Chuck - GiggleTimes tegnede komiker, der fortæller vittigheder
GiggleTime til Android
Gratis på Google Play
Hent appen
GiggleTime - vittigheder, komikere og comedyshows GiggleTime
Menu
Opgrader til Premium Indsend en joke Komikere Comedyshows Komikere med flest følgere Om os Ofte stillede spørgsmål Kontakt Tilføj en komiker
Hent appen
Følg os

Juridisk
Privatlivspolitik Servicevilkår Cookiepolitik Refusions- og annulleringspolitik Krediteringer
Log ind
Sprog
Kategorier
Indstillinger
Sprog dansk dansk
Sikker tilstand
Automatisk afspilning af tilfældige vittigheder
Notifikationer
Globalt talentkatalog

Komikerkatalog

Gennemse komikerprofiler, biografiske resuméer, oprindelsesland og officielle links.

Starter med G Verificeret Ryd alle
Viser 73-84 af 91 komikere
Günter Neumann (1913–1972), komiker fra Tyskland – Satire, Kabaret
Verificeret Intet krav gjort
Tyskland

Günter Neumann

Günter Neumann, født i Berlin den 19. marts 1913, var en tysk entertainer med en mangefacetteret karriere. Han arbejdede som sanger, komponist, sangskriver, cabaretkunstner og manuskriptforfatter. Hans alsidighed rakte til journalistik og instruktion, hvilket gjorde ham til en betydelig figur i den tyske underholdningsverden. Han døde i München i 1972 i en alder af 59 år. Neumanns tidlige karriere begyndte i en alder af 16 år, da han i 1929 blev bemærket af Nachwuchsstudio ved Berlin 'Kabarett der Komiker'. Han studerede på Berliner Musikhochschule med Professor Thiessen som lærer og ledsagede hyppigt programmer for Werner Fincks 'Katakombe' og Valeska Gerts 'Kohlkopp' som pianist. I 1930'erne bidrog han til programdesign, skabte tekster og chansons, og arbejdede på radio. Han præsenterede cabaret revue 'Gib ihm heraus' ved KadeKo i 1937, og skabte senere revuen 'Liebe, Lenz und Tingel-Tangel', som blev forbudt af nazisterne i maj 1935. Han giftede sig med cabaretkunstner Tatjana Sais i 1938. Efter Anden Verdenskrig genoprettede Neumann hurtigt sin position som en fremtrædende figur i Berlins underholdningsscene. Han vendte tilbage til Berlin i 1946 og begyndte at komponere og skrive for cabaret igen. Hans mest succesfulde cabaretrevuer inkluderede 'Alles Theater' (1947) og 'Schwarzer Jahrmarkt' (1948), som blev adapteret til den satiriske film 'Berliner Ballade' (1948). Under Berlinblokaden udgav han det satiriske magasin 'Insulaner' fra 1948 til 1949, der efterfølgende udviklede sig til den populære radioserie 'Günter Neumann und seine Insulaner,' der kørte fra 1948 til 1961 med næsten 150 afsnit. (1958), *Den smukke eventyr* (1959), *Det hjemsøgte slot* (1960), *Snehvide og de syv klovne* (1962) og *Herlige tider på Spessart Kroen* (1967). Han oversatte musicalen 'Kiss Me, Kate' til tysk som 'Küss mich Kätchen'. Neumann blev tildelt Berlin Frihedsklokken af Ernst Reuter og modtog Sølvlaurbær fra David O. Selznick Prisen, Berlin Kunstprisen og Paul Lincke Ringen. Günter-Neumann-Stiftelsen blev oprettet i 1981/83 for at støtte cabaret og revue teater.

Günther Lüders (1905–1975), komiker fra Tyskland
Verificeret Intet krav gjort
Tyskland

