Globalt talentkatalog

Komikere fra Frankrig

Komikerkataloget for Frankrig — profiler, biografier, billeder og sociale links til komikere fra Frankrig.

211 komikere

Didier Bénureau

Didier Bénureau er en fransk humorist og skuespiller født den 28. oktober 1956 i Courbevoie, en vestlig forstad til Paris. Han begyndte sin musikalske rejse i en alder af 15 år med en passion for guitaren, hvilket førte til dannelsen af en akustisk gruppe kaldet 'Quasifolklo' i 1975. Denne gruppe opnåede anerkendelse, da den vandt en medalje i et tv-program værtsført af Patrice Laffont. Efterfølgende tjente han i militæret fra 1977 til 1978. Efter sin militærtjeneste søgte Bénureau efter optrædelsesmuligheder, hvor han arbejdede som entertainer for MSC de Villeneuve-la-Garenne og desuden havde stillinger som sommerlejerkonsulent og skolekantinemedarbejder. Han tog skuespillerundervisning på Villeneuve-la-Garenne MSC i 1979. Mellem 1981 og 1984 optrådte han i biroller i film og tv-serier. I 1985 optrådte han for første gang på Petit Théâtre de Bouvard med sine neurotiske karakterer. Han samarbejdede med Muriel Robin om at co-skrive et teaterstykke kaldet 'MAMAN ou donne-moi ton linge ou je fais une machine !' i 1986. Bénureaus karriere fik fart med sin første soloudstilling, 'Enfin Bénureau,' i 1988. Han optrådte efterfølgende i Bertrand Blier's film *Trop belle pour toi* efter at have præsenteret Blier en video af sit show. Mellem 1990 og 2000 havde han biroller i flere film, herunder *Palais Royal!*. I 1993 begyndte han på sin anden soloudstilling, instrueret af Dieudonné, og mødte Dominique Champetier, der ville blive en hyppig samarbejdspartner. Han udgav en kortfilm kaldet *Zanzibar* i 1998. Fra 1997 til 1999 opførte han sit tredje solo show på Café de la Gare og Comédie Caumartin. Han har medvirket i adskillige værker, der spænder over komedie, romantik og tv-serier, og deltog i over 60 produktioner inden 2008. Kritikere har rost hans shows, og han modtog Grand Prix de l’Humour Noir i 2007 for sit show *Bobo*, der vandt SACD Best One-Man-Show prisen i 2009. Han spillede Gilbert i tv-serien *Scènes de ménages* fra den 23. januar 2023, men forlod showet i juni 2024 på grund af tidsplanmæssige konflikter.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Didier Porte

Didier Porte er en fransk komiker, radiovært, journalist og humorist født den 29. januar 1958 i Compiègne. Han er i øjeblikket 68 år gammel. Hans forældre er franske og har boet i Frankrig gennem generationer. Porte tog en uddannelse i økonomi fra Université Paris-X Nanterre i 1980. Han beskriver sig selv som en 'journaliste de complément' snarere end blot en underholder. Porte begyndte sin karriere som journalist i 1984 hos La Dépêche du Midi, og samarbejdede efterfølgende med forskellige medieplatforme herunder Le Matin de Paris, L’Étudiant, Canal 102, TSF 93, RMC, RFM, Europe 2 og Ouï FM. Fra 1984 til 1992 arbejdede han som reporter-instruktør for programmet 'Culture Pub' på M6. Han medforfattede også programmet 'La Nuit de la connerie' med Anne Magnien på Canal+ og bogen 'Le Grand Livre de la connerie' med William Reymond. Hans arbejde har inkluderet bidrag til programmer som 'Les Lois de la jungle', 'Éconoclaste', 'Tutti frutti', 'Comme au cinéma' og 'Héros vinaigrette'. Didier Portes karriere omfatter faste klummer på France Inter, der begyndte i 1993 med 'Zappinge' og fortsatte gennem programmer som 'Zoom', 'Audimatraquage', 'Rien à cirer', 'Les P’tits Déj’s', 'Changement de direction', 'Rien à voir' og 'Le Fou du roi'. Han er blevet mødt af flere ærekrænkelsessager på grund af sine kommentarer. Han debuterede som one-man show performer i 1998 med L'Ami des vedettes , efterfulgt af andre shows herunder Entracte manqué , Didier Porte joue et gagne à être connu , Didier Porte aime les gens og Didier Porte fait rire les masses . Siden 2013 har han optrådt med Didier Porte à droite! Han satiriserer Nicolas Sarkozy og hans administration og er kendt for at være 'nådesløs' i sin satire; sidste uge satirerede han Bernard Kouchner, udenrigsministeren. Hans arbejde har tiltrukket flere og flere lyttere, hvilket bidrager til en genopblomstring af politisk engageret fransk komedie. Han er optrådt som sig selv i filmen 'Satire dans la campagne' og fortsætter med at bidrage til webversionen af 'Là-bas si j'y suis' siden 2015.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Dominique Farrugia

