Adriano Celentano er en italiensk kunstner, der har udøvet erhverv som sanger, showman, skuespiller, direktør, manuskriptforfatter, komponist, tv-vært, humorist, komiker, pladeproducer og danser.
Født den 15. juni 1920 i Rom, var Alberto Sordi en mangefacetteret italiensk kunstner, der arbejdede som skuespiller, komiker, stemmeskuespiller, instruktør, sanger, komponist og manuskriptforfatter. Han døde i Rom den 24. februar 2003. Hans karriere strakte sig over mere end 60 år og omfattede 160 film, hvoraf han instruerede 18. Sordi, anerkendt som en central figur i commedia all'italiana og en af de mest betydningsfulde skuespillere i italiensk film, portrætterede ofte forandringer inden for det italienske samfund gennem sine præstationer. Sordi begyndte sin karriere med en 15-årig periode med mindre roller som statist eller birolle, hvor han optrådte som statist i Scipione l'Africano i 1937. Han forfulgte oprindeligt musikstudier, sang i Sixtinskapellet som syvårig og studerede opera i flere år efter sin stemme knækkede. Selvom han kortvarigt studerede på Giulio Romano Commercial Institute i Trastevere og senere blev uddannet revisor for at behage sin mor, deltog han også på Accademia dei filodrammatici i Milano, men blev smidt ud på grund af sit romaneske dialekt og den opfattede mangel på talent. Han fandt tidlig succes som stemmeskuespiller, bl.a. ved at lægge stemme til Oliver Hardy fra 1937. Hans teatererfaring formede yderligere hans komiske evner. Sordi opnåede anerkendelse som en ledende skuespiller i starten af 1950'erne og betragtes som en af de største fortolkere af italiensk komedie. Han samarbejdede hyppigt med Nino Manfredi, Vittorio Gassman og Ugo Tognazzi og dannede et populært kvartet. En fremtrædende trio inkluderede også Aldo Fabrizi og Anna Magnani, hvilket bidrog til den romerske filmiske repræsentation. Selvom hans tidlige arbejde fastslog ham som en komisk kraft, begyndte han at fortolke komplekse dramatiske karakterer i 1960'erne. Gennem hele sin karriere hentede Sordi inspiration til sine karakterer fra det italienske samfund og samarbejdede med fremtrædende instruktører, forfattere og manuskriptforfattere. Han vandt fem Nastro d'argento priser, ti David di Donatello priser og en Golden Globe pris. Som anerkendelse af hans omfattende bidrag til filmen blev han tildelt Den Gyldne Løve for Livslang Præstation.
Født i Rom som Aldo Fabbrizi den 1. november 1905, var Aldo Fabrizi en italiensk entertainer, der arbejdede som skuespiller, instruktør, manuskriptforfatter og komiker. Hans far, Giuseppe Fabbrizi, døde da han var elleve år, og hans mor, Angela Petrucci, arbejdede som frugtsælger fra Tivoli. Fabrizi begyndte sin karriere i 1931 på et forstadsteater i Rom og opnåede lokal succes gennem komiske sketches og monologer, mens han optrådte med 'Reginella'-kompagniet. Han blev en fremtrædende figur i den romerske revue- og avanspettacolo-scene, bidrog til dialektavisen 'Rugantino' og udgav en bog med romerske digte, 'Lucciche ar sole', i 1928. Fabrizi’s karriere rakte ud over scenen. Han fik sin filmdebut i 1942 med Avanti c'è posto... og opnåede senere betydelig anerkendelse for sin rolle som den heroiske præst, Don Morosini, i Roberto Rossellinis Rom, åben by (1945). Han lagde også stemme til karakterer i film som Maddalena... zero in condotta (1940) og Ladri di biciclette (1948). Gennem 1950’erne og 1960’erne samarbejdede han hyppigt med Totò og Peppino De Filippo, både på skærmen og scenen; Fabrizi og Totò delte et tæt venskab og nød improvisatorisk skuespil sammen. Han instruerede dramaet Immigrants i 1948 og vandt en Sølvbåndspris for sin præstation i Prima comunione (1950) samt en anden for Fars Dilemma . Fabrizi opnåede yderligere succes på scenen med den musikalske komedie Rugantino (1964). Fabrizis talent og bidrag til den italienske underholdningsindustri blev bredt anerkendt. Han modtog en speciel David di Donatello-pris i 1988 for sin karriere, og vandt to Nastro d'Argento-priser, herunder en for Vi elskede alle hinanden så meget . Han fik også anerkendelse ved filmfestivalen i Cannes i 1952 for bedste manuskript for Betjente og tyve . Hans præstationer skildrede ofte romerske typer som vogneftere og sporvognsbetjenere. Fabrizi turnerede i Europa, Latinamerika og på Broadway og havde kortvarigt Alberto Sordi i sin skuespillergruppe omkring 1937. Han var gift med sangerinden Beatrice Rocchi (Reginella) indtil hendes død i 1981. Efter hans død i Rom den 2. april 1990 udgav Poste italiane et mindesmærke i Aldo Fabrizis ære senere samme år.