Günther Lüders

Günther Lüders, født den 5. marts 1905 i Lübeck, var en tysk skuespiller med en karriere, der strakte sig over mere end fire årtier. Han kom fra en familie, der var involveret i shipping; hans bedstefar, Johannes Meno Wilhelm Lüders, medgrundlagde rederiet Lüders & Stange i 1865, og hans far, Carl, fortsatte som reder og købmand. Efter at have gået på Katharineum indtil myndighedsalderen og fuldført en erhvervsuddannelse fra 1921 til 1923, forfulgte han skuespillerstudier med Karl Heidmann. Tidligt i sin karriere sluttede Lüders sig til Wanderbühne af Städtebund-Theater i 1923 og optrådte i byer som Lübeck, Dessau og Frankfurt am Main gennem 1920'erne. Fra 1934 var han engageret ved teatre i Berlin, og hans filmdebut kom samme år i *Die Insel*. Han medvirkede i bemærkelsesværdige film som *Drei Männer im Schnee* (1951), *Das sündige Dorf* (1954) og *Das Wirtshaus im Spessart* (1958). Han vovede sig også ind i instruktørrollen med film som *Wenn wir alle Engel wären* (1956) og *Ihr 106. Geburtstag* (1958). En kort fængsling i Esterwegen koncentrationslejr i 1935 skyldtes hans kritiske syn på nazistyret. Efter Anden Verdenskrig fortsatte Lüders med at arbejde omfattende inden for teater, herunder engagementer på teatre i Flensburg, Lübeck og Hamborg. Fra 1947 til 1954 var han et fremtrædende medlem af Schauspielhaus Düsseldorf under Gustaf Gründgens. Han blev anerkendt som en af de mest eftertragtede teaterskuespillere af sin tid. Ud over sit scene- og filmarbejde deltog han i over hundrede radioteaterstykker fra 1946 og frem, ofte i hovedroller. Lüders bidrog også med tekster til *Die Rückblende* i 1960'erne og var kendt for sine opførelser af værker af digtere som Joachim Ringelnatz, Christian Morgenstern og Wilhelm Busch. Han boede i Urfeld am Walchensee fra 1954 indtil sin død den 1. marts 1975 i Düsseldorf, kort før sin 70-års fødselsdag. Hans bidrag til tysk underholdning blev anerkendt med den tyske Kleinkunstpreis i 1974.

Guy Bedos (1934–2020), komiker fra Frankrig – Satire
Verificeret Intet krav gjort
Frankrig

Guy Bedos

Guy Bedos, født den 15. juni 1934 i Algier, Algeriet, døde den 28. maj 2020 i Paris. Han var en mangefacetteret kunstner, identificeret som en Pied-Noir, et udtryk for franske mennesker i Algeriet, og kendt for sit arbejde som manuskriptforfatter, stand-up komiker og skuespiller. Født mens Algeriet var en fransk departement, inkluderede hans familie Alfred Bedos, hans far der arbejdede som sundhedsbesøgende, og Hildeberte Verdier, hans mor. Hans barndom var præget af ustabilitet, med flytninger mellem hjem og kostskoler, herunder en katolsk højskole i Bone og lycée Bugeaud i Algier. Bedos' karriere begyndte i starten af 1950'erne som en del af komikergruppen 'Bande du Conservatoire'. Han ankom til Paris med sin familie i juni 1949 og fik sin første filmrolle i *Futures Vedettes* i 1954. For at undgå militærtjeneste under Algierkrigen iværksatte han sultestrejke og blev erklæret psykisk uegnet. Han debuterede på Bobino musiksalen i 1965 sammen med Barbara, og samarbejdede senere med Michel Boujenah og Smaïn om *Coup de soleil à l'Olympia*. Bedos iscenesatte også teaterstykker som 'Arlequin poli par l’amour' i en alder af sytten år og et halvt. Bedos huskes især for sin tilbagevendende rolle som Simon, en læge, i *Un éléphant ça trompe énormément* (1976) og *Nous irons tous au paradis* (1977), sidstnævnte af hvilke gav ham betydelig anerkendelse. Han medvirkede også i *Les Aventures de Bidibi et Banban*, hvor han spillede Bidibi, og bidrog til den satiriske ugeavis *Siné Hebdo*, hvor han støttede Siné efter at han blev fyret fra *Charlie Hebdo*. Politisk støttede han François Mitterrand og flyttede til Hénin-Beaumont i 2012 for at støtte Jean-Luc Mélenchon. Mod slutningen af sit liv fik han diagnosticeret Alzheimers sygdom.