Dominique Farrugia, født den 2. september 1962 i Vichy, Frankrig, er en mangefacetteret fransk kreativ personlighed. Han fungerer som skuespiller, filminstruktør, manuskriptforfatter, producer, humorist og komiker. Hans families baggrund afspejler en mangfoldig arv, herunder jødisk pied-noir og maltesisk slægtskab; hans forældre, der forlod Algeriet efter uafhængigheden i 1962, slog sig ned i Vichy. De drev en bar-restaurant kaldet Le Verdier, og hans far arbejdede som bandleder på Vichy casino. Dominique Farrugias fulde navn er Dominique Spiridion Léon Farrugia. Fra 1986 til 1992 var Les Nuls aktive og bidrog i betydelig grad til fransk komedie. Han skrev til tv-serien "Objective: nul" i 1987, hvilket indbragte en 7 d'Or-pris. I denne periode var han kortvarigt vært for en parodisk vejrudsigelse på "Nulle part ailleurs" fra 1987 til 1988 og optrådte ved et uheld som skuespiller i en episode af "Objective: nul" på grund af en skuespillers fravær. Tv-specialet "TVN 595" fra 1988 modtog også en 7 d'Or. Han medejede produktionsselskabet RF2K sammen med Olivier Granier og grundlagde i 1997 tv-kanalen Comédie! Han var administrerende direktør og præsident fra april 2002 til februar 2003. Han instruerede *La Cité de la peur* i 1994, som tiltrak 2,2 millioner seere i Frankrig. Hans instruktionsarbejde omfatter *Delphine 1, Yvan 0* (1996), *L'amour, c'est mieux à deux* (2010), *Bis* (2015), *Return to 17* (2015) og *Under the Same Roof* (2017). I øjeblikket leder han Shine Fiction sammen med Guillaume Thouret som driftsdirektør, med fokus på at producere premium scripted serier til franske tv-stationer og globale streamingplatforme.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Dranem

