Chuck - GiggleTimes tegnede komiker, der fortæller vittigheder
GiggleTime til Android
Gratis på Google Play
Hent appen
GiggleTime - vittigheder, komikere og comedyshows GiggleTime
Menu
Opgrader til Premium Indsend en joke Komikere Comedyshows Komikere med flest følgere Om os Ofte stillede spørgsmål Kontakt Tilføj en komiker
Hent appen
Følg os

Juridisk
Privatlivspolitik Servicevilkår Cookiepolitik Refusions- og annulleringspolitik Krediteringer
Log ind
Sprog
Kategorier
Indstillinger
Sprog dansk dansk
Sikker tilstand
Automatisk afspilning af tilfældige vittigheder
Notifikationer
Globalt talentkatalog

Komikerkatalog

Gennemse komikerprofiler, biografiske resuméer, oprindelsesland og officielle links.

Starter med M Ryd alle
Viser 193-204 af 232 komikere
Monica Vitti (1931–2022), komiker fra Italien
Verificeret Intet krav gjort
Italien

Monica Vitti

Monica Vitti, født Maria Luisa Ceciarelli den 3. november 1931 i Rom, var en italiensk skuespillerinde og tv-personlighed. Hendes forældre var Adele Vittiglia fra Bologna og Angelo Ceciarelli, og hendes scenenavn blev valgt fra sin mors pigenavn, Vitti. Hun tilbragte dele af sin barndom i Messina og Napoli og oplevede krigstidsbegivenheder, der fremmede en passion for teater. Som barn fik hun kælenavnet 'setti vistini' på grund af hendes lagdelte påklædning. Vitti fik sin formelle uddannelse på National Akademiet for Dramatiske Kunster, hvor hun dimitterede i 1953 og studerede under instruktører som Silvio D’Amico og Sergio Tofano. Hun deltog også på Pittman’s College og turnerede med en italiensk skuespillergruppe i Tyskland. Hendes første sceneoptræden var i Niccolò Machiavellis La Mandragola , efterfulgt af Mariana i Molières L’avaro i 1955. Hun optrådte for første gang på skærmen uden kreditering i Laugh! Laugh! Laugh! i 1954. I løbet af sin næsten fyrindstyveårige karriere var hun kendt for sin hæse stemme og livlige tilstedeværelse. Vitti opnåede international anerkendelse gennem sine roller i Michelangelo Antonionis film, især L'Avventura (1960), som fik hendes billede på et italiensk postmærke. Hun medvirkede i de efterfølgende film i det, der blev kendt som Antonionis ‘tetralogi om umuligheden af kommunikation’: La Notte (1961) med Jeanne Moreau og Marcello Mastroianni, L'Eclisse (1962) med Alain Delon og Il deserto rosso (1964). Hun samarbejdede med skuespillere som Marcello Mastroianni, Alain Delon, Richard Harris, Terence Stamp og Dirk Bogarde. Ud over disse dramatiske roller demonstrerede Vitti også komisk talent i film som La ragazza con la pistola og Io so che tu sai che io so , og instruerede flere komedier sammen med Carlo Di Palma, startende med Teresa the Thief (1973). Hendes præstationer indbragte hende fem David di Donatello-priser for bedste kvindelige hovedrolle, plus fire særlige anerkendelser. Hun modtog også syv italienske Golden Globes for bedste kvindelige hovedrolle, sammen med en Career Golden Globe og Venice Film Festival Career Golden Lion Award. Vitti og instruktøren Michelangelo Antonionis kunstneriske partnerskab strakte sig ud over deres filmarbejde og udviklede sig til et romantisk forhold. Hun lagde stemme til Dorian Gray i *Il grido*. Efter en lang karriere døde Monica Vitti i Rom den 2. februar 2022 og efterlod sig en betydelig arv i italiensk film.

