfølgende fik Galipaux titlen Officier de l'Instruction Publique i Ordre des Palmes Académiques.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Gabriel de Lautrec

Gabriel de Lautrec, født i Béziers den 21. februar 1867 og afgået ved døden i Paris den 25. juli 1938, var en fransk forfatter, kronikør, oversætter og digter. En fjern slægtning til maleren Henri de Toulouse-Lautrec, selvom de ikke havde et nært forhold, præsenterede han sig som en dandy med en monokel og underholdt hyppigt det parisiske selskab omkring år 1900 med sine kvikke bemærkninger. Han fik en grad i litteratur (licence ès Lettres) og var fra 1889 til 1893 en kammerat af Alphonse Allais på Le Chat Noir, hvor han udgav sine første prosatekster. De Lautrec’s karriere begyndte i starten af 1890’erne, da han flyttede til Paris og begyndte at bidrage til publikationer som *La Vie drôle*. Han frekventerede litterære caféer i Latinerkvarteret og mødte Alphonse Allais på Chat noir kabaretten, hvor han blev en discipel af Allais. Hans arbejde er kendetegnet ved humor og fantasi, ofte forbundet med paravidenskabelige og okkultistiske kredse. En samling prosa-digte, 'Poèmes en prose,' blev udgivet i 1898 og åbnede døre til Paris' litterære scene. Han afholdt et salon i Passy, hvor bemærkelsesværdige figurer som Jean Lorrain, Willy, Jean de Tinan, Alfred Jarry, Oscar Wilde og Paul Verlaine samledes; han var især tæt på Paul Verlaine, ja endda vogtede hans lig efter hans død. Mellem 1890 og 1911 hævdede han at have udgivet over to hundrede noveller, kronikker og fantasier i forskellige publikationer, herunder *Le Chat Noir*, *La Vie drôle*, *Le Rire*, *Fantasio*, *La Revue blanche*, *Le Sourire* og *Le Mercure de France*. Gennem hele sin karriere oversatte De Lautrec værker af Mark Twain, Havelock Ellis, Alfred Levin, Matthew Phipps Shiel og Oscar Wilde (i samarbejde med Henry-D. Davray), ofte for *Mercure de France*. Han var også med til at grundlægge *La Petite Semaine* i 1900 og Académie de l’Humour i 1920 sammen med Curnonsky og Courteline. Han underviste i latin og græsk i Marseille indtil sin pensionering i 1929, hvorefter han kort tid efter vendte tilbage til Paris. Han udgav sin selvbiografi, *Souvenirs des jours sans souci*, i 1938. På trods af at søge anerkendelse, herunder et kandidatur til Académie française i 1923, følte han sig skuffet over ikke at opnå litterær anerkendelse. Han blev tildelt Légion d'honneur i 1936 og efterlod sig udgivne værker, herunder 'Poèmes en prose,' 'Les Roses noires,' 'Monsieur de Crac' og *Souvenirs des jours sans souci*.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Ged Marlon