Den franske entertainer Charles Armand Ménard, der brugte scenenavnet Dranem, var en sanger af komiske sange, en performer i musikhaller og på scenen, og en skuespiller i film. Han blev født i Paris' 10. arrondissement den 23. maj 1869 og døde i Paris' 7. arrondissement den 13. oktober 1935. Hans far var håndværker-guldsmed, og Dranem lærte faget af ham. Han antog scenenavnet Dranem som et anagram af Ménard. Dranem begyndte sin karriere som lærling hos en guldsmed før han trådte ind i underholdningsbranchen. I starten arbejdede han kortvarigt som bælgsælger og sælger af ortopædiske instrumenter. Han fik sin amatørscene-debut på La Verrerie i september 1890. Hans professionelle debut fandt sted den 24. marts 1894, på Electric-Concert. Fra 1895 optrådte han med Félix Mayol og Max Dearly på 'Concert Parisien'. Omkring 1896 udviklede han et signaturkostume: en lille jakke, stribede bukser, enorme sko og en hat, samt ansigtsmaling. Han blev en førende musikalsk teaterunderholder kendt for sin komiske absurdistiske genre. Dranems komiske sangrutiner skaffede ham en loyal tilhængerskare og gjorde ham velhavende. Han medvirkede i adskillige film, herunder 'Bonsoir m'sieurs dames' i 1902 og flere stumfilm instrueret af Ferdinand Zecca, såsom 'Le salut de Dranem' (1901). Alice Guy instruerede elleve indledende lydfilm, der blev omtalt som 'Phonoscènes,' med Dranem for Gaumont i 1905. Hans humor var inkongruent og ofte risikabel, og han opførte sange som ‘Le Fils d'un gniaf’ med stor popularitet. Han erhvervede Château de Ris i 1910 og oprettede efterfølgende en filantropisk organisation for at hjælpe ældre underholdere; hvilehjemmet blev indviet af præsident Armands Fallières i 1911. Dranem Fonden opererede indtil 2000, og ejendommen er nu et statsdrevet plejehjem. Han medvirkede i operetter, teater og film, herunder 'La fille de Madame Angot' (1918) ved Paris Opéra-Comique og ‘Les brigands’ (1931). I 1910 deltog Dranem også i en opførelse af Molières 'Le Médecin malgré lui' på l'Odéon teater. I 1923 modtog han udmærkelsen Chevalier de la Légion d'Honneur, efterfulgt af rangen Officier i 1935. Château de Ris-Orangis er Dranems sidste hvilested. Under Første Verdenskrig optrådte Dranem for tropper og sårede soldater og besøgte hospitaler. Han optrådte også sammen med Maurice Chevalier i 'Là-Haut'. Filmen ‘Le Ménage Dranem’ (Dranems husstand), produceret af Pathé, skildrer en omvendt kønsrollefordeling, hvor hustruen mishandler manden. Han havde adskillige radiooptrædener og medvirkede i et dusin film mellem 1919 og 1935. Han døde den 13. oktober 1935 på Clinique de l'Alma i Paris, 66 år gammel.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Fabrice Éboué

Fabrice Éboué blev født den 7. juni 1977 i Maisons-Alfort (Val-de-Marne). Han tilbragte sin barndom i Vincennes og Nogent-sur-Marne. Hans familiebaggrund er mangfoldig; hans far er gynækolog-obstetrikker af kamerunsk oprindelse, mens hans mor er fransk med normanniske rødder. Éboué har fire søskende. Tidligt udviste han kreative tilbøjeligheder og deltog i Val-de-Marnais Splifton collectives mixtape 'Embauche pour la débauche' i 1999, hvor han rappede under pseudonymet Mr. Faf. Éboués uddannelsesforløb omfattede oplevelser på den private high school Albert-de-Mun, hvor han blev smidt ud, og senere på Branly, Montalembert (Nogent-sur-Marne) og La Providence d'Amiens. Han fik en studentereksamen som ekstern kandidat og opnåede en BTS i Turisme med hjælp fra sin tysklærer. I denne periode arbejdede han som guide i Lombrives hule, hvor han oprindeligt reciterede geologiske informationer, før han begyndte at inddrage jokes og opdigtede historiske anekdoter for at underholde besøgende. Fra 2000 begyndte han at optræde på forskellige parisiske scener som Théâtre des Blancs-Manteaux og Trianon. Éboués karriere voksede markant i midten af 2000'erne. Han medvirkede i en kortfilm, 'Un crime d'eau,' i 2005 og blev en del af Jamel Debbouzes Comedy Club-troupe fra 2006 til 2008. Han co-skrev 'Inside Jamel Comedy Club' med Thomas N'Gijol og deltog i tv-showet 'T'empêches tout le monde de dormir' fra 2006 til 2008. Han var fast klummeskribent på 'On va s'gêner' på Europe 1 fra 2008 til 2014, og han co-grundlagde Comedy Club-teatret i Paris med Thomas N'Gijol i april 2008. Hans komikstil beskrives som sort humor med et skarpt perspektiv, ofte med observationer om forhold, sociale medier og samfundet. Han modtog 'Macho d'argent'-prisen i marts 2009. Éboué har instrueret film herunder 'Case départ' (2010), 'Le Crocodile du Botswanga' (2014) og 'CoeXister' (2016). Han optræder i øjeblikket med et nyt show kaldet 'SolitudeS,' der udforsker paradokset mellem forbindelse og ensomhed, planlagt til Roubaix den 19. november 2026.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Francis Ginibre