Ambra Angiolini er en italiensk skuespiller og sanger, født i Rom den 22. april 1977, af Alfredo Angiolini og Doriana Comini. Hun har to ældre søskende, Barbara og Andrea. Hendes karriere begyndte i en alder af 13 som statist i tv-showet Fantastico i 1990 og 1991. Hun opnåede tidlig anerkendelse ved at deltage i Bulli e pupe i 1992, hvor hun fremførte Claudio Baglionis 'Poster', og efterfølgende som vært for Non è la RAI fra 1992 til 1993, en rolle der markant øgede hendes profil. I hendes tid på Non è la RAI , lancerede Ambra Angiolini en sangkarriere og udgav singlen 'T'appartengo' i 1994. Dette førte til udgivelsen af sit første album, T'appartengo , som opnåede betydelig succes og solgte 800.000 eksemplarer samt indtjente otte platinplader og én guldplade. Hun fortsatte med at udgive musik, hvor Angiolini (også kendt som Angelitos ) udkom i 1996, Ritmo vitale i 1997 (efterfulgt af en spansk version i 1998), og InCanto i 1999. Hendes musikalske bestræbelser inkluderede også optræden ved Viña del Mar International Song Festival i Chile i februar 1997 og deltagelse i musicalen Emozioni i 2001. Hun var vært for adskillige andre tv-programmer, herunder Generazione X , Super og Sanremo Top 1997 . Ambra Angiolini skiftede til filmarbejde med sin debut i Saturn in Opposition (2007). Denne rolle viste sig at være afgørende, idet hun vandt David di Donatello for bedste kvindelige birolle, Nastro d'Argento for bedste kvindelige birolle, Ciak d'oro og en Globo d'oro i 2007. Hun er sidenhen medvirket i flere film, herunder Black and White (2008), The Immature (2011), Viva l'Italia (2013), Do You Remember Me? (2014) og The Choice (2015). I 2022 modtog hun endnu en Nastro d'argento for sit arbejde i Le fate ignoranti . Hun boede sammen med Francesco Renga fra en ikkeoplyst startdato indtil 2015, og de fik to børn: Jolanda (født 2004) og Leonardo (født 2006). Hun havde et forhold til Massimiliano Allegri mellem 2017 og 2021.
