Chuck - GiggleTimes tegnede komiker, der fortæller vittigheder
GiggleTime til Android
Gratis på Google Play
Hent appen
GiggleTime - vittigheder, komikere og comedyshows GiggleTime
Menu
Opgrader til Premium Indsend en joke Komikere Comedyshows Komikere med flest følgere Om os Ofte stillede spørgsmål Kontakt Tilføj en komiker
Hent appen
Følg os

Juridisk
Privatlivspolitik Servicevilkår Cookiepolitik Refusions- og annulleringspolitik Krediteringer
Log ind
Sprog
Kategorier
Indstillinger
Sprog dansk dansk
Sikker tilstand
Automatisk afspilning af tilfældige vittigheder
Notifikationer
Globalt talentkatalog

Komikerkatalog

Gennemse komikerprofiler, biografiske resuméer, oprindelsesland og officielle links.

Starter med E Verificeret Ryd alle
Viser 49-60 af 79 komikere
Elisabeth Volkmann (1936–2006), komiker fra Tyskland
Verificeret Intet krav gjort
Tyskland

Elisabeth Volkmann

Elisabeth Volkmann, eine deutsche Darstellerin und Komikerin, erlangte größte Bekanntheit durch ihre Mitwirkung in der absurden Fernsehkomödie Klimbim, die von 1973 bis 1979 lief und ein Millionenpublicum in Deutschland erreichte. Später lieh sie der Figur Marge Simpson ihre Stimme für die deutsche Synchronization von The Simpsons. Sie wurde in Essen geboren und verstarb in München.

Elke Winkens, komiker fra Tyskland – Kabaret
Verificeret Intet krav gjort
Tyskland

Elke Winkens

Elke Winkens, en tysk skuespillerinde, blev født den 25. marts 1970 i Linnich og er i dag 56 år gammel. Hendes pigenavn er Fischer, og hendes familie flyttede ofte på grund af hendes fars arbejde som tysk ingeniør, hvilket førte til barndomserfaringer i Ratheim, Hückelhoven, Tyskland, samt i Holland, Belgien og Afrika. Hun bor på flere steder, herunder Düsseldorf, Salzburg, Wien og Berlin, og besidder arbejdstilladelser inden for Den Europæiske Union. Elke Winkens’ tidlige træning begyndte med balletundervisning i en alder af seks år og optræden på scenen som niårig. Mellem 1978 og 1986 fulgte hun en karriere som professionel gymnast, hvor hun opnåede flere sejre i gulvøvelsen. Hun fortsatte sine studier med et legat til London Studio Centre School fra 1989 til 1991, efterfulgt af Musical School am Theater an der Wien i Wien fra 1991 til 1994, hvor hun fik en statslig eksamen i sang, dans og skuespil. Hun deltog i danse- og teaterforestillinger som et 'Tanzmariechen' for KG Roathemer Wenk. Elke Winkens tilsluttede sig cabaretgruppen Die Hektiker og opnåede tv-eksponering gennem deres arbejde. Hun medvirkede i forskellige tv-serier, herunder Cell-O-Fun (1996-1997), One (1998) og spillede markant Niki Herzog i Inspector Rex fra 2002 til 2004, hvilket gav hende et stort gennembrud i Tyskland. Hun har medvirket i adskillige film og tv-shows siden 2000, herunder Arschkalt (2010), hvor hun spillede Lieke, og Adel dich (2010), hvor hun spillede Corona Gräfin von Hepp. Hun havde en fremtrædende rolle i filmen *How to Be Normal and the Oddness of the Other World* i 2025; dette arbejde blev efterfølgende udvalgt til præsentation i Perspektiv-sektionen på den 75. Berlin Internationale Filmfestival. Hun modtog en Østrigsk Filmmærke for Bedste Birolle i 2026 for denne film og var nomineret til en Romy-pris som Mest Populære Skuespillerinde i Film.