Mort Sahl (1927–2021), komiker fra Canada – Satire, Improvisation
Verificeret Intet krav gjort
Canada

Mort Sahl

Mort Sahl, født Morton Lyon Sahl den 11. maj 1927 i Montreal, Quebec, Canada, var en komiker og skuespiller. Hans forældre var jødiske immigranter fra New York City's Lower East Side. Hans far, Harry Sahl, drømte om at blive Broadway dramatiker, men endte med at arbejde som FBI-kontormand og retsreporter. Familien flyttede til Los Angeles da Mort var ung, hvor han gik på Belmont High School og bidrog til skoleavisen. Sahl’s tidlige liv viste sig at have mange interesser; som 14-årig meldte han sig til ROTC og modtog priser for skydning og amerikansk patriotisme. Senere tjente han i den amerikanske hær. I 1942 var han udstationeret i Alaska med 93rd Air Depot Group under Army Air Forces. Efter at have afsluttet sin militærtjeneste, fik Sahl en B.S.-grad fra University of Southern California i 1950, med fokus på trafikplanlægning og byforvaltning. Han forsøgte at etablere sig som stand-up komiker i Los Angeles mellem 1950 og 1953 uden umiddelbar succes. I 1953 begyndte hans professionelle karriere med et optræden på scenen i den berømte natklub "The hungry i" i San Francisco. Sahl opnåede hurtigt popularitet og optrådte på natklubber, teatre og på universitetsområder. Han var pioner inden for en unik stil af social satire, hvor han brugte improviserede monologer og en avis som rekvisit. Hans arbejde vakte stor opsigt; et forsidespor i Time Magazine præsenterede ham i 1960. Han optrådte i tv og film, herunder ‘In Love and War’ (1958), ‘All the Young Men’ (1960), ‘Johnny Cool’ (1963), ‘Doctor, You've Got to Be Kidding!’ (1967), ‘Don't Make Waves’ (1967), ‘Inside the Third Reich’ (1982), ‘Nothing Lasts Forever’ (1984), ‘Jonathan Winters: On the Ledge’ (1987), ‘A Stand Up Life’ (1993) og ‘Max Rose’ (2013). John F. Kennedy anmodede om hans hjælp til at skrive jokes til kampagne taler, og efter Kennedys attentat kritiserede Sahl offentligt Warren-rapporten. Hans liv og karriere er dokumenteret i James Curtis' biografi, *Last Man Standing* (2017) og Robert B. Weides film, *Mort Sahl: The Loyal Opposition* (1989). Han giftede sig fire gange, og hans søn, Mort Sahl Jr., døde i 1996.

Mouss Diouf (1964–2012), komiker fra Frankrig
Verificeret Intet krav gjort
Frankrig

Mouss Diouf

Mouss Diouf, født Pierre Moustapha Diouf den 28. oktober 1964 i Dakar, Senegal, var en fransk-senegalesisk skuespiller, komiker og humorist. Hans familie flyttede til Marseille da han var fire år gammel, og senere til Bobigny, Seine-Saint-Denis, Frankrig. Efter først at have beskæftiget sig med boksning, skiftede Diouf til skuespil og begyndte sin karriere i teater hos Jérôme Savary i 'Le Bal des Cocus'. Dioufs filmografi strakte sig over flere årtier og omspændte et bredt udvalg af roller. Han medvirkede i film som 'Parole de flic' (1985) og 'Billy Ze Kick' (1985), efterfulgt af 'Loulou Graffiti' i både 1991 og 1992. Yderligere filmkreditter inkluderer 'Les époux ripoux' (1991), 'Les secrets professionnels du Dr Apfelglück' (1991), 'Berlin Lady' (1991), 'Inspecteur Médeuze' (1993), 'Le Lyonnais' (1993) og 'Acapulco H.E.A.T.' (1993). Han havde også roller i 'Lévy et Goliath' (1987) og 'Toubab Bi' (1991). Diouf spillede en hovedrolle i filmen 'The Beast' (La bête) og portrætterede Baba i ‘Asterix & Obelix: Mission Cleopatra’. Ud over film havde Diouf en betydelig tilstedeværelse i tv. Han medvirkede i serien 'Navarro' i 1991 og spillede en fremtrædende rolle som Inspector N'Guma i 'Julie Lescaut' fra 1992 til 2006. Han deltog også i 'Les Anges gardiens' (1994) og 'Les Deux Papas et la Maman' (1996), og lagde stemme til karakterer i de animerede Disney-film 'Atlantis: The Lost Empire' og 'Lilo & Stitch' (2000). Diouf udforskede sit komiske talent gennem to one-man shows, ‘Avant, quand j'étais noir’ og ‘Naturellement humain’ (2008). Han medvirkede også i realityshowet 'La Ferme Célébrités' i 2004 og serien 'Ali Baba' i 2007. Diouf led af to slagtilfælde i 2009, og han døde den 7. juli 2012 i sit hjem i Marseille på grund af komplikationer efter et slagtilfælde. En episode af 'Julie Lescaut' blev dedikeret til hans minde efter hans død.

