Chuck - GiggleTimes tegnede komiker, der fortæller vittigheder
GiggleTime til Android
Gratis på Google Play
Hent appen
GiggleTime - vittigheder, komikere og comedyshows GiggleTime
Menu
Opgrader til Premium Indsend en joke Komikere Comedyshows Komikere med flest følgere Om os Ofte stillede spørgsmål Kontakt Tilføj en komiker
Hent appen
Følg os

Juridisk
Privatlivspolitik Servicevilkår Cookiepolitik Refusions- og annulleringspolitik Krediteringer
Log ind
Sprog
Kategorier
Indstillinger
Sprog dansk dansk
Sikker tilstand
Automatisk afspilning af tilfældige vittigheder
Notifikationer
Globalt talentkatalog

Komikerkatalog

Gennemse komikerprofiler, biografiske resuméer, oprindelsesland og officielle links.

Starter med G Verificeret Ryd alle
Viser 49-60 af 91 komikere
Giancarlo De Biasi, komiker fra Italien – Kabaret
Verificeret Intet krav gjort
Italien

Giancarlo De Biasi

Giancarlo De Biasi er en italiensk komiker og skuespiller. Født den 24. marts 1971 i La Spezia, tilbragte han sine formative år med at vokse op i Lerici. Hans karriere begyndte med studier på Centro di Avviamento all'Espressione di Orazio Costa fra 1991 til 1993. I denne periode lærte han pantomimeteknikker under Lucio Chiavarelli, med vægt på kropsudtryk, en tilgang der i høj grad påvirkede hans senere komiske stil. De Biasis komiske rejse inkluderer bemærkelsesværdig konkurrencesucces; han vandt den nationale comedydyst 'Crepapelle' i 2002. Hans tv-optrædener begyndte i starten af 2000’erne, med roller i programmer som BravoGrazie (2003) og Arrivano i Nostri (2004). Han fortsatte med at optræde i tv, herunder Big (2010), Metropolis (2012-2013) og Pausa Pranzo i 2019 og 2021. Gennem hele sin karriere har han også været med på Comedy Central og optrådt i succesfulde tv-programmer for komikere siden 1990’erne. En væsentlig del af De Biasis arbejde er kabareteshowet Tabù , også kendt som Alla Canna del Gas , som han skabte sammen med Riccardo Piferi. Dette show udforsker temaer som social angst og anonymitet, og undersøger usikkerheder og samfundspres. Tabù er blevet præsenteret på forskellige spillesteder, herunder Teatro Garbatella i Rom (2019), Shelley Park i Lerici (2021) og Zelig (22. april 2023). Showet blev udgivet på Amazon Prime Video som Taboo i 2024. De Biasi medvirkede også i filmen L'uomo Samargantico (2020), hvor han spillede 'Maestro Sunny,' en rolle der bidrog til filmens nominering til David di Donatello Awards i 2021. Han blev optaget på Festival della Comicità Italiana i 2025 gennem videoindsendelse og fortsætter med at optræde, med Irene Elisa Parenti som medstjerne i kommende shows.

Giancarlo Kalabrugovic, komiker fra Italien – Kabaret
Verificeret Intet krav gjort
Italien