Elliott Kalan, komiker fra USA
Verificeret Intet krav gjort
USA

Elliott Kalan

Elliott Charles Kalan, en amerikansk komiker, arbejdede som forfatter og derefter hovedforfatter på The Daily Show med Jon Stewart fra 2008 til 2014, og havde de samme positioner for Mystery Science Theater 3000 i 2017-2018. Han skriver også tegneserier og er vært for podcast The Flop House.

Emilio Disi (1943–2018), komiker fra Argentina – Sketchkomik
Verificeret Intet krav gjort
Argentina

Emilio Disi

Emilio Disi, født Emilio Roberto Parada den 2. januar 1943 i Buenos Aires, var en argentinsk skuespiller med en karriere, der strakte sig over næsten fem årtier. Han begyndte sin underholdningsrejse i 1959 med programmet Historia de jóvenes , og fortsatte med at arbejde aktivt fra 1968 til 2017. Hans kunstnernavn, "Disi," blev valgt tilfældigt fra en telefonbog, udledt af nummeret på en optikforretning kaldet 'Óptica Disi'. Han døde i Buenos Aires den 14. marts 2018 i en alder af 75 år efter en kamp med lungekræft. Gennem hele sin karriere medvirkede Disi i adskillige film og tv-serier. Hans tidlige roller inkluderede El Tobogán (1971), Los Golpes bajos (1974) og La Aventura explosiva (1977). Han opnåede betydelig anerkendelse for sin rolle i Los hijos de López (1980) og medvirkede i flere succesfulde film i 1980'erne, såsom El telo y la tele (1985), Los bañeros más locos del mundo (1987) og Bañeros II, la playa loca (1989). Han medvirkede også i Los Extermineitors filmserien sammen med Guillermo Francella, selvom han ikke deltog i de to sidste film på grund af en uenighed med Francella. Hans tv-arbejde inkluderede roller i Dinamitados (2004), Tercer tiempo (2003) og 099 Central (2002), samt optrædener i Susana Giménez (1998), hvor han ofte portrætterede Mariano Garipetti i 'Susana Spadafucile' sketch. Disis komiske talent skinnede igennem i forskellige roller, herunder hans optrædener i Stress (1990 og 1998) og Rompeportones (1998). Han påtog sig også rollen som Emilio Iturralde i Iturralde, Los (2000), og medvirkede i Todas las azafatas van al cielo (2002) og Soy tu karma (2017). Senere i sin karriere spillede han hovedrollen i Muerte en Buenos Aires (2014) og Los únicos (2011), og deltog i Todos contra Juan (2008), hvor han spillede sig selv. Han optrådte også i teaterstykket La jaula de las locas fra 2008 til 2009. Hans sidste optræden var i 2017.

Emma Molin, komiker fra Sverige
Verificeret Intet krav gjort
Sverige

Emma Molin

Emma Molin, født den 16. maj 1979 i Västerhaninge, er en svensk skuespillerinde, komiker, instruktør, manuskriptforfatter og programvært. Hun har etableret sig som en fremtrædende figur i det svenske underholdningslandskab siden 1997, hvor hun tilsluttede sig comedygruppen Grotesco. Som medlem af Grotesco både skriver og optræder hun, og bidrager til deres særprægede form for humor. Hendes involvering med Grotesco begyndte tidligt i hendes karriere, hvilket markerede et betydeligt udgangspunkt for hendes professionelle rejse. Molin’s alsidighed er tydelig i forskellige medier. Hun har præsenteret prestigefyldte begivenheder som Grammis-uddelingen, hvor hun co-hosted i 2018 sammen med Amanda Ooms, og Guldbaggegalan i både 2019 og 2020 på SVT. Ud over sine tv- og filmroller var skuespilleren en del af Kanal5’s komedieserie 'Partaj' og medvirkede i Sveriges Radios ‘Pang Prego.’ Hun er også blevet set i tv-programmer som 'Labyrint,' 'Robins' og 'Scoop,' samt i filmene 'Puss' og 'The Stig-Helmer Story.' Desuden instruerede og skrev hun episoden 'Ladies Night' til Grotesco i 2018, et værk der fokuserer på kønsulighed inden for komikerfaget. Hun instruerede også filmen 'Göta kanal 4 – Vinna eller försvinna' i 2022. Fra 2013 til 2015 havde Molin en vigtig stilling i Sveriges Radio UR-serien 'Livet i Bokstavslandet.' Hun blev medlem af 'På spåret' sammen med Hanna Dorsin i 2018, og delte efterfølgende værtsrollen for P3 Guld i 2021, som blev afholdt på et hotel på grund af COVID-19 restriktioner. Hun har også været gæst i quizshowet 'Alla mot alla' flere gange. Hendes privatliv har inkluderet et ægteskab med Jakob Setterberg, en kollega fra Grotesco, med hvem hun deler to børn; de blev skilt i 2020. I 2018 præsenterede hun 'Sommar i P1,' hvor hun gav indblik i sit liv og karriere.