Francis Ginibre er en fransk komiker og humorist, født den 17. juni 1959 i Toulouse, Frankrig. Han tilbragte sin barndom i Toulouse og fik en uddannelse fra École des Beaux-Arts, hvor han studerede billedkunst på Toulouse School of Fine Arts. I første omgang forfulgte han en karriere inden for kunst og fik et diplom fra institutionen. Omkring tidlig 1980'erne skiftede han fokus til musik og blev selvlært trommeslager. Han spillede trommer i flere bands, ofte med optrædener inden for dansemusik for at tjene til dagen og vejen, og deltog endda i tidlige turnéer og forestillinger på grund af sin involvering i et kor. Et afgørende øjeblik i Ginibres karriere indtraf i starten af 1980'erne, da han mødte Éric Carrière, der havde brug for en trommeslager. Dette møde førte til den øjeblikkelige dannelse af comedy-duoen Les Chevaliers du Fiel. De indgik et professionelt og venskabeligt partnerskab og optrådte sammen under dette scenenavn. Deres første show var 'Le détournement d’avion le plus fou de l’année,' og de opnåede betydelig anerkendelse med hittet 'La Smica 2000' i 1996. De har optrådt regelmæssigt i tv og radio, og i 1995 flyttede de til Paris. Ginibre har også erfaring med at skrive for andre kunstnere; han har skrevet sketches og co-skrevet for forskellige performere, herunder Les Vamps og Michel Galabru, og har bidraget til tv- og radioprogrammer. Ginibres arbejde rækker ud over stand-up comedy. Han har medvirket i flere film, herunder Repas de famille (2014), Les Municipaux, ces héros (2018), Les Municipaux, trop c'est trop (2019) og Bingbodi (1998). Han medinstruerede og spillede med i Municipal Hero (2018) og Municipal Hero, Too Much is Too Much (2019) sammen med Éric Carrière. I 2016 medstiftede de Championnat du monde du cassoulet de Toulouse , hvilket demonstrerer en interesse for lokal kultur. I øjeblikket fortsætter Ginibre med at opretholde en regelmæssig sceneoptræden og optræder med Les Chevaliers du Fiel i deres show "Vacances à Dubaï." Deres humor er rodfæstet i hverdagslivet, og deres show 'Le Best of collector' er stadig populært. Han spillede også med i stykket 'Vacances d'enfer' på Théâtre du Gymnase Marie Bell fra den 14. januar 2011, som beskrives som en parodi på boulevardteater.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Fransined

Fransined, født Francis Contandin den 21. oktober 1914 i Marseille, Frankrig, var en fransk komiker og sanger. Han døde i Marseille den 17. oktober 2012. Hans familie havde stærke bånd til underholdningsverdenen; han var den yngre bror til skuespiller Fernandel, født Fernand Joseph Désiré Contandin den 8. maj 1903, og onkel til Franck Fernandel. Hans forældres optræden hed Les Sined, og Fransined antog pseudonymet Fransined, der kombinerede hans fornavn med navnet på hans forældres performancegruppe. Han tilbragte meget af sin karriere med at optræde som en 'comique troupier,' hvilket betyder, at han rejste vidt og bredt for at opføre sig. Fransineds karriere omspændte forskellige former for underholdning. Han optrådte primært i cabaretter og musiksale, og han medvirkede i adskillige film, ofte i mindre roller eller som statist. Som sanger fremførte han sange af Vincent Scotto, Bob Cary og Paul Lemel, samt populære sange af sin bror Fernandel. Mellem 1966 og 1978 udgav Fransined flere plader, herunder et album dedikeret til Fernandels musik. Han bidrog også til reklamebranchen fra 1960'erne og fremefter, medvirkende i mange reklamer, med sin sidste optræden for La Salvetat mineralvand i 2012. Fransineds komedie indeholdt ofte humor fra det sydlige Frankrig, der hyppigt blev fremvist i one-man shows. I 1972 genoplivede han Fernandels sang "Ne me dis plus tu" og opførte den i fjernsynet. Mens hans bror Fernandel opnåede bred anerkendelse gennem vaudeville, operetter, musikalske revyer og især 'Don Camillo'-filmserien, opretholdt Fransined en stabil tilstedeværelse i fransk underholdning. Fernandel var kendt for sine hestelignende tænder og medvirkede i film som 'Jorden rundt på 80 dage' (1956) og 'Parisferie' (1958), og han optrådte endda i britiske TV-reklamer for Dubonnet. Fransineds karriere, selvom mindre fremtrædende end hans brors, demonstrerede en dedikation til fransk komisk optræden gennem hele sit liv.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

