Cataldo Baglio, kendt som Aldo, er en italiensk kunstner, der spiller som komiker, skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør, og blev berømt som medlem af komiker trio Aldo, Giovanni og Giacomo.
Angela Finocchiaro er en italiensk skuespiller, født i Milano den 20. november 1955. Hendes familie har rødder i Catania, da hendes fars familie stammer derfra. Hun begyndte sin karriere i 1970'erne med det eksperimentelle teaterkompagni Quelli di Grock, og deltog i forestillinger som 'Spariamo alle farfalle', 'Felice e Carlina' og andre. I 1979 fik hun sin filmdebut i Ratataplan , instrueret af Maurizio Nichetti. Denne tidlige periode inkluderede også samarbejder med Carlina Torta og Amato Pennasilico om teaterforestillingen Panna Acida i 1980, og deltagelse i en Venedig Karneval produktion mellem 1982 og 1983. Finocchiaros karriere fortsatte med at udvikle sig gennem 1980'erne. Hun medvirkede i stykket Arsenico e vecchi merletti fra 1982 til 1983, og deltog i et seminar på Teatro di Porta Romana i 1984. Hun skiftede til cabaret i 1985 med Giancarlo Cabellas monolog Bocconcini , og optrådte senere hans stykke La stanza dei fiori di china fra 1988 til 1989. I denne periode optrådte hun også i tv-programmet La TV delle ragazze mellem 1988 og 1989. Hendes arbejde i de senere år omfatter optrædener i Zelig (2003-2004) og Mammamia! (2004), samt fremførelsen af monologen Teatro anatomico på Report i 2004. Angela Finocchiaro har modtaget anerkendelse for sine skuespillerfærdigheder. Hun vandt to David di Donatello-priser for bedste birolle: en i 2006 for *Sig det ikke*, og en anden i 2007 for sin rolle som Amelia Benassi i *Min bror er en enling*. Hendes præstation i *La bestia nel cuore* (2005) høstede også stor anerkendelse, hvilket indbragte hende flere priser, herunder Nastro d'argento, David di Donatello, Ciak Ciak d'oro og Premio Wella Cinema Donna. Hun medvirkede i *Miss Univers* fra 2006 til 2007, hvilket demonstrerer hendes fortsatte tilstedeværelse i italiensk film og teater.
Caterina Guzzanti er en italiensk satiriker og skuespiller født i Rom den 5. juni 1976. Hun kommer fra en familie med en historie om politisk engagement og kunstnerisk udtryk; hendes far, Paolo Guzzanti, var tidligere medlem af parlamentet, og hun har to søskende, Sabina og Corrado Guzzanti, der også er satirikerer. Hendes forældre var Paolo Guzzanti og Germana Antonucci. Caterinas karriere begyndte i 1997 med en optræden i Pippo Chennedy Show, som blev skabt af hendes bror Corrado. Hun medvirkede efterfølgende sammen med sin søster Sabina i programmet La posta del cuore i 1998. Guzzantis komiske stil involverer ofte parodi og karakteroprettelse, hvor hun udforsker det moderne italienske samfund. Hun er især kendt for sin rolle som Arianna i tv-serien 'Boris', der blev vist fra 2007 til 2010 over tre sæsoner, og hun genoptog denne rolle i den fjerde sæson i 2022. I løbet af sin tid på 'Boris' udviklede hun en række karakterer, herunder 'contessina' Orsetta Orsini. I 2012 spillede hun Vichi, en parodi på en CasaPound-aktivist, i 'Un due tre stella.' Hun parodierede også Mariastella Gelmini og Sarah Palin i 'Parla con me' i 2008. Hendes arbejde har inkluderet værtsrollen for 'La prova dell’otto' fra marts 2013, og co-værtsrollen for 'Sostiene Bollani' med Stefano Bollani fra 2011 til 2013, før hun præsenterede 'Nanuk - Prove d'avventura' med Davide Demichelis fra 2012. Gennem hele sin karriere har Caterina Guzzanti vist et engagement i satirisk kommentar og diverse samarbejder. Hun var med i den italienske comedyshow 'LOL - Chi ride è fuori' i 2021, hvor hun optrådte under pres. I 2014 samarbejdede hun med Lo Stato Sociale om deres album 'L'Italia peggiore.' Hendes arbejde fortsætter med at udvikle sig og demonstrerer hendes alsidighed som skuespiller og satiriker.