Giancarlo Kalabrugovic

Giancarlo Kalabrugovic er en italiensk komiker og cabaretperformer, født Giancarlo Calabretta den 2. oktober 1966 i Bollate. Hans baggrund afspejler en blanding af italienske regioner, med hans far fra Calabrien og hans mor fra Emilia. Han er anerkendt som en milanesisk komiker, der optræder over hele Italien, på teatre, offentlige pladser og ved live-arrangementer for forskellige lejligheder, herunder erhvervsarrangementer og private fejringer. Kalabrugovics scenenavn opstod fra barndomslege, hvor han og hans venner legende ændrede efternavne for at imitere fodboldspillere, især dem fra Jugoslavien. Han begyndte at forfølge komisk teater i 2001, efter et skuespilkursus på Campo Teatrale skole i Milano i 2000. Hans professionelle debut kom i 2002 med showet 'Sbarlusc,' der blev opført på prestigefyldte spillesteder som Teatro Verdi i Milano og Teatro Valle i Rom. Han fik efterfølgende roller i en Breil reklame (2003) og filmen 'Fame chimica' (2003), hvor han spillede karakteren Bifo. Et markant vendepunkt i hans karriere indtraf i 2005, da han tilsluttede sig det kunstneriske laboratorium Zelig. Fra 2007 til 2008 var han en fast gæst på 'Zelig Off,' og optrådte også i 'Buona la prima!' (2007-2008) sammen med Ale og Franz, hvor han spillede Mimmo, portnerens søn. Han er især kendt for sin karakter ‘Pino dei Palazzi,’ en ‘metropol filosof’ fra et boligkompleks, som opnåede popularitet på Zelig fra 2007. Kalabrugovic portrætterede Pino dei Palazzi konsekvent fra 2007 til 2011, med genkomster i 2013, 2021 og 2026. Hans komiske stil beskrives som 'fra udkanten,' ironisk og poetisk. Rapper Marracash har refereret til Pino dei Palazzi i flere sange, hvilket yderligere cementerer karakterens kulturelle indflydelse. Han medvirkede i 'Zelig Time' mellem 2018 og 2020, og fortsætter med at vende tilbage til Zelig for dets forskellige udgaver.

Gianfranco D'Angelo (1936–2021), komiker fra Italien – Satire
Verificeret Intet krav gjort
Italien

Gianfranco D'Angelo

Gianfranco D'Angelo, født Gianfranco D'Angelo Manni den 19. august 1936 i Rom, Italien, var en italiensk skuespiller og komiker. Han døde i Rom den 15. august 2021 på Gemelli Hospital, blot dage før sin 85-års fødselsdag. Opvokset i Esquilino-kvarteret efter at have mistet sine forældre i en alder af tre år, blev han efterfølgende opdraget af sin tante og onkel. Efter endt uddannelse i regnskab begyndte D'Angelo sin teaterkarriere i 1963 som skuespiller i den satiriske forestilling 'I Teleselettivi'. D'Angelos professionelle karriere inden for comedy begyndte i midten af 1960'erne. Han opnåede tidlig succes med teatergruppen Il Bagaglino og, sammen med venner, grundlagde Teatro Cordino i Trastevere, hvor han optrådte i stykker skrevet af Maurizio Costanzo. Han arbejdede også på Teatro Puff i Rom fra 1968 til 1970. Hans karriere tog et markant spring fremad i midten af 1970'erne, markeret ved optrædener i adskillige succesfulde tv-underholdningsprogrammer, herunder Mazzabubù, C'era una volta Roma, La Sberla, Drive In, Odiens og Striscia la notizia. Han medvirkede i tv-serien 'La porta sul buio' i 1973, hvor han spillede en politimester, og co-hosted 'Foto di gruppo' i 1974. Fra 1974 til 1982 var D'Angelo aktiv i filmverdenen, primært med roller i 'sexy komedier' og B-film. Han spillede forskellige roller, herunder en tysk ærkebiskop i 'Alleluja brava gente' (1970), professor Puntiglio i L'insegnante (1975), og medvirkede i Mondo Candido (1975). Hans filmroller fortsatte ind i 1980'erne, med roller i The Gorilla og Young, Beautiful... Probably Rich (1982) og Girls of Miss Italy (2002). Han samarbejdede med instruktørerne Dino Risi og Bruno Corbucci og skuespillerne Alvaro Vitali og Nadia Cassini. Fra 1983 til 1988 spillede han hovedrollen i Italia 1-programmet 'Drive In', hvor han spillede karakteren Mr. Armando, og co-hosted den første sæson af 'Striscia la notizia' med Ezio Greggio i 1988. Han kommenterede også Giro d'Italia cykelløbet i 1978 og 1979. D’Angelo skrev en bog med titlen 'Gianfranco D'Angelo racconta drive in'. Han modtog fire Telegatti-priser og Delfino d'oro for sin karriere i 2001. I 2015 optrådte han som gæstekonkurrerende på 'Italia's Got Talent', og turnerede teatermæssigt i 2017 med showet 'Quattro donne e una canaglia'. En plads ved Mediaset produktionscenter blev opkaldt efter ham i september 2023. Kolleger som Barbara d’Urso, Antonio Ricci og Paolo Ruffini huskede ham med glæde og fremhævede hans evne til at få folk til at grine og hans varige indflydelse på italiensk underholdning.