Ged Marlon, født Gérard Brunettini den 10. april 1954 i Paris, er en fransk humorist og skuespiller. Opdraget af sine italienske bedsteforældre forfulgte han oprindeligt atletik og blev fransk mester i junior-brydning i græsk-romersk stil. Hans tidlige karriere inkluderede engagementer med Robert Hossein til at spille en halberder i 'Jeanne d'Arc' og 'Potemkine'. Marlon henter inspiration fra Keaton, Tati, Bunuel og Dali, hvilket er tydeligt i hans unikke komiske tilgang. Han medvirkede i filmen Flic ou Voyou i 1979 og spillede efterfølgende hovedrollen i kortfilmen Mambo-scratch i 1983. Gennem 1980'erne fortsatte Ged Marlon med at udvide sin skuespillerkarriere og medvirkede i film af instruktører som Bertrand Tavernier ( Autour de minuit i 1986), Claude Lelouch ( Viva la vie i 1984) og Gérard Oury. Han optrådte også i Games på Théâtre Fontaine i 1984 og medvirkede i L'Embarras du soi , som han skrev og instruerede på Théâtre Montparnasse i 2010. Et samarbejde med Farid Chopel resulterede i den succesfulde forestilling 'Aviateurs' fra 1980. Han portrætterer ofte den gennemsnitlige, skaldede franskmand med moustache og blander absurditet med finesse i sine præstationer. Marlons teaterarbejde omfatter solofremførelser instrueret af Jean-Michel Ribes på Théâtre du Splendid i 1989 og Un simple froncement de sourcil , der havde premiere på Théâtre du Rond-Point i 2002 og indviede Roland Topor-rummet. Hans forestillinger udforsker ofte filosofiske og praktiske spørgsmål og trækker paralleller til Raymond Devos. Gestik er afgørende, med hans krop der ofte erstatter ord; han foretrækker 'det usagte' frem for 'det overdrevet'. Han har optrådt i stykker som 'Brèves de comptoir', og værker af Labiche, Courteline og Feydeau. Han præsenterede også solofremførelsen 'Ged Marlon / Solo' på Théâtre du Petit Montparnasse, der havde premiere den 28. august 2008, og udforskede temaer om skuffet kærlighed med tre karakterer, der søger lykke. Ged Marlon instruerer i øjeblikket en film med titlen Les Talents d'Achille , der er planlagt til udgivelse i 2025.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Gil Alma

Født den 2. september 1979 i Montreuil (Seine- Saint- Denis), Gilles Bongibault, kendt som scenen Gil Alma, arbejdede i Frankrig som skuespiller, humorist og producent.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Gilles Benizio

Gilles Benizio er en fransk komiker, født den 1. juni 1957 i Villerupt, Meurthe-et-Moselle. Han er af italiensk oprindelse og vil fylde 67 år den 1. juni 2024. Han studerede teater på Université Censier i Paris, hvor han mødte sin kommende hustru, Corinne Benizio, i 1982. De giftede sig i 1985 og har to børn, Elisa og Raphaël. Benizio er bedst kendt som halvdelen af det komiske duo Shirley et Dino, dannet med Corinne Benizio i 1988. Karaktererne Shirley og Dino blev skabt under en improvisationsworkshop med Ariane Mnouchkine, der hjalp med at lancere deres karrierer. Deres komiske stil involverer en dynamik, hvor Dino driller Shirley for publikums fornøjelse; Dino er karakteriseret ved sin italienske arv og inkorporerer ofte italienske sange i forestillingerne, mens Shirley fremstilles som en naiv karakter, der forsøger at fortælle historier, som Dino konstant afbryder. Deres forestillinger indeholder ofte historier om naive klovne. De debuterede på scenen i 1985 som 'Achilles Tonic' og havde premiere på deres første musiksal-tema show ved Avignon Off Festival i 1988. Shirley et Dino opnåede bredere anerkendelse gennem optrædener i Patrick Sébastiens tv-shows, især 'Le Plus Grand Cabaret du monde' fra 2001 til 2004. De modtog Molière-prisen for Bedste Sketch Show for deres show 'Le Duo' i 2003. Deres DVD 'À Marigny' solgte over en million eksemplarer, og deres film 'Cabaret Paradis,' der udkom i 2006, tiltrak 200.000 seere. Duoen er gået fra komedie til at instruere operaer, hvor de har sat barokoperaer op som 'Don Quichotte chez la Duchesse' i 2015 og 'Platée' i 2022, og senest 'Turandot' i Grenoble den 31. marts 2023. De bor i øjeblikket i Ardèche-regionen.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Guy Bedos