Giuseppe Piero Grillo, der professionelt er kendt som Beppe Grillo, blev født i Genova, Liguria den 21. juli 1948. Hans forældre var Piera Tieghi, en pianist, og Enrico Grillo, der ejede en metalbearbejdningsfabrik. Han studerede oprindeligt regnskab på det private institut 'Ugolino Vivaldi' og deltog kortvarigt på Økonomi- og Handelsfakultetet ved Genova Universitet, men færdiggjorde ikke sin uddannelse. Før han begyndte at arbejde som komiker, var han sælger af tøj og derefter i sin fars firma. Grillo startede sin karriere med at improvisere en monolog til en audition, hvilket førte til, at tv-præsentatoren Pippo Baudo opdagede ham to uger senere. Grillos tidlige tv-optrædener omfatter Secondo Voi (1977-1978), Luna Park (1979) og Fantastico (1979), hvor han medværtsede med Loretta Goggi. I løbet af 1980'erne var han vært for rejseprogrammer som Te la do io l'America (1982) og Te lo do io il Brasile (1984). Han medvirkede også i film som Cercasi Gesù (1982), for hvilken han modtog en David di Donatello og Nastro d’argento pris, Scemo di guerra (1985) og Topo Galileo (1988). I 1986 medvirkede han i prisvindende yoghurtreklamer og optrådte ved Sanremo Musikfestivalen. En kontroversiel kritik af den italienske socialistiske partis leder Bettino Craxi i tv resulterede i hans midlertidige forbud mod at optræde i offentlig tv. Fra 2005 og fremefter voksede Grillos profil markant med lanceringen af hans blog, beppegrillo.it. Den blev hurtigt indflydelsesrig og anerkendt af Time magazine og rangerede i 2014 blandt de 10 mest besøgte websites globalt. I det år blev den opdateret dagligt. Han samarbejdede med sangerinden Giorgia om sangen 'Libera la mente' i 2007. I 2009 medstiftede han det italienske Femstjernebevægelsen med Gianroberto Casaleggio og fungerede som dets garant og politiske leder. Partiet opnåede en betydelig andel af stemmerne – en fjerdedel – ved valget i 2013. Han optræder på scenen både i Italien og i udlandet og berører emner som energiforbrug, korruption og globalisering. Grillo vendte tilbage til italiensk tv i maj 2014 i Porta a Porta og vedligeholder blogs på italiensk, engelsk og japansk.
Carlo Pedersoli, der professionelt var kendt som Bud Spencer, var en italiensk skuespiller, svømmer og vandpolospiller. Han blev født den 31. oktober 1929 i Napoli og var søn af Alessandro Pedersoli og Rosa Facchetti, der oprindeligt stammede fra Darfo Boario Terme og Chiari, begge beliggende i Brescia-provinsen i Italien. Faderens arbejde nødvendiggjorde en flytning til Rom i 1940, hvilket i høj grad ændrede forløbet af hans barndom. Buds Spencers tidlige år inkluderede skolegang sammen med Luciano De Crescenzo, hvilket demonstrerede en tidlig forbindelse til kunstneriske miljøer. Han studerede på Sapienza Universitetet i Rom og læste kortvarigt kemi, før han i sidste ende fik en juridisk embedseksamen. Før han opnåede berømmelse som komiker, udmærkede Carlo Pedersoli sig inden for sport. To gange deltog han for Italien i sommer-OL; både i 1952 og 1956 nåede han semifinalen i 100 m fri. Han opnåede også bemærkelsesværdig succes i svømning og vandpolo, svømmede 100 m fri på under et minut den 19. september 1950 og vandt en sølvmedalje ved Middelhavslegene i 1951. Han demonstrerede yderligere sin sportslige kunnen ved at vinde det italienske mesterskab i vandpolo i 1954 og sikre sig en guldmedalje ved Middelhavslegene i 1955. Hans alsidige færdigheder rakte ud over sport; han registrerede flere patenter, opnåede certificeringer som pilot for kommercielle fly og helikoptere og arbejdede kortvarigt i forskellige stillinger i Sydamerika. Bud Spencers skuespillerkarriere begyndte med *Quel fantasma di mio marito* (1950), efterfulgt af optrædener i film som *Quo Vadis* (1951) og *Siluri umani* (1954). Han er dog bedst kendt for sit partnerskab med Terence Hill, hvor de optrådte i 18 film sammen. Navnet 'Bud Spencer' var et bevidst valg, inspireret af Budweiser øl og skuespilleren Spencer Tracy. Han modtog David di Donatello-prisen for livslang indsats i 2010, som en anerkendelse af hans betydelige bidrag til italiensk film. Den 27. juni 2016 døde Bud Spencer i Rom, husket for sine bidrag til både komedie og sport, og han modtog Caimano d'oro (Guld Kaiman) fra det italienske Svømmeforbund i 2005.