Gianluca Fubelli, komiker fra Italien – Improvisation, Parodi
Verificeret Intet krav gjort
Italien

Gianluca Fubelli

Gianluca Fubelli, også kendt som Scintilla, er en italiensk skuespiller, komiker og tv-vært født i Rom den 9. april 1973. Hans karriere begyndte i 1990'erne med animations- og underholdningsarbejde på turiststeder fra 1996 til 1999. Han arbejdede som tandtekniker indtil han var 22 år gammel. I 1998 co-grundlagde han komikergruppen I Turbolenti med Gianluca Impastato, Stefano Vogogna og Enzo Polidoro, og var medlem fra 1998 til 2013. I Turbolenti opnåede betydelig anerkendelse og vandt Festival Nazionale del Cabaret i 2000 samt Premio della Critica ved Premio Charlot i 2002. Gruppen optrådte i Colorado på Italia 1 fra 2003 til 2013 og bidrog væsentligt til programmets popularitet. Gianluca Fubelli er kendt for ikoniske karakterer som Romolo Prinz og Giulio Cesare dei giorni nostri, udviklet under hans tid i Colorado. Han co-hostede Colorado fra 2003 til 2019 og var desuden vært for House of Gag fra 2015 til 2017 og igen i 2023. Hans komiske stil kombinerer ironi, parodi og observationer af dagligdagen. Gennem hele sin karriere har Fubelli medvirket i flere film, herunder Eccezzziunale veramente - Capitolo secondo... me (2006), Area Paradiso (2012), L'ultimo crodino og Tutto molto bello (2014). Han har også deltaget i teaterforestillinger som Gli Artificieri (2004) og La bellezza non è tutto (2024). I 2011 udgav han den humoristiske bog Gaius Iulius Caesar. La vera storia di Giulio Cesare dittatore massimo!. Han medvirkede i Enjoy - Ridere fa bene i 2020 og Back to School i 2022 og 2023, hvor han spillede en udisciplineret lærer. I 2023 giftede han sig med sangskriveren Federica Camba, og de vil deltage i Pechino Express i 2025. Han optræder også med et liveshow kaldet La bellezza non è tutto, der indeholder improvisation og publikumsinteraktion.

Gigi Proietti (1940–2020), komiker fra Italien
Verificeret Intet krav gjort
Italien

Gigi Proietti

Gigi Proietti, født Luigi Proietti den 2. november 1940 i Rom, var en mangefacetteret italiensk entertainer. Hans forældre var Romano Proietti fra Umbrien og Giovanna Ceci, og han tilbragte sine tidlige år på forskellige steder i Rom. Han studerede oprindeligt jura på La Sapienza Universitet, men forlod uddannelsen før afslutning for at forfølge en karriere inden for kunst. Fra en ung alder viste han musikalsk talent og beherskede instrumenter som guitar, klaver, harmonika og kontrabas, hvor han optrådte på romerske natklubber for at forsørge sig selv. Proiettis karriere begyndte i 1966 med optrædener i 'Pleasant Nights' og 'I grandi camaleonti'. Han fortsatte med at udbygge sit CV ved at deltage i eksperimenterende teaterforestillinger som Can Can degli italiani (1963) og ved at optræde med Gruppo Sperimentale 101 fra 1964. Han fik sin debut på scenen i 1964, hvor han spillede en upupa-fugl i en opførelse af Aristofanes’ The Birds . I løbet af 1970'erne medvirkede han i film som 'The Appointment' (1969), 'A Wedding' (1978) og 'Who Is Killing the Great Chefs of Europe?' (1978) og spillede hovedrollen i dramaet 'La cena delle beffe' i 1974. Fra 1976 samarbejdede han med Roberto Lerici om at skabe og instruere scenespil. Premieren og præsentationen af one-man showet 'A me gli occhi, please,' der begyndte i 1976 og fortsatte med over 300 forestillinger, markerede et vendepunkt i hans professionelle liv. Han blev også kendt for sit omfattende arbejde som stemmeskuespiller, hvor han dubbede skuespillere som Robert De Niro, Sylvester Stallone, Richard Burton og Marlon Brando. Han lagde stemme til Djinnen i de italienske udgaver af 'Aladdin'-filmene, samt til Draco i 'Dragonheart' og Gandalf i 'Ringenes Herre'-filmserien. I løbet af sin karriere udgav han over 11 albums og 15 singler. Han medvirkede i Febbre da cavallo (1976) og dens efterfølger Febbre da cavallo - La mandrakata (2002), og optrådte i tv-serien Il maresciallo Rocca (1996-2005). Gigi Proietti døde den 2. november 2020 efter et hjerteanfald, og efterlod sig en arv, der omfatter æresborgerskab fra Viterbo (2013) og en asteroide opkaldt efter ham (7916 Gigiproietti, 2021).