Guy Grosso (1933–2001), komiker fra Frankrig
Verificeret Intet krav gjort
Frankrig

Guy Grosso

Han optrådte under pseudonymet Guy Grosso i hele sin karriere. Fra en tidlig alder viste han interesse for humor og teater, påvirket af franske komedier. Hans første forsøg på at optræde begyndte i 1950'erne med roller i boulevardteaterforestillinger, herunder værker af Georges Feydeau og Marc Camoletti; en bemærkelsesværdig tidlig optræden var i 'Boeing Boeing' i 1960, hvor hans komiske timing blev anerkendt. Grosso’s karriere tog en markant drejning efter et møde med instruktør André Hunebelle. Grosso opnåede betydelig anerkendelse gennem sit samarbejde med Michel Modo, hvor de dannede komikerduoen Grosso og Modo. Dette partnerskab førte til markante roller i flere populære filmserier. Han medvirkede i 'De tre musketerer'-trilogien (1961) og 'Le Capitan', begge instrueret af Hunebelle. Måske var hans mest kendte rolle som Lucien Fougasse i 'Gendarmerne'-serien, der løb fra 1964 til 1982 sammen med Louis de Funès. Andre filmkreditter inkluderede en rolle som tjener i 'Le Grand Restaurant' (1966) og portrætteringen af en loyal håndlangere i 'Oscar' (1967). Han medvirkede også i 'L'Homme Orchestre' (1970), hvilket demonstrerede hans alsidighed. Gennem hele sin karriere fortsatte Grosso med at optræde på scenen og medvirkede i produktioner som 'La Puce à l'oreille' (1970) og 'Un fil à la patte' (1980). Louis de Funès var en stor inspiration for ham, idet Grosso beundrede hans komiske energi og timing. Han hentede også inspiration fra værker af Sacha Guitry, Robert Dhéry, Francis Blanche, Marcel Pagnol og Georges Courteline. Guy Grosso fortsatte med at spille skuespil indtil slutningen af 1990'erne før sin død den 14. februar 2001.

Guy Jodoin, komiker fra Canada
Verificeret Intet krav gjort
Canada

Guy Jodoin

Guy Jodoin er en quebecansk komiker og tv-vært, født den 27. december 1966 i Sherbrooke, Quebec. Hans karriere begyndte i børnefjernsyn, hvilket viste en tidlig interesse for optræden. Før han forfulgte teater, fik han en grad i rene videnskaber. Han studerede derefter teater på Collège Lionel-Groulx og blev dimitteret som nummer et i sin klasse i 1989. Dette fundament i både videnskab og kunst har sandsynligvis påvirket hans forskellige roller gennem hele karrieren. Jodoin er bredt anerkendt for sin portrættering af Capitaine Charles Patenaude i *Dans une galaxie près de chez vous*-serien og -filmene, samt sommerprogrammet *Sucré Salé*, som han var vært for i tolv år indtil 2014. Han spillede også Victor-Hugo Lamothe i filmen *Niagara* fra 2022, og har medvirket i andre film herunder *Mon ami Walid*, *Tight Lettuce (Tissé serré)* og *Contre toute espérance*. Hans skuespillerkarriere omfatter tv-serier som *Histoires de filles* og den quebecoiske adaptation af *Brooklyn Nine-Nine*, med titlen *Escouade 99*, der havde premiere i 2020. Han spillede også en rolle i teaterstykket *Ma grosse chum de fille* i 1998. Ud over skuespil har Jodoin vist alsidighed som tv-vært, blandt andet ved at lede spilprogrammet Le Tricheur på TVA fra 2012 til 2026. I 2022 modtog han en Gémeaux Award for bedste mandlige hovedrolle i Alertes . Fremadrettet er han planlagt til at medværte i tredje sæson af Sortez-moi d’ici med Rosalie Vaillancourt i 2025 og vil deltage i fjerde sæson af LOL: Qui rira le dernier? i 2026. Han er også planlagt til at optræde i Fear Factor Célébrités i 2026, hvilket fortsætter hans engagement med Quebec-tv og underholdning.

Jiří Voskovec (1905–1981), komiker fra USA
Verificeret Intet krav gjort
USA

Jiří Voskovec

Jiří Voskovec, v Americe vystupující pod jménem George Voskovec, byl herec českého pňvodu s americkým občanstvím. Po dlouhé spolupráci s hercem a dramatikem Janem Werichem se prosadiil i v zahraničí, zejména díky roli zdvořilého porotčího číslo 11 ve filmu Dvanáct rozzuřených mužňz roku 1957.