Carlo Verdone er en italiensk skuespiller, komiker, instruktør og manuskriptforfatter, født i Rom den 17. november 1950. Han kommer fra en familie med en far, Mario Verdone, der var professor i filmhistorie og kritiker, og en mor, Rossana Schiavina, der var professor i litteratur. Hans fars bedstefar, Oreste, var kemiker fra Pozzuoli (Napoli). Han gik på Collegio Nazareno i Rom, hvor han mødte Christian De Sica, og studerede senere på Liceo classico i Rom. Verdone tog eksamen i moderne litteratur fra Sapienza Universitetet i Rom i 1976-1977 med en afhandling om italiensk stumfilm, og i filmmanuskript fra Centro Sperimentale di Cinematografia i 1974. Verdone begyndte sin karriere med sin komiske stil i 1970'erne. Han optrådte i reklamer for Carosello-showet og fik sin tv-debut i 1977 i variety-showet Non stop . Han introducerede sine karakterer på tv i 1978 i komedieserien Non Stop . Sergio Leone gav ham hans spillefilmdebut og vejledte ham i filmteknikker. Han lavede amatørshortfilm fra en ung alder, herunder Poesia solare (1969), Allegoria di primavera (1971) og Elegia notturna (1973). Hans spillefilmsdebut var Un sacco bello (1980), efterfulgt af Fun Is Beautiful (1980), hvor han spillede tre karakterer. Han co-skrev Journey with Papà med Sergio Leone, og Troppo forte med Verdone og Leone. Verdone's arbejde omfatter den højt ansete film Bianco, rosso e Verdone (1981), produceret af Sergio Leone og med Elena Fabrizi, og dens soundtrack komponeret af Ennio Morricone. Han instruerede Talcum Powder (1982), som vandt adskillige David di Donatello priser, og han skrev manuskriptet sammen med Enrico Oldoini. Siden 1990'erne har hans arbejde udforsket mere seriøse emner. Han skrev bogen Fatti Coatti i 1999. Verdone medvirkede i filmserien Manual of Love (2005, 2007, 2011) og optrådte i Paolo Sorrentinos The Great Beauty (2013). Han instruerede Blessed Madness (2018), som han skrev sammen med Nicola Guaglianone og Menotti. Han har modtaget adskillige priser, herunder ni David di Donatello priser, fire Globi d’oro priser, elleve Nastri d'argento priser og to Premi Flaiano priser. I 2017 fik han en æresdoktorgrad i kulturarv og territorium fra University of Rome Tor Vergata. Han medvirkede for nylig i L'Abbiamo Fatta Grossa (2016), hvor han spiller Arturo Merlino, en beskeden privatdetektiv, sammen med Antonio Albanese som Yuri Pelagatti.
Monica Vitti, født Maria Luisa Ceciarelli den 3. november 1931 i Rom, var en italiensk skuespillerinde og tv-personlighed. Hendes forældre var Adele Vittiglia fra Bologna og Angelo Ceciarelli, og hendes scenenavn blev valgt fra sin mors pigenavn, Vitti. Hun tilbragte dele af sin barndom i Messina og Napoli og oplevede krigstidsbegivenheder, der fremmede en passion for teater. Som barn fik hun kælenavnet 'setti vistini' på grund af hendes lagdelte påklædning. Vitti fik sin formelle uddannelse på National Akademiet for Dramatiske Kunster, hvor hun dimitterede i 1953 og studerede under instruktører som Silvio D’Amico og Sergio Tofano. Hun deltog også på Pittman’s College og turnerede med en italiensk skuespillergruppe i Tyskland. Hendes første sceneoptræden var i Niccolò Machiavellis La Mandragola , efterfulgt af Mariana i Molières L’avaro i 1955. Hun optrådte for første gang på skærmen uden kreditering i Laugh! Laugh! Laugh! i 1954. I løbet af sin næsten fyrindstyveårige karriere var hun kendt for sin hæse stemme og livlige tilstedeværelse. Vitti opnåede international anerkendelse gennem sine roller i Michelangelo Antonionis film, især L'Avventura (1960), som fik hendes billede på et italiensk postmærke. Hun medvirkede i de efterfølgende film i det, der blev kendt som Antonionis ‘tetralogi om umuligheden af kommunikation’: La Notte (1961) med Jeanne Moreau og Marcello Mastroianni, L'Eclisse (1962) med Alain Delon og Il deserto rosso (1964). Hun samarbejdede med skuespillere som Marcello Mastroianni, Alain Delon, Richard Harris, Terence Stamp og Dirk Bogarde. Ud over disse dramatiske roller demonstrerede Vitti også komisk talent i film som La ragazza con la pistola og Io so che tu sai che io so , og instruerede flere komedier sammen med Carlo Di Palma, startende med Teresa the Thief (1973). Hendes præstationer indbragte hende fem David di Donatello-priser for bedste kvindelige hovedrolle, plus fire særlige anerkendelser. Hun modtog også syv italienske Golden Globes for bedste kvindelige hovedrolle, sammen med en Career Golden Globe og Venice Film Festival Career Golden Lion Award. Vitti og instruktøren Michelangelo Antonionis kunstneriske partnerskab strakte sig ud over deres filmarbejde og udviklede sig til et romantisk forhold. Hun lagde stemme til Dorian Gray i *Il grido*. Efter en lang karriere døde Monica Vitti i Rom den 2. februar 2022 og efterlod sig en betydelig arv i italiensk film.