François Rollin

Født den 31. maj 1953 i Malo-les-Bains (nu Dunkerque), er François Maurice Rollin kendt professionelt som François Rollin og arbejder som fransk skuespiller, komiker, forfatter og manuskriptforfatter. Han dimitterede fra ESSEC handelshøjskole i 1975 og begyndte sin karriere som journalist for Le Monde fra 1976 til 1991. I denne periode udviklede han sine humoristiske evner som klummeskribent for publikationer som 'Vu de gauche' og 'Fluide glacial,' hvor han finpudsede et unikt perspektiv på aktuelle begivenheder. Rollins komiske rejse begyndte med bidrag til forskellige medieplatforme. Han var en del af burleskegruppen Tchouk Tchouk Nougâh i 1980'erne og bidrog som manuskriptforfatter til Merci Bernard mellem 1982 og 1984. Han opnåede bredere anerkendelse med tv-serien Palace i 1988, hvor han var en af forfatterne og skabte den populære karakter 'Professeur Rollin.' Karakteren blander surrealistisk og absurd humor med social satire, ofte præsenteret som en munter og artikuleret professor i hans one-man shows. Han skrev også til det satiriske nyhedsprogram Les Guignols de l'info fra 1989 til 1990. Rollins arbejde spænder over forskellige medier, herunder film, tv, litteratur og teater. Han optrådte i *Pendant ce temps nos deux héros* i 1988, medvirkede i *Hirondelles de saucisson*, som han også skrev, i 1990, og spillede hovedrollen i *Colères* i 1996 og igen i 2008. Han instruerede *L'Envol du pingouin* i 2000, 2006 og 2008, og har skrevet adskillige bøger, herunder *J'ai réfléchi pour vous* (2001), *Les Grands Mots du professeur Rollin* (2006), *Les Belles Lettres du professeur Rollin* (2007) og *Sophie Mounicot, c'est mon tour!* (2008). Han medforfattede værker som *Astier et Rollin posent les bases de la pensée moderne* med Alexandre Astier i 2009, og *Epîtres* med Arnaud Joyet & Arnaud Tsamere i 2016. Han spillede Kong Loth i serien *Kaamelott*. Raymond-Devos Prisen for det franske sprog blev tildelt Rollin i 2009. Selvom han stoppede med at lave solofremtrædener i 2017, optræder han stadig på radiostationer som France Inter, Europe 2 og France Culture, og har været fast medlem af 'Les Grosses Têtes' på RTL siden 2016. Han er for nylig blevet medlem af Matthieu Noëls show ‘Zoom Zoom Zen’ på France Inter og vil regelmæssigt optræde i 'La semaine de campagne' fra september 2026.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Frédéric Volovitch

Frédéric Volovitch er en fransk sanger og humorist, født den 18. maj 1974 i Tours. Som medlem af Les Wriggles, en gruppe på fransk, der omfatter sang, teater og musicalkomedie, opnåede han anerkendelse for sine bidrag. Gruppen opstod i 1995 på ENSATT i Paris. Volovitch var en del af den oprindelige femmandsbesætning fra 1995 til 2009. Volovitch's involvering i Les Wriggles begyndte i 1995 og fortsatte gennem flere albums, herunder Justice avec des saucisses (1997), Les Wriggles partent en live (1999), Ah bah ouais mais bon (2002), Moi d'abord (2005) og Tant pis ! Tant mieux! (2007). Gruppen kombinerede humoristiske, poetiske, provokerende og blide tekster, præsenterede realistiske observationer gennem sketches indlagt med sange, og bar konsekvent røde overalls under koncerter. De engagerede sig i publikum gennem jokes og interaktioner, og deres optrædener udforskede ofte et bredt spektrum af temaer, fra hverdagslivet til social kritik. Populære sange som "Poupine et Thierry" brugte allegori til at udforske kulturelle konflikter, mens "Délit de face, yes!" adresserede racisme. Efter sin afgang fra Les Wriggles i 2006, sammen med Antoine Réjasse og Franck Zerbib, dannede Volovitch duoen Volo med sin yngre bror Olivier Volovitch i 2001. Volo udgav flere albums, herunder Bien Zarbos (2005), Jours Heureux (2007), Sans rire (2013), Chanson française (2017) og Avec son Frère (2020). Siden 2011 har Volovitch optrådt med et soloprogram, oprindeligt tituleret Est ce qu'il y a des morts? , der kombinerer sang, humor og musiktheater. Hans shows lægger vægt på direkte interaktion med publikum, præcision i musikken og observation af dagligdagen, ved hjælp af historiefortælling, ironi og en smag for fortællinger. Han er planlagt at udgive albummet 'Mine de rien' i 2026 og optræde i Achères i april 2027.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Félix Galipaux