Enrique Pinti (1939–2022), komiker fra Argentina – Satire
Verificeret Intet krav gjort
Argentina

Enrique Pinti

Enrique Pinti, født den 7. oktober 1939 i Buenos Aires, var en argentinsk skuespiller og komiker med en mangefacetteret karriere, der spændte over teater, film, tv og skrivning. Han døde i Buenos Aires den 27. marts 2022 i en alder af 83 år. Pintis arbejde omspændte forskellige roller, herunder skuespiller, humorist, teaterinstruktør, manuskriptforfatter, forfatter og dramatiker; han skrev både for børn og voksne. Hans tidlige uddannelse omfattede studier med henblik på at blive lærer i spansk, litteratur og latin, og han underviste senere i Teaterhistorie og vejledte studerende som Mario Pasik. Pintis komiske stil var kendetegnet ved lange monologer om argentinsk politik og historie, leveret med en hurtigt talende stil og ofte indeholdende bandeord og fornærmelser. Musikalske segmenter var integreret i disse optrædener. Hans shows blev hyppigt betragtet som en alternativ informationskilde om Argentinas fortid og nutid. Han anses for at være en af de førende skikkelser inden for café-concert genren i Río de la Plata regionen, sammen med Antonio Gasalla og Carlos Perciavalle. Bemærkelsesværdige produktioner inkluderede "Salsa Criolla" (begyndelsen af 1990'erne) og "Candombe Nacional," som opnåede betydelig succes. I løbet af sin karriere optrådte han i adskillige shows, herunder Historias recogidas (1973-1975), El show de Enrique Pinti (1980-1981), Vote Pinti (1983) og Antes de que me olvide (2010). Uden for scenen medvirkede Pinti i flere argentinske film, hvor han portrætterede både satiriske og tragiske karakterer. Han spillede hovedrollen i titler som Juan que reía (1976), Esperando la carroza (1985), Flop (1990), Perdido por perdido (1993), Tango (1998) og Arregui, la noticia del día (2001). Han bidrog også til tv-programmer som La Botica del Ángel , Casino og La luna de canela fra 1969. Pinti bearbejdede teaterstykker, herunder Chicago , Filomena Marturano , Yo quiero a mi mujer og Los locos Addams , og bearbejdede sange fra The Young Frankenstein . Han påtog sig også roller i musikkomedier som Hairspray , The Producers og Anything Goes . Han blev indlagt i Buenos Aires den 5. marts 2022 på grund af komplikationer med diabetes, inden han døde. Hans samarbejde med Antonio Gasalla, hvor de sammen skrev alle Gasallas shows fra 1973 til begyndelsen af 1980'erne, cementerede yderligere hans plads i det argentinske underholdningsmiljø.