Roberto Salerno, der professionelt er kendt som Nini Salerno, er en italiensk skuespiller, instruktør, sanger, komiker og cabaretperformer. Han blev født i Verona den 8. oktober 1948 og er relateret til radiojournalisten Paolo Salerno og har en bror, Nicola Salerno, der er medlem af RADAR og NAD. Han er gift med Patrizia, hvis indflydelse inspirerede Francesco De Gregoris sang 'Rimmel'. Salernos karriere begyndte i 1971, da han blev et grundlæggende medlem og deltager i den italienske comedy- og musikgruppe I Gatti di Vicolo Miracoli. I Gatti di Vicolo Miracoli blev dannet i Verona i 1971, og Salerno var med i gruppen fra dette år indtil deres opløsning i 1985. Gruppen opnåede hurtigt anerkendelse og optrådte på Derby Club i Milano fra 1971 og deltog regelmæssigt i RAI's variety shows fra 1975. De udgav deres debutalbum, 'I Gatti di Vicolo Miracoli', i 1972, og Arturo Corso instruerede dem i satiriske og musikalske shows. Salerno medvirkede også i komediefilmene Arrivano i gatti og Una vacanza bestiale i 1980. Gruppen opnåede stor succes med deres hit-sang "Capito?" i 1979, som nåede nummer fire på de italienske hitlister. Efter at et medlem forlod gruppen i 1981 fortsatte de som en trio. Efter at After I Gatti di Vicolo Miracoli blev opløst i 1985, fortsatte Salerno med at arbejde omfattende inden for film, tv og teater som skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter. Han instruerede filmen Arrivano i miei i 1983 og medvirkede i film som Un ufficiale non si arrende mai nemmeno di fronte all'evidenza (1973) og Secondo Ponzio Pilato (1987). Salerno har også medvirket i adskillige tv-serier, herunder I ragazzi del muretto (1991), Il commissario Corso (1991) og Un medico in famiglia (1999-2000). Han var vært eller medvirkede i forskellige tv-programmer gennem hele sin karriere, herunder Quo vadiz? (1984), Un fantastico tragico venerdì (1986), Amici mostri (1993-1994) og var en fast gæst på Buona Domenica (1998-1999). Han genforenedes lejlighedsvis med I Gatti di Vicolo Miracoli til film-, tv- og sceneforestillinger fra 1997. I øjeblikket spiller Salerno rollen som Inspector Gordon i en teateradaption af tv-serien Colombo. Salerno's karriere rækker ud over optræden; han har også arbejdet med kommerciel reklame, og medvirket i kampagner for Fiat 500X (2015) og Fiat 124 Spider (2016). I 1978 adopterede han en toårig dreng ved navn Garvey Salerno fra Martinica. Hans alsidige arbejde demonstrerer hans alsidighed som entertainer og hans varige tilstedeværelse i det italienske underholdningsmiljø.