Mousse Boulanger (1926–2023), komiker fra Schweiz – Surrealistisk og absurd
Verificeret Intet krav gjort
Schweiz

Mousse Boulanger

Mousse Boulanger, født Berthe Sophie Neuenschwander den 3. november 1926 i Boncourt, Schweiz, døde den 16. januar 2023 i Payerne. Hendes barndom blev tilbragt nær den franske grænse, og hun blev påvirket af forskellige dialekter inden for sin familie. Efter at have afsluttet sin sekundære uddannelse på en amtskole i Porrentruy med et kommercielt eksamen, fortsatte hun med at studere teater på École sociale de musique i Geneve. Dette fulgte en periode som Au-Pair i Cambridge, hvilket antændte hendes fascination for museer og Shakespeares skuespil. Hun arbejdede som en tresproget sekretær i Biel før hun forfulgte en karriere inden for kunstens verden. Boulangers kunstneriske rejse begyndte med skuespillerstudier og en opførelse af et Tjekhov-stykke i 1953. I 1953 mødte hun Pierre Boulanger, som hun ægtede i 1955. Sammen indledte de et frugtbart partnerskab og producerede adskillige radioprogrammer fra 1956 til 1978, ofte under titlen 'Les Marchands d'images.' De dedikerede en episode af deres program til bulgarsk litteratur i 1961 og samarbejdede med Centre dramatique national i Lyon, Frankrig, om ‘Poésie dans les quartiers’ fra 1973. Deres arbejde inkluderede turnéer med José Azpiazu og hans datter, Lupe, fra 1971 til 1974. Boulanger udgav også flere værker, herunder Tendre pays (1967), Reflets (1973) og Ce qui reste du jour (1975), inspireret af surrealistiske digtere som Paul Eluard. Efter Pierre Boulangers død i 1978 fortsatte Mousse Boulanger sin karriere. Efter sin pensionering havde hun tidligere været ansat som kulturjournalist for Westschweizer Radio og deltaget som medlem af den litterære jury for Société jurassienne d'émulation. Hun optrådte i Madame TV i 1969 og var med i dokumentarfilmen Plans-fixes i 2000. Hun udgav et album, Berceuse pour une maman , i 1975 og skrev de franske tekster. Boulanger havde forskellige stillinger, herunder som præsident for Schweizerischen Schriftstellerverband (SSV) fra 1978 til 1982. Hun modtog Prix des écrivains vaudois i 1997, og hendes arv lever videre gennem Literaturpreis Mousse Boulanger, oprettet af Association vaudoise des écrivains (AVE) og tildelt for første gang i 2023.

Mufwankolo Wa Lesa (1935–2021), komiker fra Den Demokratiske Republik Congo – Sketchkomik
Verificeret Intet krav gjort
Den Demokratiske Republik Congo

Mufwankolo Wa Lesa

Mufwankolo Wa Lesa var en congolesisk humorist, skuespiller og teaterinstruktør, grundlægger af teatertruppen Mufwankolo og en af de store skikkelser i Katangas teater- og kulturliv. Han blev født som Odilon Kyembe Kaswili Mwila Bantu den 12. juli 1935 i Kaluwa i territoriet Kambove i den nuværende provins Haut-Katanga. I 1941 blev han adopteret af sin morbror, der sendte ham til missionen i Kapolowe i en del af grundskolen; han fortsatte på Saint-Boniface-skolen i Kamalondo i Lubumbashi og lærte tømrerfaget på missionen i Kafubu. Præsterne der lagde mærke til hans komiske talent, og han stod første gang på en scene i en skoleteatergruppe. Mod slutningen af 1954 kom han med i Jeunes Comiques de la Kenya (JECOKE) og optrådte i operetter, der blandede sang, dans og komik. I 1956 grundlagde han med økonomisk støtte fra den belgiske arkitekt M. Becker sin egen trup. Ifølge en af dens skuespillere gav kvindelige beundrere ham øgenavnet Mufwankolo, »manden der vil dø med slips på«, fordi han altid bar slips på scenen, og truppen tog navnet, da den blev officielt registreret den 7. juli 1957. Samme år opførte den Le Chasseur et le Blanc på en udstilling i Lokeren i Belgien, efter sigende for kong Baudouin, og vandt en guldmedalje. Den turnerede i Belgisk Congo i 1958 med Mu Congo, Mu Belgique, vendte i 1959 tilbage til Belgien til rundbordskonferencen før uafhængigheden og turnerede efter uafhængigheden i landet på regeringens opfordring med Mu Congomani, kweli ni masikini? (»Er en congoleser virkelig fattig?«). Fra 1962 sendte truppen direkte teater i den nationale radio, og fra 1974 optrådte den også direkte i tv. Antropologen Johannes Fabian beskrev i begyndelsen af 1970’erne dens ugentlige program Zaire ya kesho, hvis sketches om hverdagen og de sociale vanskeligheder for folk i Katanga blev vist i tv om onsdagen og i den lokale radio om lørdagen. Fra 1969 opførte den også oplysende stykker i minedriftsselskabet Gécamines’ arbejderbyer. Dens stykker, mest på swahili, blev genstand for akademiske studier, blandt andre Le Groupe Mufwankolo (1981) af Walter Schicho og Mbayabo Ndala og en undersøgelse af Alain Ricard fra 2004. I 1976 blev truppen inviteret til Togo, hvor den vandt en hovedpris på en festival for afrikansk kunst. Den begyndte at optage sine stykker på bånd i 1984, turnerede i landet mellem 2000 og 2006 og modtog i 2005 fredstrofæet fra FN’s mission i DR Congo, MONUC. Mufwankolo døde i Lubumbashi den 17. februar 2021, og den 22. april 2024 blev et monument til hans ære afsløret ved rundkørslen Carrefour i Lubumbashi, hvor provinsguvernøren roste hans stykker for at have hjulpet med at opdrage mange familier.