Verificeret Intet krav gjort
USA

George LeMaire

George LeMaire var en amerikansk vaudeville tegneserie, der handlede i flere motion billeder og påtog sig at dirigere og producere opgaver for Pathé. Han blev genkendt som en erfaren hetero. Han var sammen med Eddie Cantor, Joe Phillips og Louis Simon.

Verificeret Intet krav gjort
Bulgarien

Georgi Kaloyanchev

Georgi Kaloyanchev, som det bulgarske publikum kendte som Kalata, var en af de mest elskede komiske skuespillere i bulgarsk teater og film. Han blev født i Burgas den 13. januar 1925 og blev efter sin militærtjeneste optaget på teaterskolen i Sofia, hvor han studerede skuespil hos professor Stefan Sartjadzjiev sammen med Katja Zehireva, Kosta Tsonev og Katja Dineva. Han blev færdiguddannet i 1952. Hans talent blev tidligt bemærket. I 1951 så den russiske instruktør Boris Babotjkin, som satte stykker op på Nationalteatret, hvordan Kaloyanchev blandede humor og drama i Ostrovskijs Tordenvejret, og den unge skuespiller kom ind i Nationalteatrets ensemble lige efter studierne. I 1956 skiftede han til det nyoprettede Aleko Konstantinov Satiriske Teater, den scene, der er tættest knyttet til hans navn. Der spillede han blandt mange andre roller kammerat Velosipedkin i Majakovskijs Badeanstalten, Ostap Bender i De tolv stole, Prisypkin i Væggelusen og Ivantjo Jotata i Vazovs Onklerne. Hans håndaftryk sidder på Berømmelsens Mur uden for Teater 199. På film debuterede han i Morgen over fædrelandet (1951), og siden medvirkede han i over halvtreds film. Bulgarske seere husker ham som vægtløfteren i Specialist i alt (1962), inspektøren i Inspektøren og natten (1963), Jesse James i Jesse James mod Lokum Sjekerov (1966), tryllekunstneren i Den længste nat (1969), Riksjata i Den tøjrede ballon (1969) og titelrollen i Æsop (1971). Han spillede også Giordano Bruno i den italienske produktion Galileo Galilei (1969) og medvirkede i Nako, Dako, Tsako (1974), Bon Chance, inspektør! (1984) og Rapsodi i hvidt (2002). Hans mest kendte sene rolle var Baj Ganjo, Aleko Konstantinovs berømte figur, i Ivan Nitjevs Baj Ganjo rejser til Europa (1990), der blev en af de mest sete bulgarske film i begyndelsen af 1990'erne. Der blev skrevet et manuskript til en opfølger til ham, og da efterfølgeren, Ganjo Balkanski vender hjem fra Europa, endelig blev lavet i 2006, tilføjede Nitjev en ny figur, Baj Ganjos ånd, så Kaloyanchev stadig kunne være med. Kaloyanchev modtog mange hædersbevisninger, blandt andet Dimitrovprisen for teater (1959), titlerne Fortjent Kunstner (1963) og Folkets Kunstner (1966), Askeer-prisen for sit livsværk i 1995 og Bulgarske Skuespilleres Forbunds hæderspris for livsværk i 2006. Han blev æresborger i Burgas i 1995. Hans selvbiografiske bog, Jeg lever, jeg er jeres!, nedskrevet af Katja Vodenitjarova, udkom i 1998. Han døde i Sofia den 18. december 2012, 87 år gammel, og er begravet på Sofias Centralkirkegård. En gade i bydelen Dragalevtsi i Sofia bærer hans navn.