Enrique San Francisco (1955–2021), komiker fra Spanien
Verificeret Intet krav gjort
Spanien

Enrique San Francisco

Quique San Francisco, også kendt som Rogelio Enrique San Francisco Cobo, var en spansk skuespiller og komiker. Han blev født i Madrid den 10. marts 1955 og døde der den 1. marts 2021 af lungebetændelse efter en periode med hospitalsindlæggelse for svær bilateral lungebetændelse. Hans forældre var skuespillere Vicente Haro og Enriqueta Cobo (Queta Ariel), og han havde en bror, Vicente Haro Vidal. Han tilbragte sin barndom i Barcelona med sin mor. San Francisco begyndte sin skuespillerkarriere i en ung alder, med at optræde i reklamearbejde som seksårig og derefter i Televisión Española-programmet Santi, botones de hotel i en alder af ti år i 1965. Han fik sin teaterdebut to år senere i El sueño de una noche de verano , og optrådte efterfølgende i Frankie y la boda (1965). Fra 1975 dedikerede han sig til skuespil, og var kortvarigt medlem af Madrid Actors' Studio før han flyttede til Madrid samme år. Han medvirkede i to afsnit af El pícaro instrueret af Fernando Fernán Gómez i 1975. Gennem 1970’erne og det tidlige 1980’er var han aktiv i film, især i 'cine quinqui'-genren, med optrædener i film instrueret af Eloy de la Iglesia, herunder Navajeros (1980), Colegas (1982) og El pico (1983). Han medvirkede også i film som Ernesto (1979) og Maravillas (1981). San Franciscos karriere omspændte film, tv, teater og radio. Han lånte sin stemme til optagelser af Loquillo y Trogloditas og La Fuga, og optrådte i musikvideoer for Rosario Flores og andre. Fra 2001 til 2008 spillede han rollen som Tinín i den populære tv-serie Cuéntame cómo pasó . Han deltog også i shows som El club de la comedia og No somos nadie . Han modtog to Goya Award-nomineringer for bedste birolle, i 1990 for Orquesta Club Virginia og i 1993 for El baile del pato . Hans sidste filmroller var i 4 latas (2017) og Sin rodeos (2018). Han var medlem af Film Akademiet og havde en talent for at grine af sig selv. Han huskes for sine bidrag til spansk humor og skuespil, med Mariano Barroso der beskrev ham som en 'grandísimo actor, vulnerable, brillante y querido por todos'.

Enrique Serrano (?–1965), komiker fra Spanien
Verificeret Intet krav gjort
Spanien

Enrique Serrano

Serrano begyndte sin karriere i en alder af elleve omkring 1902 hos Humberto Zurlo's selskab, hvor han optrådte i 'Tranquera'. Han arbejdede også som kulisseskiftmand og rekvisitmester for Pepe Podestás trup, og optrådte i cirkuser under navnene Tony Tranquerita og Pierrot Saltarín. Han studerede på Labardén Børneteater, hvilket demonstrerede en tidlig dedikation til scenekunst. Serranos filmkarriere begyndte i 1910 med *La batalla de Maipú*, efterfulgt af en anden stumfilm, *Hasta después de muerta*, i 1916. Han medvirkede i omkring 40 film mellem 1935 og 1964, og spillede hovedrollen i film som *Muchachas que estudian* (1939) og *Así es la vida* (1939). Han optrådte i over 80 film i løbet af sin karriere, herunder *El alma del bandoneón* i 1935. Han spillede ofte karakterer af 'chantas' eller svindlere, hvilket bidrog til hans komiske persona. I den gyldne æra for argentinsk film medvirkede han i over 30 film mellem 1940 og 1955. Han optrådte i den succesfulde film *Los martes, orquídeas* med Mirtha Legrand i 1941, og samarbejdede hyppigt med instruktør Manuel Romero og komikeren Niní Marshall. Serrano blev betragtet som en af de største komiske skuespillere i det klassiske argentinske film, og han var kendt for sine humoristiske præstationer. Han arbejdede i vid udstrækning for Lumiton-studierne og medvirkede i adskillige film i 1940'erne og 1950'erne, herunder *Un hombre solo no vale nada* (1949). Hans sidste filmrolle var i *Cuidado con las colas* i 1964. Han var en del af Florencio Parravicinis ensemble, sammen med Roberto Casaux og Guillermo Battaglia. Han døde i Buenos Aires den 20. december 1965 i en alder af 74 år. Han huskes for sine bidrag til argentinsk film og efterlod sig en datter, skuespillerinden Tina Serrano.