Muhammad al- Jam, komiker fra Marokko
Verificeret Intet krav gjort
Marokko

Muhammad al- Jam

Marokko Muhammad al- Jum er kendt som en af de vigtigste teaterstjerner i Marokko, og er klassificeret som en af de store kunstnere af kritikere, et fremtrædende symbol på den kunstneriske arena, og han har vist sig at spille en enorm, mass- offentlige rolle.

Verificeret Intet krav gjort
Sri Lanka

M. V. Balan

M. V. Balan var en srilankansk skuespiller, koreograf, instruktørassistent, produktionsleder og filmskaber, hvis karriere i singalesisk film strakte sig over mere end fire årtier, i både dramatiske og komiske roller. Han blev født som Mahadevan Vellupillai Balakrishnan den 3. marts 1941 i landsbyen Ganepalla i Yatiyanthota; filmavisen Sarasaviya angav hans fødselsdato som den 15. marts 1940. Han kom til Ceylon Studios som tekniker i 1958, og hans første job var som lysmand på filmen Sihanaya. Samme år fik han sin skuespillerdebut med en lille rolle i Wanaliya. Siden spillede han mange dramatiske og komiske roller i film som Pirimiyek Nisa, Suvineetha Lalani, Ganthera, Sasaraka Hati og Cheriyo Captain. En af de mest mindeværdige præstationer i hans karriere var i Nomiyena Minisun over for Gamini Fonseka, hvor anmelderne roste hans rolle som tjener meget. Balan arbejdede også bag kameraet. Han var koreograf på mange populære film, blandt dem Sithaka Mahima, Ipadune Ai, London Hamu og Okkoma Hari. Han instruerede elleve singalesiske film, begyndende med Oba Nathinam i 1969; i 1975 instruerede han Hitha Honda Minihek med Gamini Fonseka, og blandt hans andre populære film som instruktør var Rahasak Nathi Rahasak og Deviyani Sathya Surakinna. I 1978 producerede han Mage Ran Putha. Da han arbejdede i begge Sri Lankas filmindustrier, instruerede han også flere srilankanske tamilske film, herunder Manjal Kunkumam og Nirmala. Han var gift med Chandrawathi Hesarasinghe, og de fik to børn. M. V. Balan døde den 14. januar 2017, 75 år gammel, og blev begravet på Mount Lavinia General Cemetery den 16. januar.

Verificeret Intet krav gjort
USA

Maddie Taylor

Maddie Taylor - tidligere kendt som Matthew W. Taylor - er en amerikansk stemmeskuespiller og storyboard kunstner. Hun er bedst anerkendt for at låne sin stemme til Verminious Snaptrap i T.U.F.F. Puppy og for at portrættere Sparky i The Fairly OddParents.