Gilles Benizio, komiker fra Frankrig – Sketchkomik, Improvisation
Verificeret Intet krav gjort
Frankrig

Gilles Benizio

Gilles Benizio er en fransk komiker, født den 1. juni 1957 i Villerupt, Meurthe-et-Moselle. Han er af italiensk oprindelse og vil fylde 67 år den 1. juni 2024. Han studerede teater på Université Censier i Paris, hvor han mødte sin kommende hustru, Corinne Benizio, i 1982. De giftede sig i 1985 og har to børn, Elisa og Raphaël. Benizio er bedst kendt som halvdelen af ​​det komiske duo Shirley et Dino, dannet med Corinne Benizio i 1988. Karaktererne Shirley og Dino blev skabt under en improvisationsworkshop med Ariane Mnouchkine, der hjalp med at lancere deres karrierer. Deres komiske stil involverer en dynamik, hvor Dino driller Shirley for publikums fornøjelse; Dino er karakteriseret ved sin italienske arv og inkorporerer ofte italienske sange i forestillingerne, mens Shirley fremstilles som en naiv karakter, der forsøger at fortælle historier, som Dino konstant afbryder. Deres forestillinger indeholder ofte historier om naive klovne. De debuterede på scenen i 1985 som 'Achilles Tonic' og havde premiere på deres første musiksal-tema show ved Avignon Off Festival i 1988. Shirley et Dino opnåede bredere anerkendelse gennem optrædener i Patrick Sébastiens tv-shows, især 'Le Plus Grand Cabaret du monde' fra 2001 til 2004. De modtog Molière-prisen for Bedste Sketch Show for deres show 'Le Duo' i 2003. Deres DVD 'À Marigny' solgte over en million eksemplarer, og deres film 'Cabaret Paradis,' der udkom i 2006, tiltrak 200.000 seere. Duoen er gået fra komedie til at instruere operaer, hvor de har sat barokoperaer op som 'Don Quichotte chez la Duchesse' i 2015 og 'Platée' i 2022, og senest 'Turandot' i Grenoble den 31. marts 2023. De bor i øjeblikket i Ardèche-regionen.

Gilles Latulippe (1937–2014), komiker fra Canada – Kabaret
Verificeret Intet krav gjort
Canada