Félix Galipaux, født Félix Martin i Bordeaux den 12. december 1860, var en fransk skuespiller, dramatiker og humorist. Louise Fénélon-Galipaux identificerede ham i 1866, hvorefter han fik sin uddannelse i Bordeaux og Paris, og endelig vandt førstepræmien fra Conservatoire de Paris. Han valgte oprindeligt at optræde på Théâtre du Palais-Royal i stedet for Comédie-Française, senere flyttede han til Théâtre de la Renaissance. Galipaux døde i Paris den 7. december 1931 og er begravet på Père-Lachaise Kirkegård, markeret med en bronze buste. Galipaux' komiske karriere var omfattende og omspændte omkring fyrre skuespil opført på parisiske teatre. Hans popularitet skyldtes hans humoristiske scenemonologer, især 'Communication Téléphonique' (1906), hvoraf flere blev bevaret gennem optagelser. Han samarbejdede også med Henri Pagat under det fælles pseudonym Pagalipaux, og han og Coquelin Cadet populariserede musikalske monologakter i 1880'erne. Hans stil var baseret på hans manuskript til at fremkalde latter snarere end fysiske træk eller udtale-særheder. Han skrev adskillige boulevardstykker, komedier, sketches, monologer og fantasier, og bidrog med avisklummer under pseudonymet Félix Mayran. Uden for teaterverdenen begav Galipaux sig ud i tidlige film og medvirkede i værker af Ferdinand Zecca, Georges Méliès og Pathé Frères, herunder ‘En eventyrlig bilrejse’ og tidlige franske lydfilm som 'La Lettre' og 'Au Telephone' (1905). Charles-Émile Reynaud filmede ham optræde i 'Le Premier Cigare' omkring 1896 eller 1897. Han lavede også taleoptagelser til grammofonplader og spillede med i film som ‘Un monsieur qui a un tic’ (1911) og 'Gorgibus et Sganarelle' (1912), hvor hans sidste filmrolle var i ‘Lorena’ (1918). Han er afbildet sammen med Gabrielle Réjane i en litografi fra 1893 af Henri de Toulouse-Lautrec. Galipaux skrev også “Galipettes,” som indeholdt sjove scener med Floridor, Cinguy, Dazincourt og Caméléon. Disse scener handlede om en turnerende teatergruppe. Efterfølgende fik Galipaux titlen Officier de l'Instruction Publique i Ordre des Palmes Académiques.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Gabriel de Lautrec