Verificeret Intet krav gjort
Danmark

Mads Barner-Christensen

Mads Barner-Christensen er en dansk komiker, forfatter og foredragsholder, født i Svendborg den 11. januar 1965. Han er også kendt under monikeret 'blærerøven', der oversættes til 'pralvagt' eller 'show-off'. Hans karrierevej har været varieret; han har tidligere været officer i Livgarden og senere arbejdet som livsstils- og modemagasinredaktør for Euroman. Udgivelsen af 'Den Store Blærerøv' i 1998 markerede et betydeligt vendepunkt, der catapultede ham til national anerkendelse. Barner-Christensens arbejde rækker ud over stand-up comedy og ind i forfatterskab. Efter succesen med 'Den Store Blærerøv' fortsatte han med at udgive bøger, herunder 'Halvtreds Plus' i 1998, 'Blærerøvens guide til moderne etiquette' i 1999 og 'SEX – Hvor svært Kan Det Være?' i 2000. Han co-forfattede også 'Blærerøv og Bjerrehuus' med Suzanne Bjerrehuus i 2006, og udgav efterfølgende 'Den store blærerøv - En guide til manden' i 2006 og 'Blærerøven vender tilbage' i 2007. Yderligere udgivelser inkluderer 'Manual til mænd med sure koner' i 2009 og 'Blærerøven vender tilbage (igen, igen)' i 2012. Han har desuden været gæst i radioprogrammet 'Mads og Monopolet' på DR P4 i flere år. I april 2012 optrådte Barner-Christensen for Dell i København; dog undskyldte Dell senere hans udtalelser efter et blogindlæg om dem gik viralt. I øjeblikket laver han film til sin YouTube-kanal, formula TV, og fungerer som tv-kommentator. Han er også en bilentusiast og nyder vandsportsaktiviteter som sejlads og kitesurfing. Mads Barner-Christensen var gift med Camilla Barner-Christensen fra 2000 til 2020.

Verificeret Intet krav gjort
Bulgarien

Malin Krastev

Malin Krastev er en bulgarsk skuespiller, dramatiker, instruktør og tv-vært, kendt af et bredt publikum som en af værterne på det satiriske program Gospodari na Efira (Æterens herrer). Han blev født i Sofia den 23. april 1970, gik på den tekniske skole Henry Ford og blev i 1995 uddannet i skuespil fra Krastyo Sarafov Nationale Akademi for Teater- og Filmkunst (VITIZ) i professor Elena Baevas klasse. En stor del af hans scenekarriere er knyttet til Teater 199, hvor han har spillet i Raspljujevs glade dage, Den anden mand, Tre regnfulde dage, Den gamle kvinde fra Calcutta, Det sande vesten, Saraband, Prøvetid og Universets hurtigste ur; hans håndaftryk sidder på teatrets Wall of Fame. Han har også arbejdet på Ungdomsteatret og teatret Salza i Smyah i forestillinger som Januar, Tartuffe, Giftermålet, Golgata, Helligtrekongersaften, Ulvetimen og Equus. Senere blev han vært på Gospodari na Efira. Som dramatiker vandt han i 2016 IKAR-prisen fra Bulgariens Skuespillerforbund for en dramatisk tekst for sit stykke Familiealbum, og i 2017 instruerede han Som krummer i vinduet på Ungdomsteatret, hvor han også underviser i skuespil på ungdomsskolen. Siden 2014 har han været medlem af Det Offentlige Råd under Bulgariens kulturminister. Krastev har en lang karriere på skærmen. Hans roller omfatter Ilko Kralev i serien Ulvejagt (2000), løjtnant Krastev i Fury (2001), partikunstneren Metodi Marchev i Ice Dream (2005), Nedyu Nedev i Patriarkat (2005), Anani i serien Spurvene i oktober (2006), politichef Dragomir i Prima Primavera (2009), betjent Nadezhdev i Operation Shmenti Capelli (2011) og Terziyski i Tyggegummi (2017), og han har medvirket i Jeg er David (2003), Mission London (2010), Syv timers forskel (2011), Fars dag (2019), Januar (2021), Onkel Jul (2021), Den gode chauffør (2022), Med en flod i hjertet (2022), Tillidsspil (2023) og Djævlens spil (2025). Han lagde stemme til Nigel i de bulgarske versioner af Rio og Rio 2.

Verificeret Intet krav gjort
Chile

Mandolino

Armando Navarrete Navarrete, quien se hizo famoso bajo el nombre de Mandolino, se desempeñó como skuespiller, cantante y comediante en Chile. Su popularidad se extendió a Estados Unidos, su país natal y toda América Latina gracias a los números cómicos que compartió con Don Francisco en el program Sábado Gigante. Su incorsión en el mundo del espectáculo comenzó como vocalista del conjunto musical chileno Los Flamingos.