Gilles Latulippe

Gilles Latulippe, født den 31. august 1937 i St-Eusèbe-de-Verceil, Montreal, søn af Eugène Latulippe og Blanche Fournier, var en fremtrædende figur i Quebecs historie inden for komisk teater. Han begyndte sin karriere i 1959 med en rolle som bror Nolasque i Bousille et les Justes , en mulighed han fik gennem Paul Buissonneau. Gratien Gélinas gav ham efterfølgende en rolle i Bousille et les justes i 1959, hvilket markerede et tidligt skridt i hans teaterrejse. Han studerede teater under François Rozet. I løbet af 1960'erne blev Latulippe en stjerne i Montreals cabaret- og komiketeaterscene, og han begyndte også en succesfuld tv-karriere. Et møde med Olivier Guimond under Le Zoo du Capitaine Bonhomme påvirkede hans karriere mod burlesk teater. Han optrådte i to tv-serier med over 1.000 episoder: Le Zoo du Capitaine Bonhomme og Les Démons du midi . Han spillede hovedrollen i serien Symphorien (1970-1977), samt i Les Brillant (1979-1982) og Poivre et Sel (1983-1987). I 1967 omdannede han Dominion Theatre til Théâtre des Variétés. Han modtog ‘Monsieur Télévision’-prisen i 1969 og ‘Affection Olivier Guimond’-prisen i 1972. Latulippe grundlagde Théâtre des Variétés i Montreal i 1967, som opererede i 33 år og præsenterede over 7.000 forestillinger uden statstilskud. Han medvirkede også i flere film, herunder Oh, If Only My Monk Would Want... , The Merry World of Leopold Z , Two Women in Gold , Hold on to Daddy's Ears , Kamouraska , Don't Push It og Hot Dogs . I løbet af sin karriere modtog han adskillige Prix Gémeaux og MetroStar Awards for sit tv-arbejde, herunder Trophées Métrostar awards i 1990, 1991, 1992 og et 'Coup de cœur' i 2000. Han blev kåret til Quebæcs yndlingsskuespiller i 1998 af Le Journal de Montréal . Han fejrede 50 års karriere den 1. april 2009 og blev optaget i World Humor Hall of Fame i 1995. Han modtog en livstidspræmie ved Prix Gémeaux i 2007 og Canadian Academy of Cinema and Television Grand Prix i 2007. Latulippes bidrag til Quebecs kultur blev bredt anerkendt. Han blev udnævnt til Officer af The Order of Canada i 2003, ridder af National Order of Quebec i 2009 og ridder af Order of La Pléiade i 2000. Han optrådte årligt i Drummondville fra sommeren 2014 med over 840 forestillinger og 456.000 deltagere i løbet af 19 år. Han modtog en hyldest ved Juste pour rire festivalen i juli 2014. Han døde den 23. september 2014 af lungekræft, der var diagnosticeret tre år tidligere. Indtil kort tid før sin hospitalsindlæggelse optrådte han stadig i Drummondville. Efter hans død blev Montreal-flagene sænket til halv stang, og han lå i åbent lig på rådhuset. Han blev posthumt erklæret æresborger af Montreal den 3. oktober 2014 og modtog Queen Elizabeth II Diamond Jubilee Medalen i 2013.

Gino Renni (1943–2021), komiker fra Argentina
Verificeret Intet krav gjort
Argentina

Gino Renni

Født den 7. juni 1943 i Corigliano Calabro, Italien, Luigi Melieni Mollo, senere kendt som Gino Renni, var en entertainer, der dækkede roller som skuespiller, komiker og vokalist; han havde italiensk-argentinsk statsborgerskab. Hans familie immigrerede til Argentina da han var meget ung og slog sig ned i Palermo, Buenos Aires. Han antog 'Renni' som sit kunstneriske efternavn og 'Gino' som et kælenavn, og begyndte sin karriere professionelt i 1961 på Radio El Mundo i en alder af 18 år. Hans far, Francesco Melieni, var uuddannet og talte kun sit regionale dialekt, mens hans mor var Elena Mollo; han havde en søster, Ana María, der døde i 2014. Rennis karriere begyndte omkring 1960 som sanger i radio og fjernsyn. Han debuterede med radioprogrammet 'Canta Italia con Gino Renni' på Radio El Mundo. Han optrådte med italienske romantiske sange og udgav adskillige humoristiske eller romantiske singler og to albummer, hvor han samarbejdede med figurer som Aníbal Troilo og Cacho Tirao, inspireret af Domenico Modugno. Hans tidlige tv-optrædener inkluderede 'Sábados circulares de mancera' i 1962 og 'El Club del Clan' (1963-1964), hvor han indspillede adskillige singler. Han medvirkede også i den internationalt succesfulde tv-serie Nino i 1971, hvilket førte til, at han hyppigt brugte 'cocoliche'-dialekten. Gennem 1970'erne og 1980'erne opnåede Renni betydelig popularitet gennem optrædener i tv-komedyshows som La Tuerca , hvor han spillede Giacomo Polenta, en gaucho-italiener, Operación Ja Ja , Mesa de Noticias , Brigada Cola og Cebollitas . Han medvirkede også i film som Villa Cariño está que arde (1968), Te rompo el rating , He nacido en la Ribera og Hay que parar la delantera . Han er især kendt for at have spillet Gino Foderone i Explosive Squad og filmserien Craziest Bathers in the World . Omkring 2005 debuterede han som radiovært under pseudonymet Dj Luigi, og lancerede senere radioprogrammet 'Pronto, ¿qui parla?' i 2006. I 2013 deltog Renni kortvarigt i italiensk politik ved at stille op til valget til Underhusets deputerede, hvor han kampagneførte som kandidat for Det Demokratiske Parti, der repræsenterede den udenlandske valgkreds, Sydamerika-divisionen. Renni fortsatte med at arbejde i tv og radio indtil sin død. Han optrådte i adskillige tv-programmer, herunder 'Los Campanelli', 'El Hijo de Don Mateo', 'Atrévase a Soñar', og samarbejdede med kunstnere som Alberto Olmedo, Pepe Biondi, Emilio Disi, Andrea del Boca, Ricardo Darín og Chayanne. Han deltog også i programmer som Showmatch og La Platea i Susana Giménez’s show. Han modtog to doser af Sinopharm COVID-19 vaccinen i 2020. I juni 2021 blev han indlagt med COVID-19, hvilket førte til lungebetændelse og nyresvigt, der krævede dialyse; han forblev indlagt i næsten to måneder. Gino Renni døde den 1. august 2021 i Buenos Aires, Argentina, i en alder af 78 år på grund af komplikationer relateret til COVID-19.