Enzo Iacchetti, komiker fra Italien
Verificeret Intet krav gjort
Italien

Enzo Iacchetti

Vincenzo Iacchetti, der professionelt er kendt som Enzo Iacchetti, er en italiensk entertainer med en varieret karriere, der spænder over stand-up comedy, skuespil, tv-værtsarbejde og sang. Han blev født den 31. august 1952 i Castelleone og tilbragte sin barndom i Maccagno, Varese provins. Hans forældre var Antonio (1918-1975) og Maria (1926-2016). Tidlige inspirationskilder inkluderede Adriano Celentano, Giorgio Gaber og Enzo Jannacci, hvilket inspirerede ham til at begynde at optræde i kirkehallen. Iacchettis professionelle karriere begyndte med optrædener på pizzeriaer og restauranter til begivenheder som dåb og bryllupper. Han studerede regnskab, men forfulgte det ikke som en karriere, i stedet engagerede han sig i politisk aktivisme som kommunist og fungerede endda som valgt byrådsmedlem i 1971. Fra 1976 til 1978 arbejdede han som grænsemand for Globus rejsebureau i Lugano. I 1978 antog han rollen som programmør og interviewer for Radio Tresa, hvor han håndterede alle programmeringsopgaver. Hans komikerkarriere fik fart i slutningen af 1978, da han begyndte at optræde på Derby Club i Milano sammen med andre komikere som Francesco Salvi, Giorgio Faletti, Walter Valdi, Giobbe Covatta, Malandrino e Veronica og I Gatti di Vicolo Miracoli, et samarbejde der fortsatte indtil 1985. Iacchettis tv-debut fandt sted i 1981 i Il Sabato dello Zecchino. Han opnåede bred popularitet i starten af 1990'erne gennem optrædener i Maurizio Costanzo Show, hvor han blev kendt for sine karakteristiske 'bonsai'-sange – korte, surrealistiske og ofte nonsenskompositioner. I 1991 udgav han et album med disse digte og sange. Fra 1994 til 2026 co-hostede han det populære tv-program Striscia la notizia med Ezio Greggio. Hans arbejde strækker sig ud over fjernsyn; han spillede hovedrollen i filmen Come quando fuori piove i 1995 og har optrådt i adskillige andre shows for Rai, Mediaset og Telemontecarlo. Han lagde også stemme til en hukommelsessvigtende SpongeBob SquarePants i 2009. Iacchettis engagement i sit håndværk demonstreres ved hans fortsatte optrædener på tv og scene, herunder værtsrollen for Velone i 2010 og modtagelsen af 'Riccio d'argento'-prisen i 2010 for sit show Chiedo scusa al signor Gaber, et album med covers af Giorgio Gaber-sange udgivet i 2009.

Enzo Maggio (1902–1978), komiker fra Italien – Parodier på kendte, Fysisk komik
Verificeret Intet krav gjort
Italien