Corrado Guzzanti blev født i Rom den 17. maj 1965. Han er en italiensk skuespiller, instruktør, manuskriptforfatter, komiker og efterligner, anerkendt som en af de førende figurer inden for moderne italiensk komedie. Paolo Guzzantis slægt omfatter en dedikation til det offentlige tjenesteydelse, hvilket bl.a. ses i hans far, Paolo Guzzanti, der arbejder som både journalist og politiker; han er også barnebarn af Elio Guzzanti, den tidligere sundhedsminister, og oldebarn af seismologen Corrado Luigi Guzzanti. Han gik på XXXI Scientific High School 'Nomentano' i Rom, men fuldførte ikke sine studier, idet han deltog i filosofi ved universitetet 'La Sapienza' i Rom, hvor han bestod elleve eksaminer. Guzzanti begyndte sin karriere i 1987 med at skrive til sin søsters stykke ‘Il tempo restringe’, og fortsatte med at skrive til tv-programmer i 1988. Fra 1989 til 1991 samarbejdede han med Antonio Ricci hos Mediaset og optrådte i Serena Dandinis satiriske teatergruppe. Han deltog i oprettelsen af tv-programmet Avanzi fra 1991 til 1993, hvor han i 1992 opnåede berømmelse som komiker, der portrætterede Rokko Smithersons. Hans komik er påvirket af Monty Python, Saturday Night Live, italiensk commedia all'italiana, Raimondo Vianello, Carlo Verdone, La Smorfia og Renzo Arbore. Han skrev og udgav også 'Il libro de Kipli' i 1992, der samlede visdom fra Avanzi . I denne periode optrådte han på Speaker Dee Mò’s sang ‘Questione di stile’ og fik sin filmdebut i 1992 med Stefano Masciarelli i 'Prima le donne'. Guzzanti er kendt for at imitere italienske personligheder som politikere, journalister og kendisser, herunder Vittorio Sgarbi, Gianni Minoli og Gianfranco Funari. Han skabte adskillige mindeværdige karakterer i tv, såsom Pippo Chennedy (1997), Brunello Robertetti, en satire over en pseudo-intellektuel, og Quelo, en pseudo-præst. Han instruerede filmen Fascisti su Marte (Fascister på Mars) i 2006. Hans arbejde omfatter at skabe programmer som Il caso Scafroglia (2002) og Aniene (2011-2012). Han har medvirket i adskillige shows af Serena Dandini, herunder 'Maddecheaò', 'Tunnel', 'Pippo Chennedy Show' og 'L'ottavo nano,' og optrådt med komiske sketches med Carla Signoris i 'Avanzi.' Han modtog Forte dei Marmi Political Satire Award i 2010. Han fortsætter med at arbejde som skuespiller, instruktør, komiker og imitator, og optræder i shows som 'Milano-Roma' og 'L'Ottavo nano'.
Vincenzo "Enzo" Jannacci, født i Italien, har spillet en karriere som sanger- sangskriver, cabarettist, pianist, skuespiller, manuskriptforfatter og læge, hævder sig selv blandt de vigtigste hovedpersoner i den italienske musikscene efter krigen.
Giacomo Poretti, en italiener, arbejder som skuespiller, komiker, filminstruktør og manuskriptforfatter. Født i Villa Cortese den 26. april 1956, kommer han fra en arbejderfamilie. Hans tidlige interesse for teater førte til, at han som barn forsøgte at blive medlem af 'I Legnanesi'-kompagniet, men uden held. Han tog forskellige jobs, før han koncentrerede sig om skuespil, herunder roller som landmåler, metalarbejder og sygeplejer, og senere som hospitalsmedhjælper på et hospital i Legnano i elleve år. I denne periode beskæftigede han sig også med cabaret og politisk aktivisme. Porettis karriere tog form gennem teatertræning og samarbejder. Han dimitterede fra en teaterskole i Busto Arsizio i 1983, hvor han oprindeligt spillede roller som Francesco Sforza i 'Il Conte di Carmagnola' og fik anerkendelse for karakteren Sarelli i ‘Questa sera...’. Cabaret-partnerskabet 'Hansel e Strüdel' blev etableret i 1984 med Giacomo Poretti sammen med Marina Massironi. Et afgørende øjeblik kom i 1985, da han arbejdede som feriebychef på Sardinien og mødte Aldo Baglio og Giovanni Storti, der dengang var en del af duoen 'I Suggestionabili'. Komediegruppen 'Aldo, Giovanni e Giacomo' opstod i 1991 som et resultat af det tidligere samarbejde. Trioen 'Aldo, Giovanni e Giacomo' opnåede betydelig anerkendelse gennem adskillige film og sceneforestillinger. Poretti er især kendt for karakteren Tafazzi, skabt med Carlo Turati, og de tilhørende termer 'tafazzista' og 'tafazzismo'. Han co-skrev og medvirkede i film som Tre uomini e una gamba (1997), La vita è bella (1998), Chiedimi se sono felice (2000) og Al, John e Jack. Legend of a trio (2002). Ud over sit arbejde med trioen har Poretti også forfulgt soloprojekter, herunder vært for tv-programmet Scarp de' tenis i 2018 og medvirken i teaterforestillingen 'Fare un’anima' samme år. Han er i øjeblikket direktør for Teatro Oscar i Milano siden 2019 og lancerede podcasten PoretCast i 2022. Han har også skrevet til publikationer, bl.a. som klummeskriver for La Stampa i 2010'erne og med sin klumme 'Scusate il disagio' til det jesuitiske magasin Popoli. Giacomo Poretti og Marina Massironi var gift fra 1986 til 1990; i øjeblikket er han gift med Daniela Cristofori, og sammen har de en søn, Emanuele, der blev født i 2006.