Giobbe Covatta, komiker fra Italien – Sketchkomik, Parodi
Verificeret Intet krav gjort
Italien

Giobbe Covatta

Den italienske entertainer Giobbe Covatta har flere roller, herunder stand-up komiker, skuespiller, forfatter og politiker. Han blev født Gianni Maria Covatta den 11. juni 1956 i Taranto, Puglia, og flyttede med sin familie til Napoli i en alder af tre år. Han begyndte sin karriere som komiker under scenenavnet 'Giobbe' omkring 1977 på Derby Club i Milano. Covatta arbejdede som sejlingsinstruktør og animator om sommeren og åbnede senere en sejsskole i Capo Vaticano, Calabrien. Maurizio Costanzo Show havde Covatta som fast gæst fra 1990. Hans komiske sketches i programmet var baseret på Bibelen, hvilket inspirerede hans bog fra 1991, Parola di Giobbe . Denne bog, en revision af Bibelen, solgte over en million eksemplarer og havde mere end tredive udgaver. Han har udgivet andre bøger, herunder Pancreas , en parodi på Edmondo De Amicis' Heart . Covatta fik sin tv-debut i 1987 på Odeon TV med 'Una notte all'Odeon,' og optrådte i 1988 i Rai 2-programmer som 'Tiramisù' og 'Fate il vostro gioco'. Han havde premiere på stykket Parabole Iperboli på Ciak Teatret i Milano i 1991. Ud over sit komiske arbejde har Covatta medvirket i forskellige film-, tv- og teaterproduktioner; bemærkelsesværdige eksempler inkluderer 'Pacco, doppio pacco e contropaccotto' (1993) og 'Muzungu - Uomo bianco' (1999). Han samarbejdede med Greenpeace i 1994 om at skabe showet Aria Condizionata om hvalbevarelse. I 2006 blev han valgt som rådmand for partiet Federation of the Greens i Rom og fik 3.586 stemmer. Senere blev han national talsmand for samme parti i 2015, selvom han hævder, at han ikke betragter sig selv som en politiker. Covatta optrådte på Zelig i 2007 og igen i 2023 for at fejre programmets 30-års jubilæum, senest den 14. oktober 2023 på Canale 5 sammen med Ale & Franz og Michelle Hunziker. Han er gift med Paola Catella, og de har en datter ved navn Olivia Covatta.

Giorgio Faletti (1950–2014), komiker fra Italien
Verificeret Intet krav gjort
Italien

Giorgio Faletti

Giorgio Faletti, autore, musicista, attore e cabarettista italiano, è nato ad Asti, i Piemonte, e ha vissuto sull 'Issola d' Elba. Le sue opere sono state tradotte in venticinque lingue e hanno avuto grande successo i Europa, i Sud Amerika, i Cina, i Giappone, i Rusland e negli Stati Uniti.