Nino Manfredi, født Saturnino Manfredi den 22. marts 1921 i Castro dei Volsci, Frosinone, var en mangefacetteret italiensk entertainer. I løbet af sit professionelle liv havde han mange stillinger: skuespiller, stemmeskuespiller, instruktør, manuskriptforfatter, dramatiker, komiker, sanger, forfatter, radiovært og tv-vært. Han huskes som en fremtrædende figur inden for commedia all'italiana genren. Manfredis forældre var Romeo Manfredi og Antonina Perfili, og han tilbragte sin barndom i Romerrnes San Giovanni kvarter efter at have gået på Collegio Santa Maria som en semiconvittore. Manfredis tidlige liv var præget af sygdom; han led af tuberkulose i 1937 og tilbragte tid på et sanatorium. I denne periode lærte han at spille banjo og blev medlem af hospitalets orkester, hvilket demonstrerede en tidlig interesse for optræden. I 1941 begyndte han sine universitetsstudier på Juridisk Fakultet; dog omdirigerede han hurtigt sin opmærksomhed til skuespil. Han debuterede som præsentator og skuespiller i sin kirkes lille teater samme år, og han dimitterede med en juridisk eksamen i oktober 1945 med en afhandling om nødværge. Han dimitterede fra Den Danske Scenekunstskole i juni 1947 og fik efterfølgende sin første scenefremtræden samme år. I løbet af 1948 optrådte han i stykker som Romeo og Julie og Stormen på Piccolo Teatro di Milano, og samtidig begyndte han sin radiokarriere som komiker og efterligner. Manfredis karriere blomstrede i 1950'erne og fremefter. Han fik sin filmdebut i 1949 med *Torna a Napoli* og samarbejdede med Eduardo De Filippo, hvor han iscenesatte tre enakterstykker på Teatro Eliseo mellem 1952 og 1953. Fra 1951 dannede han et komisk trio med Paolo Ferrari og Gianni Bonagura og opnåede yderligere anerkendelse gennem radiovariety-shows og revyer. Han var vært for *Canzonissima* sammen med Delia Scala og Paolo Panelli fra 1959, hvilket markant øgede hans popularitet. Han opnåede succes i musikalske komedier som *Un trapezio per Lisistrata* (1958) og *Rugantino* (1962). I løbet af sin karriere modtog Manfredi adskillige udmærkelser, herunder seks David di Donatello-priser og seks Nastro d’Argento-priser. Han vandt også Prix de la première oeuvre ved filmfestivalen i Cannes i 1971 for *Between Miracles*. Nino Manfredi døde i Rom den 4. juni 2004.
En italiensk skuespiller, komiker, filminstruktør og forfatter, Paolo Villaggio, trådte ind i verden den 30. december 1932 i Genova. Hans forældre var Ettore Villaggio, en landmåler fra Palermo, og Maria Faraci, en lærer i tysk fra Venedig. Piero, en tvillingebror til Paolo Villaggio, fungerede som professor ved Pisa Universitet. Villaggios tidlige liv inkluderede forskellige erfaringer; han arbejdede som tjener, BBC-speaker og entertainer på Costa Cruises skibe, og senere hos Cosider, hvor organisering af firmarrangementer gav inspiration til hans karakter Ugo Fantozzi. Villaggio's karriere omspændte forskellige kreative bestræbelser. Han skabte mindeværdige karakterer som Professor Kranz, Giandomenico Fracchia og mest bemærkelsesværdigt Ugo Fantozzi. Hans komik var nyskabende og surrealistisk, inspireret af commedia dell'arte, og han benyttede teknikker som nyorddannelser, stærke tillægsord, morfologiske fejl og bureaukratiske termer i sin skrivning. Han skrev flere satiriske bøger med Ugo Fantozzi, hvoraf Fantozzi (1971) solgte over en million eksemplarer og indbragte ham Gogol-prisen i Moskva. Ugo Fantozzi-karakteren udviklede sig til en bredt succesfuld filmisk saga, med Villaggio i hovedrollen i filmen Fantozzi (1975), instrueret af Luciano Salce. Han samarbejdede også med Federico Fellini, Lina Wertmüller, Ermanno Olmi, Mario Monicelli og Gabriele Salvatores om film, ofte i dramatiske roller. Gennem hele sin karriere modtog Villaggio adskillige anerkendelser. Han fik David di Donatello i 1990; han modtog også en Nastro d'Argento i 1992 og Den Gyldne Løve ved Venedigs Filmfestival samme år, som en hæder for hans livslange præstationer. Han modtog desuden den Æres-Pardo ved Locarno Film Festival i 2000. Villaggio’s kreative produktion rakte ud over film og bøger; han skrev sange med Fabrizio De André, herunder 'Carlo Martello torna dalla battaglia di Poitiers' og 'Il fannullone,' og optrådte i teaterstykker, hvor han spillede Arpagone i Molières L'Avare i 1996. Han var også vært for nyhedsudsendelsen med satire Striscia la notizia i 1996, og tidligere værtsede han eksperimentelle og avantgarde tv-programmer i slutningen af 1960’erne. Kritikere som Goffredo Fofi, Michele Serra, Enrico Giacovelli og Beppe Grillo sammenlignede ham med Buster Keaton, Charlie Chaplin, Stan Laurel og Oliver Hardy. Paolo Villaggio døde i Rom den 3. juli 2017 af komplikationer relateret til diabetes.