Guy Bedos, født den 15. juni 1934 i Algier, Algeriet, døde den 28. maj 2020 i Paris. Han var en mangefacetteret kunstner, identificeret som en Pied-Noir, et udtryk for franske mennesker i Algeriet, og kendt for sit arbejde som manuskriptforfatter, stand-up komiker og skuespiller. Født mens Algeriet var en fransk departement, inkluderede hans familie Alfred Bedos, hans far der arbejdede som sundhedsbesøgende, og Hildeberte Verdier, hans mor. Hans barndom var præget af ustabilitet, med flytninger mellem hjem og kostskoler, herunder en katolsk højskole i Bone og lycée Bugeaud i Algier. Bedos' karriere begyndte i starten af 1950'erne som en del af komikergruppen 'Bande du Conservatoire'. Han ankom til Paris med sin familie i juni 1949 og fik sin første filmrolle i *Futures Vedettes* i 1954. For at undgå militærtjeneste under Algierkrigen iværksatte han sultestrejke og blev erklæret psykisk uegnet. Han debuterede på Bobino musiksalen i 1965 sammen med Barbara, og samarbejdede senere med Michel Boujenah og Smaïn om *Coup de soleil à l'Olympia*. Bedos iscenesatte også teaterstykker som 'Arlequin poli par l’amour' i en alder af sytten år og et halvt. Bedos huskes især for sin tilbagevendende rolle som Simon, en læge, i *Un éléphant ça trompe énormément* (1976) og *Nous irons tous au paradis* (1977), sidstnævnte af hvilke gav ham betydelig anerkendelse. Han medvirkede også i *Les Aventures de Bidibi et Banban*, hvor han spillede Bidibi, og bidrog til den satiriske ugeavis *Siné Hebdo*, hvor han støttede Siné efter at han blev fyret fra *Charlie Hebdo*. Politisk støttede han François Mitterrand og flyttede til Hénin-Beaumont i 2012 for at støtte Jean-Luc Mélenchon. Mod slutningen af sit liv fik han diagnosticeret Alzheimers sygdom.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Gérald Dahan

Gérald Dahan, født Gérald Berthelot den 17. maj 1973 i Cognac, Frankrig, er en fransk humorist, efterligner, radiovært og skuespiller. Han begyndte at demonstrere sit talent for imitation i en alder af fire år. Hans forældre var købmænd, og den ene studerede fransk jura. Han antog scenenavnet Gérald Dahan omkring 16-årsalderen, inspireret af sin afdøde morbror Émilie Dahan, og flyttede til Paris for at forfølge en karriere inden for optræden. Dahan startede sin karriere med at vinde titlen "Ungeste Efterligner af Frankrig" i Angoulême som tolvårig og modtog prisen for "Årets Bedste Unge Komiker" på Bobino i 1992. Fra 1993 til 1998 leverede han mange af de mandlige stemmer til dukker i børne-tv-serien Les Minikeums på France 3. Han deltog også i Laurent Ruquiers radioprogram Rien à cirer på France Inter fra 1993 til 2000 og optrådte i tv-programmer som Vivement dimanche med sin gruppe 'Les 6 Clones' mellem 1998 og 1999. Han er specialist i efterligning og telefonspræg, hvor han skaber troværdige scenarier gennem sine stemmetransformationer. Gennem hele sin karriere har Dahan optrådt i adskillige sceneforestillinger, herunder L’imposteur , Érection Présidentielle , Sarkoland og Gérald Dahan tombe les masques . Han skabte og værtsede sit eget tv-program, Les missions de Gérald Dahan , på France 3 i 2006. Hans arbejde med Rire et Chansons blev kendt for sine telefonpranks rettet mod personer som Jean-Pierre Raffarin, Adrien Zeller og Zinedine Zidane. Han har medvirket i filmen La Boîte (2001) og tv-filmen La famille Zappon (2005). I 2026 havde han premiere på 'J'imite donc je suis,' med omkring halvfems imitationer og pianopræstationer. I øjeblikket opfører han et teaterstykke for én person om Molière, med titlen 'Il était une voix… Molière!', der havde premiere den 29. marts og fortsætter i 2027, hvor han portrætterer figurer som Emmanuel Macron som Alceste og Nicolas Sarkozy som Molière.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Jackie Berroyer