Giovanni Storti, komiker fra Italien – Fysisk komik
Verificeret Intet krav gjort
Italien

Giovanni Storti

Født i Milano den 20. februar 1957, blev den italienske skuespiller, komiker, filminstruktør og forfatter Giovanni Storti født. Siden 1990'erne har comedy-trioen Aldo, Giovanni e Giacomo oplevet betydelig succes, hvor Storti er et fremtrædende medlem. Stortis karriere begyndte med uddannelse på Teatro Arsenale mime-drama skole, hvor han dimitterede i 1978. Før dannelsen af den berømte trio arbejdede han som komiker og dannede et duo med Aldo Baglio i cirka ti år. Storti's komiske rejse tog en vigtig drejning under ansættelsen på Palmasera Village Resort i Cala Gonone, Sardinien, fra 1985. Der mødte han Giacomo Poretti og dannede det komiske duo 'I suggestionabili' med Aldo Baglio. Han optrådte også i filmen *Kamikazen - Ultima notte a Milano* i 1987. Trioen Aldo, Giovanni e Giacomo blev officielt dannet i 1991 og byggede deres ry gennem teaterforestillinger og tv-optrædener, herunder programmet *Mai dire Gol* mellem 1994 og 1997. Trioens succes fortsatte med flere succesfulde film, der begyndte med *Tre mænd og et ben* (1997), som de co-skrev og instruerede sammen med Massimo Venier; denne film indbragte Storti en David di Donatello Award-nominering for Bedste Nye Instruktør i 1998, og han modtog også en speciel Nastro d'argento samme år. Efterfølgende film som *Det er livet* (1998), *Spørg mig, om jeg er lykkelig* (2000) og *Al, John og Jacks legende* (2002) cementerede yderligere deres plads i italiensk komedie. Stortis tre bøger blev udgivet af Mondadori gennem 2010'erne, herunder *Corro perché mia mamma mi picchia* i 2013, efterfulgt af *Una seducente sospensione del buon senso* i 2015 og *Niente panico, si continua a correre* i 2018. Nylige optrædener omfatter *The Worst Days* (2023) og *Santocielo* (2023). Storti er gift med Annita Casolo og har to døtre, Clara og Mara; han deltager også i maratonkonkurrencer og praktiserer tai chi.

Gladys del Río (1941–2021), komiker fra Chile – Sketchkomik
Verificeret Intet krav gjort
Chile

Gladys del Río

Gladys del Río var en chilensk skuespiller og komiker, født i Santiago den 29. december 1941. Hun tilbragte sine tidlige år med at bo i et Carabineros de Chile-bosættelse. I begyndelsen af 1960'erne forfulgte hun studier i pædagogik i spansk på Det Tekniske Pædagogiske Institut, som er en del af Det Statlige Tekniske Universitet (UTE). I denne periode blev hun involveret i teater og medvirkede til at grundlægge universitetsteatergruppen Teknos sammen med Sonia Viveros, Gabriela Medina og Luis Alarcón. Hun giftede sig med skuespilleren og musikeren Jorge Pedreros i 1967, og de fik en datter ved navn Claudia. Del Ríós karriere fik betydelig anerkendelse i 1983, da hun tiltrådte tv-programmet Jappening con Ja . Hun blev bredt kendt for sin karakter 'Señora Pochi' i den populære sketch 'La Oficina'. Ud over denne rolle portrætterede hun en række andre karakterer i programmet, herunder 'Mama Show', 'Tranquilina', 'Yolanda Motocinos', 'Maruja' og 'the Mama de Pequitas'. Hendes arbejde rakte ud over fjernsyn; hun medvirkede i telenovelaen De cara al mañana fra 1982 og filmen Todo por nada fra 1989, instrueret af Alfredo Lamadrid. Hun deltog også i El show de Pepito TV og A la suerte de la olla i 2001. Efter døden af hendes mand, Jorge Pedreros, i 2013 efter en lang sygdom, fortsatte Gladys del Río med at arbejde. Desværre døde hun den 30. oktober 2021 i Santiago i en alder af 79 år på grund af hjertefejl efter et cardiorespiratorisk stop. Hendes lig blev udstillet i Sankt Frans af Assisis kirke og begravet på San Bernardo kirkegård. Hun efterlader sig en arv som en elsket figur i chilensk komedie og tv.