Giovanni Storti, italiensk professionel, er komiker, skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør, og er en af tre medlemmer af den berømte tegneserie Trio Aldo, Giovanni og Giacomo.
Oreste Lionello har været tolk, kabaret kunstner, dubbing kunstner, dubbing manager, dialog forfatter, humoristisk og italiensk tv-vært.
Født i Torino, Italien, den 29. oktober 1964, er Luciana Littizzetto en italiensk entertainer, der arbejder som komisk skuespillerinde, radiovært og humorist. Hun voksede op i San Donato-kvarteret i Torino med familierødder i Bosconero. Hendes forældre var Pietro Littizzetto og Antonietta Dezzutto. Hun bliver ofte kærligt kaldt 'Lucianina'. Littizzettos karriere begyndte med studier på G. Littizzetto deltog på Verdi Konservatoriet i Turin, hvor hun fik et klaverdiplom i 1984; efterfølgende opnåede hun en bachelorgrad fra Turins Universitets Humanistiske Fakultet i 1990. Hun gik også på en skuespillerskole i Moncalieri og arbejdede kortvarigt som skolelærer i ni år på Carlo Levi skolen. Før hun opnåede bredere anerkendelse, optrådte Littizzetto på teatre i hele Turin og de omkringliggende områder, og lavede også stemmeindlæg til internationale tv-serier. Hun debuterede på Rai Radio 2’s Hit Parade og fik bredere anerkendelse gennem optrædener i Maurizio Costanzo Show, hvilket gjorde det muligt for hende at fokusere på underholdning. Cabaretshowet Zelig i 1990'erne cementerede yderligere hendes tilstedeværelse i italiensk komedie. Littizzetto har opnået fremtræden på grund af sin satiriske humor, der ofte sigter mod regeringsansatte og religiøse ledere. Hun spillede Sabrina i tv-showet Cielito Lindo i 1993, husket for catchphrasen 'Minchia Sabbry!'. Hun har skrevet 14 humoristiske bøger frem til 2014, der ofte refererer til kønsorganer som Walter og Iolanda. Hendes arbejde omfatter optrædener på Avanzi (Rai Tre) og roller i film som Tutti giù per terra og Tre uomini e una gamba. Hun har været en fast gæst på Mai dire gol siden 1997 og co-hostet Sanremo Music Festival i 2013 og 2014 med Fabio Fazio. Hun modtog De Sica Award fra Italiens republiks præsident i 2007 og blev anerkendt som Bedste Kvinde på italiensk tv både i 2013 og 2014. I øjeblikket optræder hun regelmæssigt i Rai 3's aftenprogram Che tempo che fa, og fra 15. oktober 2023 vil Littizzetto og Fabio Fazio skifte til Warner Bros Discovery-netværket (NOVE). Bemærkelsesværdigt modtog hun den ærefulde titel "Gran cornuta 2021" fra Putignano Karneval, en hæder der betegner opfindsomhed og intelligens i Bari-regionen.