Enzo Maggio

Enzo Maggio, født Vincenzo Maggio den 10. oktober 1902 i Napoli, Italien, var en italiensk skuespiller og komiker. Han stammede fra en stor familie af performere; han havde tolv søskende, og hans forældre var også involveret i kunstens verden. Hans far, Domenico Maggio, var en skuespiller, sanger og teaterinstruktør, der var kendt for at bane vejen for neapolitanske sceneggiata-forestillinger. Enzo Maggio døde i Napoli den 13. juli 1978 i en alder af 75 år. Maggio's karriere begyndte i teatret, med en uddannelse gennem et lærlingeforhold i avanspettacolo-teatre før og under 2. verdenskrig. Han specialiserede sig i macchiette-optrædener, med fokus på pantomime, karakterarbejde og komisk timing. Han var kendt for sine imitationer, især af komikeren Larry Semon (Ridolini). Han optrådte ofte på scenen sammen med sine søskende Dante, Beniamino, Pupella og Rosalia Maggio, ofte i neapolitanske komiske produktioner. Hans kunstneriske uddannelse fandt primært sted på scenen. Efter krigen ændrede Maggio fokus til en produktiv filmkarriere, hvor han ofte spillede karakterroller. Han fik sin filmdebut i 1950 med à arrivato il cavaliere! og Vita da cani . Han medvirkede i over 40 film, herunder Lo sceicco bianco (1952) instrueret af Federico Fellini, Totò a colori (1952), og Ulisse (1954). Han samarbejdede også med Totò i La banda degli onesti (1956), og deltog i teaterforestillinger som Napoletani a Napoli (1955-1956) og La Venere coi baffi (1956-1957). Kritikere beskrev hans komiske stil som spontan og karikaturagtig, typisk for gode napolitanske skuespillere. Han medvirkede i film instrueret af Mario Monicelli, Steno, Aldo Fabrizi, Giuseppe De Santis, Mario Mattoli og Renato Rascel. Hans sidste film var Dino Risis Primo amore (1978), der udkom posthumt.

Eric Morecambe (1926–1984), komiker fra Storbritannien – Sketchkomik
Verificeret Intet krav gjort
Storbritannien

Eric Morecambe

Eric Morecambe, født John Eric Bartholomew den 14. maj 1926 i Morecambe, Lancashire, var en britisk komiker og entertainer. Han brugte scenenavnet 'Morecambe', afledt af hans hjemby. Hans fødselsjubilæum vil blive markeret i 2026. Han døde den 28. maj 1984 i en alder af 58 år. Fra en tidlig alder udviklede han en karriere som både komiker og entertainer, og opnåede succes i mange talentkonkurrencer, bemærkelsesværdigt en afholdt i Hoylake i 1940. I en alder af 14 år forlod han skolen i 1940 og startede et double act med Ernest Wise. De mødtes på variety theatre-kredsløbet omkring 1940 og debuterede på Liverpool Empire i 1940. Partnerskabet blev kortvarigt afbrudt af Anden Verdenskrig; han tjente som en Bevin Boy (kulminer) fra maj 1944, hvor han arbejdede i Accrington i 11 måneder før han blev sendt hjem på grund af helbredsproblemer. De antog scenenavnene Morecambe og Wise, inspireret af George Formby og Ernie, der forkortede sit efternavn. Partnerskabet varede indtil Morecambes død i 1984. Comedyduoen Morecambe og Wise medvirkede i tv-programmer som 'Sunday Night at the London Palladium' og 'Double Six', og de var hovednavne i serien 'Two of a Kind' (1961-1968), der blev sendt af Associated Television; i 1963 optrådte The Beatles som gæster i programmet. Deres skifte til BBC i 1968 førte til enorm popularitet, hvor Eddie Braben blev deres primære manuskriptforfatter fra 1969, hvilket markerede en 'gylden æra' for showet. 'The Morecambe & Wise Show' blev utroligt populær og tiltrak kendte personer, der var ivrige efter at optræde; en berømt sketch involverede Eric, der parodierede dirigent Andre Previn som 'Andrew Preview'. Mellem 1968 og 1977 præsenterede BBC deres årlige juleforestillinger, der blev til vigtige tv-begivenheder; juleudsendelsen i 1977 havde et seerantal på over 28 millioner seere. De optrådte over 1.000 gange i Morecambe, der betragtes som deres 'åndelige hjem'. Morecambe blev generelt anset for at være den sjovere af de to, mens Wise spillede den lige mand. De brugte 'Bring Me Sunshine' som deres temasang fra 1969. Juleespecialen i 1983 for ITV markerede deres sidste optræden som et team. Han medvirkede i 'Night Train to Murder' (1983), der blev sendt i 1985, og spillede også i 'The Passionate Pilgrim'.