Jackie Berroyer er en fransk skuespiller, komiker, forfatter og journalist, født den 24. maj 1946 i Reims. Han tilbragte sin barndom i Maison-Blanche kvarteret i Reims, hvor hans far arbejdede som murstenslægger og hans mor var hjemmehjælp. Efter først at have forfulgt en karriere som industriel designer, stoppede han i en alder af 25 år. Fra midten af 1970'erne etablerede Berroyer sig som rockkritiker for Charlie Hebdo og bidrog til adskillige andre publikationer, herunder Hara-Kiri, Libération, Rock & Folk, Actuel og Rolling Stone. Berroyers kreative produktion spænder over forskellige medier. Han er forfatter og har skrevet dialog til adskillige franske film fra 1980'erne, hvor han har samarbejdet med instruktører som Patrick Bouchitey, Patrick Grandperret og Jean-François Stévenin. Bemærkelsesværdigt er det, at han co-skrev Cédric Klapischs første film, 'Riens du tout'. Hans forfatterskab omfatter også prosa; i 1992 udgav han 'La femme de Berroyer est plus belle que toi, connasse,' som efterfølgende blev filmatiseret som 'Tempête dans un verre d'eau'. Han er desuden kendt for sine komiske optrædener, herunder en treårig periode som en drillende telefonist i tv-programmet 'Nulle part ailleurs,' oprindeligt under pseudonymet Jackie Darbois, og som vært på humor- og filosofiprogrammet 'Pas si vite!' på Canal+. Berroyers karriere omfatter bidrag til satiriske publikationer som Siné Hebdo og Siné Mensuel. Han var vært for programmet ‘Mélomanie’ på Le Mouv’ fra 2010 til 2012. I 2006 skabte og opførte han 'Ma vie de jolie fille,' et humoristisk og musikalsk one-man show. Hans arbejde har fået anerkendelse; han modtog prisen for bedste nykommer ved Angoulême Festivalen i 1979 for 'Dossier Goudard' og var nomineret til bedste birolle (mand) ved Jean-Carmet Festivalen i 2012 for 'Mobile Home'. Berroyer er også anerkendt som ridder af Ordre des Arts et des Lettres. Han er far til musikproducerne ARK og Jim Casanova.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Jean-Christian Fraiscinet

Jean-Christian Fraiscinet, også stavet Jean-Christian Faiscinet, er en fransk humorist og skuespiller. Hans tidlige liv var tæt forbundet med Château de Valençay, hvor hans bedsteforældre var værtsfolk og guider, og hans mor også arbejdede som guide; han tilbragte meget af sin barndom der. Han sagde sine første replikker på slottet, oprindeligt som erstatning for en skadet skuespiller i 'La Reine Margot,' hvilket udløste hans teaterlige kald i ungdommen. Fraiscinets vej til komedie begyndte med deltagelse i landsbyens sommerforestillinger 'Son et Lumière' som ung mand, oplevelser der tændte hans interesse for at optræde. Han studerede kortvarigt medicin før han gik på Conservatoire d’art dramatique de Tours, hvor han efter to år dimitterede med en guldmedalje. De producerede omkring femten forestillinger, herunder tre originale kreationer: 'ZAP', 'Hôtel des voyageurs' og 'Mona'. I 1994 mødte han Vincent Dubois ved Villard de Lans festivalen, hvilket førte til dannelsen af komedieduoen Les Bodin's. Les Bodin’s præsenterer Fraiscinet som Christian og Dubois som Maria, en 87-årig despotisk kvinde. Duoen har optrådt på scenen og i tre film: Mariage chez les Bodin’s (2008), Amélie au pays des Bodin’s (2010) og Les Bodin’s en Thaïlande (2021). Fraiscinet er også medvirket i andre film, herunder 'J'ai faim !!!' (2001) og 'Le Démon de midi' (2005), og tv-serier som 'Chez Maupassant’ (2008, 2011) og 'Les Bodin's sont confinés' (2020). Gården, erhvervet "for en sølle pris," manglede oprindeligt vand og elektricitet, og blev restaureret med hjælp fra den nærliggende landmand Anthony Janvier. Fraiscinet er også involveret i Caméléon Production og påtager sig flere roller på gården, herunder skuespiller, forfatter, tjener og tekniker.

Se profil