Massimo Ghini er en italiensk skuespiller født i Rom den 12. oktober 1954. Hans forældre blev skilt, da han var tre år gammel; hans far stammede fra Parma, og hans mor var romersk. Han begyndte sin karriere som entertainer i turistbyer og arbejdede også som stemmeskuespiller og radiovært tidligt. I løbet af disse formative år blev han venner med Fabrizio Bentivoglio og Armando De Razza, og opnåede tidlig anerkendelse som teaterskuespiller. Massimo Ghini har samarbejdet med markante instruktører herunder Franco Zeffirelli, Giorgio Strehler, Giuseppe Patroni Griffi og Gabriele Lavia, og han optrådte endda sammen med Vittorio Gassman i Shakespeares Otello . Ghini fik sin filmkarriere i gang med en rolle i *Speed Cross* (1979). Han har medvirket i adskillige film gennem hele sin karriere, herunder *La neve nel bicchiere* (1984), *Secrets Secrets* (1984), *Lethal Obsession* (1987), *Italia-Germania 4-3* (1990), hvor han spillede Federico, og *Living It Up* (1994). Han portrætterede også Roberto Rossellini i *Celluloide* (1996) og lagde stemme til Nicolas Cage i *Via da Las Vegas*. Han opnåede international anerkendelse for sin rolle i *La tregua* (1997). Hans filmografi omfatter medvirken i Paolo Virzìs *La bella vita* (1994) og *Tea with Mussolini* (1999), hvor han spillede sin far, samt en Illycaffè reklame instrueret af Francis Ford Coppola i 1999. Massimo Ghinis arbejde rækker ud over film. Han spillede kaptajn Felici i *Segreti segreti* (1984) og Valenzani i *Compagni di scuola* (1988). Han portrætterede Angelo Roncalli, senere pave Johannes XXIII, i miniserien *Papa Giovanni - Ioannes XXIII* (2002), og Antonio Meucci i en tv-film om opfindelsen af telefonen i 2005. Han medvirkede i serien *Raccontami* (2006-2008) og deltog i flere af Neri Parentis cinepanettoni-film mellem 2005 og 2010. I 2011 vandt han sangkonkurrencen *Lasciami cantare!* og spillede med i musicalen *La Cage aux Folles*. Han var vært til lanceringseventet for Agon Channel i 2014, og optrådte i *Non si ruba a casa dei ladri* (2016). I øjeblikket er han planlagt at medvirke i *Hotel Costiera* (2025) og medvirkede senest i *The New Pope* (2020).
En italiensk filminstruktør, komiker og tv-vært, Raimondo Vianello, blev født i Rom den 7. maj 1922. Han tilbragte sin ungdom i Pula og døde i Milano den 15. april 2010 i en alder af 87 år på grund af nyresvigt. Hans kunstneriske karriere strakte sig over seks årtier, hvilket etablerede ham som en af pionererne inden for italiensk tv sammen med Mike Bongiorno og Corrado. Vianello blev født i Rom, men tilbragte årtier i Dalmatia før han flyttede til Milano, hvor han levede og døde. Vianellos karriere begyndte i slutningen af 1940'erne, hvor han oprindeligt arbejdede i film som komisk skuespiller og manuskriptforfatter. Han tjente kortvarigt som en underofficer i Bersaglieri under Den Italienske Socialrepublik, hvor han tilsluttede sig i 1943 i en alder af omkring 20-21 år, og blev fanget af amerikanske tropper under Anden Verdenskrig. Han tilbragte tid i en krigsfangelejr nær Pisa, en oplevelse der muligvis påvirkede hans beslutning om at forfølge skuespil frem for en militær eller juridisk karriere, som hans forældre ønskede. I denne periode delte han lejren med fremtidige prominente figurer som Dario Fo, Enrico Maria Salerno og Walter Chiari. Fra 1954 til 1959 co-hosted han det satiriske show Un due tre med Ugo Tognazzi, et program der blev stoppet i 1959 efter en sketch om præsident Giovanni Gronchi. Gennem hele sin karriere medvirkede Vianello i 79 film mellem 1947 og 1968 og værtsede adskillige tv-programmer. Disse inkluderede flere lørdagsprogrammer på RAI i 1970'erne, quizshows som Zig Zag og Il gioco del 9 , og sportsdiskussionsprogrammet Pressing fra 1991 til 1999. Vianello var også vært for Sanremo Musikfestivalen i 1998. Måske er han bedst kendt for sitcom'en Casa Vianello , hvor han og hans kone, skuespillerinden Sandra Mondaini, medvirkede – de blev gift i 1962. Programmet kørte fra 1988 til 2008 og blev sendt på Canale 5 og senere Rete 4, hvor Vianello og Mondaini spillede sig selv. Deres sidste fælles optræden var i tv-filmen Crociera Vianello i 2008.
Albanien
Armenien
Argentina
Østrig
Australien
Aserbajdsjan
Belgien
Bulgarien
Benin
Brasilien
Canada
Schweiz
Chile
Cameroun
Kina
Colombia
Tjekkiet
Tyskland
Danmark
Den Dominikanske Republik
Algeriet
Estland
Egypten
Spanien
Finland
Frankrig
Storbritannien
Ghana
Grækenland
Guatemala
Ungarn
Indonesien
Irland
Israel
Indien
Irak
Iran
Italien
Jamaica
Japan
Kenya
Sydkorea
Kasakhstan
Libanon
Letland
Marokko
Myanmar (Burma)
Malta
Malawi
Mexico
Malaysia
Nigeria
Nicaragua
Nederlandene
Norge
Nepal
New Zealand
Peru
Filippinerne
Pakistan
Polen
Portugal
Qatar
Rumænien
Serbien
Rusland
Saudi-Arabien
Sverige
Slovenien
Slovakiet
Thailand
Tunesien
Tyrkiet
Taiwan
Ukraine
Uganda
USA
Uruguay
Usbekistan
Vietnam
Sydafrika