Tosca D'Aquino, en italiensk skuespillerinde, komiker og tv-vært, trådte ind i verden i Napoli den 10. juni 1966. Hendes forældre er Claudio og Adele D'Aquino. Hun begyndte sin karriere i en alder af 15 år med optrædener i lokale tv-shows og demonstrerede hurtigt en interesse for scenekunst. I en alder af 19 flyttede hun til Rom for at forfølge skuespil, hvilket indikerede en forpligtelse til at udvikle sit håndværk. D'Aquino deltog i Accademia Nazionale di Arte Drammatica Silvio D'Amico og dimitterede fra Silvio d'Amico Academy of Dramatic Art. Hendes tidlige roller inkluderede optrædener i Fantastico (1986) og Fantastico 7 (1986). Hun fik sin filmdebut i Rimini Rimini - Un anno dopo (1988), efterfulgt af roller i Street Kids (1989) og Paganini (1989), også kendt som Kinski Paganini (1989). I 1990'erne optrådte hun hyppigt i komiske filmroller og opnåede popularitet gennem tv-optrædener. Hun medvirkede i Captain Fracassa's Journey (1990) og Black Holes (1995), og bidrog til film som The Graduates (1995) og The Cyclone (1996), hvor hun bl.a. arbejdede sammen med Leonardo Pieraccioni. Fra 2000 og fremefter fortsatte D'Aquino med at arbejde i tv, hvor hun optrådte i forskellige fiktionsprogrammer og shows. Hun co-hosted RAI-showet Torno Sabato sammen med Giorgio Panariello i starten af 2000’erne. I 2005 co-hosted hun den 48. udgave af Zecchino d'Oro. Hun deltog i Notti sul ghiaccio i 2007 og den tredje udgave af Premio Città dei Cavalieri di Malta i 2009. D'Aquino udforskede også kulinariske bestræbelser, hvor hun fungerede som souschef på La terra dei cuochi i 2013 og deltog i MasterChef i 2012. Hun vandt den anden udgave af Bake Off Italia Celebrity Edition i 2017 sammen med Francesca Piccolo. Fra 2019 til 2020 var hun kunstnerisk direktør og co-host for Sabaudia Studios Festival. Hun har været gift to gange; først med ingeniøren Mauro Gabrielli, med hvem hun har en søn ved navn Edoardo (født 1999), og derefter med producenten Massimo Martino i 2013, med hvem hun har en søn ved navn Francesco (født 2005).
Albanien
Armenien
Argentina
Østrig
Australien
Aserbajdsjan
Belgien
Bulgarien
Benin
Brasilien
Canada
Schweiz
Chile
Cameroun
Kina
Colombia
Tjekkiet
Tyskland
Danmark
Den Dominikanske Republik
Algeriet
Estland
Egypten
Spanien
Finland
Frankrig
Storbritannien
Ghana
Grækenland
Guatemala
Ungarn
Indonesien
Irland
Israel
Indien
Irak
Iran
Italien
Jamaica
Japan
Kenya
Sydkorea
Kasakhstan
Libanon
Letland
Marokko
Myanmar (Burma)
Malta
Malawi
Mexico
Malaysia
Nigeria
Nicaragua
Nederlandene
Norge
Nepal
New Zealand
Peru
Filippinerne
Pakistan
Polen
Portugal
Qatar
Rumænien
Serbien
Rusland
Saudi-Arabien
Sverige
Slovenien
Slovakiet
Thailand
Tunesien
Tyrkiet
Taiwan
Ukraine
Uganda
USA
Uruguay
Usbekistan
Vietnam
Sydafrika