Gabriel de Lautrec, født i Béziers den 21. februar 1867 og afgået ved døden i Paris den 25. juli 1938, var en fransk forfatter, kronikør, oversætter og digter. En fjern slægtning til maleren Henri de Toulouse-Lautrec, selvom de ikke havde et nært forhold, præsenterede han sig som en dandy med en monokel og underholdt hyppigt det parisiske selskab omkring år 1900 med sine kvikke bemærkninger. Han fik en grad i litteratur (licence ès Lettres) og var fra 1889 til 1893 en kammerat af Alphonse Allais på Le Chat Noir, hvor han udgav sine første prosatekster. De Lautrec’s karriere begyndte i starten af 1890’erne, da han flyttede til Paris og begyndte at bidrage til publikationer som *La Vie drôle*. Han frekventerede litterære caféer i Latinerkvarteret og mødte Alphonse Allais på Chat noir kabaretten, hvor han blev en discipel af Allais. Hans arbejde er kendetegnet ved humor og fantasi, ofte forbundet med paravidenskabelige og okkultistiske kredse. En samling prosa-digte, 'Poèmes en prose,' blev udgivet i 1898 og åbnede døre til Paris' litterære scene. Han afholdt et salon i Passy, hvor bemærkelsesværdige figurer som Jean Lorrain, Willy, Jean de Tinan, Alfred Jarry, Oscar Wilde og Paul Verlaine samledes; han var især tæt på Paul Verlaine, ja endda vogtede hans lig efter hans død. Mellem 1890 og 1911 hævdede han at have udgivet over to hundrede noveller, kronikker og fantasier i forskellige publikationer, herunder *Le Chat Noir*, *La Vie drôle*, *Le Rire*, *Fantasio*, *La Revue blanche*, *Le Sourire* og *Le Mercure de France*. Gennem hele sin karriere oversatte De Lautrec værker af Mark Twain, Havelock Ellis, Alfred Levin, Matthew Phipps Shiel og Oscar Wilde (i samarbejde med Henry-D. Davray), ofte for *Mercure de France*. Han var også med til at grundlægge *La Petite Semaine* i 1900 og Académie de l’Humour i 1920 sammen med Curnonsky og Courteline. Han underviste i latin og græsk i Marseille indtil sin pensionering i 1929, hvorefter han kort tid efter vendte tilbage til Paris. Han udgav sin selvbiografi, *Souvenirs des jours sans souci*, i 1938. På trods af at søge anerkendelse, herunder et kandidatur til Académie française i 1923, følte han sig skuffet over ikke at opnå litterær anerkendelse. Han blev tildelt Légion d'honneur i 1936 og efterlod sig udgivne værker, herunder 'Poèmes en prose,' 'Les Roses noires,' 'Monsieur de Crac' og *Souvenirs des jours sans souci*.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Maxime Godart

Maxime Godart er en fransk skuespiller, humorist, manuskriptforfatter og filminstruktør. Født i Compiègne, Frankrig, den 2. oktober 1998 (eller den 9. oktober 1999, ifølge andre kilder), begyndte han sin skuespillerkarriere i 2009. I en alder af otte år begyndte han at tage teaterundervisning på Noyon kulturcenter, drevet af et tidligt ønske om at blive skuespiller. Hans beslutsomhed imponerede instruktør Laurent Tirard, der valgte ham til en betydelig rolle efter at have set en annonce online og auditioneret til *Le Petit Nicolas* i 2008. Godart er bedst kendt for sin portrættering af Petit Nicolas i filmen *Le Petit Nicolas* fra 2009, baseret på værker af René Goscinny og instrueret af Laurent Tirard. Han spillede hovedrollen og fik rollen på grund af sin lighed med tegneseriefiguren og sit åbenlyse ønske om at skuespille. Filmen blev udgivet i Fastlandet Kina den 10. februar 2013 og modtog nomineringer til Bedste udenlandske film ved både European Film Awards og Brazilian Film Awards. Han medvirkede også i *Les Meilleurs Amis du Monde* (2009) som Bruce og *Le Grand Restaurant* (2010) som Charles, og havde en birolle i *The Best Friends in the World* (2010). I denne periode overrakte han en pris til The Black Eyed Peas ved NRJ Music Awards i 2010 og deltog i Prix Louis Lumière. Ud over skuespil har Godart udvidet sine kreative bestræbelser. I 2015 præsenterede han en konference af astrofysikeren Hubert Reeves i skoler over hele Picardy. Han blev gudfar for Coming Alive-foreningen i 2017 og medvirkede i en musikvideo for Christophe Madrolle. Han spillede hovedrollen i kortfilmene *Par un Regard* (2019) og *Par un regard : chapitre 2* (2019). Godart har også kastet sig ud i at instruere, producere og instruere kortfilmen *Constellation* fra 2024, hvor han også optræder som skuespiller. Han deltog i premieren på *Le Petit Nicolas* i Paris og den 81. Venedig Internationale Filmfestival med Claude Lelouch, og har deltaget i velgørenhedsarrangementer for organisationer som ‘Premiers de Cordée’, der tilbyder sportslige aktiviteter for hospitalsindlagte børn.

Se profil