Verificeret Intet krav gjort
Bulgarien

Georgi Partsalev

Georgi Partsalev var en bulgarsk teater- og filmskuespiller, der tilbragte næsten hele sin karriere i komiske roller og blev et af de bedst huskede ansigter i bulgarsk komedie. Han blev født i byen Levski den 16. juni 1925. Efter gymnasiet i Pleven læste han medicin ved Sofia Universitet, før scenen tog over. I midten af 1950'erne arbejdede han ved Arbejdstjenestens Teater (1954) og Byggetroppernes Teater (1955), og i 1956 kom han til Det Satiriske Teater i Sofia, hvor han blev resten af sin karriere. Hans roller der viser bredden i repertoiret: Optimistenko i Majakovskijs Badeanstalten, Kisljarskij i De tolv stole, flere roller i Majakovskijs Væggelusen, Hadzji Smion i Ivan Vazovs Onklerne, Osip i Gogols Revisoren, Mihal i Mihal Misjkoed af Sava Dobroplodni og Ivan Gamasja i Jordan Raditjkovs Postyret. Han deltog også i de turnerende varieté- og satirekoncerter i slutningen af 1950'erne og i 1960'erne, som gjorde ham kendt langt uden for hovedstaden. Hans første filmrolle kom i 1958 i Favorit nr. 13. I de følgende tre årtier blev han en fast del af bulgarsk filmkomedie med mindeværdige roller i Den tøjrede ballon (1967), Hval (1970), De fem fra Moby Dick (1970), Med børn ved havet (1972), Den fattige mands sommer (1973), Min far maleren (1974), To dioptrier langsynethed (1976) og Prinsens trettende brud (1987). Han håbede længe på at spille Don Quijote, en rolle han aldrig fik. Partsalev blev udnævnt til Fortjent Kunstner i 1969 og Folkets Kunstner i 1983 og modtog De Hellige Kyrillos og Methodios' Orden af første klasse og Folkerepublikken Bulgariens Orden af første klasse (1985). Hans præstation som Metodi Rasjkov i Den fattige mands sommer gav ham prisen for bedste mandlige skuespiller ved den 25. Filmfestival for Arbejdende Folk i Tjekkoslovakiet i 1974. Han var medlem af Bulgarske Filmskaberes Forbund fra 1974. Georgi Partsalev døde i Sofia den 31. oktober 1989, 64 år gammel.

Verificeret Intet krav gjort
Bulgarien

Gerasim Georgiev-Gero

Gerasim Georgiev-Gero, blot kendt som Gero, er en bulgarsk film- og teaterskuespiller, komiker og tv-vært. Han blev født i Ruse den 10. juli 1974 og blev i 1999 uddannet fra Det Nationale Akademi for Teater- og Filmkunst (NATFIZ) i Sofia, i Dimitrina Gjurovas klasse. Hans første år på scenen førte ham til teatrene i Gabrovo, Ruse, Kardzjali og Smoljan. Senere var han tilknyttet ensemblerne på Det Lille Byteater Bag Kanalen, Det Satiriske Teater og Ungdomsteatret i Sofia, og han har optrådt på scenerne i Nationalteatret, Hærens Teater, Teater 199 og teatrene i Plovdiv, Sliven, Haskovo og Ruse. Han har også medvirket i opsætninger på operahusene i Varna, Stara Zagora og Burgas. Tv gjorde ham landskendt. Han var vært for satireprogrammet Gortjivo på MSat og bTV og senere Gospodari na Efira (Æterens herrer) på Nova Television, og han var en del af holdet bag sketchshowet Palna Ludnitsa (Totalt galehus). I 2016 deltog han i fjerde sæson af Your Face Sounds Familiar (Kato Dve Kapki Voda), og siden 2021 har han været vært for programmet, først sammen med Vasil Vasilev-Zueka og senere med Dimitar Ratjkov. I 2019 var han med i detektivpanelet i første sæson af The Masked Singer på Nova, og han var vært for anden og tredje sæson i 2020 og 2021 sammen med henholdsvis Vasil Vasilev-Zueka og Krasi Radkov. I 2018 spillede han hovedrollen, politimanden Plamen Plamenov kaldet Patso, i Novas komedieserie Politsaite ot Kraja na Grada (Betjentene fra byens udkant). Gero har også opbygget en stabil filmkarriere. Han har arbejdet med instruktøren Stefan Komandarev på Directions (2017), I cirklen (2019) og Blagas lektioner (2023), og blandt hans andre film er Feriegæster (2016), Som for sidste gang (2020), Tysktimer (2020), Den nøgne sandhed om bandet Zjiguli (2021), hvor han spillede trommeslageren Puhi, og Den gode chauffør (2022). På tv har han medvirket i serierne Portalen (2021) og Skyld (2023–2024), og i 2026 spillede han Borislav Andreev i Regn efterlader spor af Kristina Grozeva og Petar Valtjanov. I 2020 prøvede han også kræfter med musik og indspillede sangen Lja-lja som duet med sangerinden og skuespilleren Ljudmila Slaneva i projektet Syngende skuespillere.