Globalt talentkatalog

Komikere fra Schweiz

Komikerkataloget for Schweiz — profiler, biografier, billeder og sociale links til komikere fra Schweiz.

17 komikere

Bernard Haller

Bernard Haller, født den 5. december 1933 i Geneve, Schweiz, var en schweizisk skuespiller og komiker. Han begyndte sin karriere i Lausanne før han flyttede til Paris i 1955 med ambitioner om at blive skuespiller. Efter først at have studeret veterinærmedicin, forfulgte han senere jura, men fuldførte hverken det ene eller det andet. Tidlige optrædelsessteder i Frankrig inkluderede cabareter som l'Écluse og la Vieille Grille, og han var en del af Jacques Fabbri’s ensemble. Haller præsenterede også Sheila's 'Tournée du siècle' mellem 1963 og 1964, med Frank Alamo og Les Surfs. Hans tidlige skuespillerroller inkluderede mindre roller i film og en stemmerolle som Pollux i den animerede serie 'Le manège enchanté' i 1964. Haller’s karriere tog fart med sit første kabaretprogram, 'Et alors?', der havde premiere på Théâtre de Poche i Geneve i 1971. Forestillingen var en stor succes og kørte i tretten måneder på Théâtre de la Michodière og tiltrak 160.000 tilskuere. Han modtog Prix du Brigadier i 1972 for 'Et alors?', og igen i 1975 fra Société des auteurs et compositeurs dramatiques for sin sceniske kreativitet. Mellem 1971 og 1977 turnerede han omfattende med Jacques Brel, Juliette Gréco og Marlene Dietrich, og rejste til Syd- og Centralafrika, England, Canada og USA. Han skabte seks kabaretprogrammer mellem 1971 og 1994, som han opførte i både fransk- og tysktalende Schweiz. Hans komiske stil var præget af ordspil, lydimitationer, og han beskrev sig selv som en 'melankomiker,' eller melankolsk komiker, og benyttede ofte alliterationer, obsessive gentagelser og lingvistiske absurditer. Gennem hele sin karriere medvirkede Haller i over 70 tv- og filmproduktioner, herunder 'Le Journal d'un suicidé' i 1974 og Pierre Richards 'Je sais rien, mais je dirai tout' i 1973. Han co-skrev manuskripter til to film, 'Le bouffon' og 'L'accompagnateur', i 1980'erne. Han spillede også Jesus Kristus i 'Le braconnier de Dieu' i 1982. Hans arbejde er dokumenteret på plader og i hans bog fra 1981, 'Dits et inédits'. Haller modtog adskillige priser, herunder Grand Prix de l’humour i 1983 og blev tildelt Ordre des Arts et des Lettres (Kommandør) i 1995. Han fortsatte med at optræde gennem hele sit liv og medvirkede i produktioner som 'Max mon amour' (1986), 'Bonjour l'angoisse' (1988) og 'Les Thibault' i 2003. Hans sidste film var 'Sa majesté Minor' i 2007. Bernard Haller døde den 23. april 2009 i Geneve.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Schweiz

Gardi Hutter

Gardi Hutter, født den 5. marts 1953 i Altstätten, Schweiz, er en alsidig schweizisk kunstner anerkendt som klovn-komiker, forfatter, skuespiller og cabaretperformer. Hun dimitterede fra Schauspiel-Akademie Zürich i 1977 efter at have studeret klassisk skuespil og teaterpædagogik, hvilket demonstrerede en tidlig forpligtelse til scenekunsten. Hendes rejse tog en betydelig drejning med en treårig 'Clownsgesellenzeit' (klovneuddannelse) på Centro di ricerca per il teatro (CRT) i Milano, hvor hun blev undervist af Mario Gonzales, Nani Colombaioni og Ferruccio Cainero. Fra 1981 begav Hutter sig ud på en omfattende turnékarriere med sit 'Clownesken Theater,' og optrådte i over 4.000 shows i 35 lande på tværs af fem kontinenter. Tv-stationer i 17 lande har optaget hendes forestillinger. Bemærkelsesværdigt nok spillede hun i 1991 Hofnärrin (nar) i Forbundsforsamlingens kammer i det schweiziske parlament for at markere Schweiz' 700-års jubilæum, en rolle der fremhævede hendes unikke blanding af humor og teatralitet. Hun co-forfattede også et festivalstykke i 1998 for at fejre 700-årsdagen for Altstätten. Hutter's kreative produktion rækker ud over live-optræden; hun har skrevet fire 'mamma mia!' børnebøger, hvoraf tre er illustreret af Catherine Louis, og co-skrevet manuskriptet til filmen Hanna & Rocky (1993). Hun medvirkede også i Fata Morgana (1989) og spillede hovedrollen i dokumentarfilmen Gardi – l'infinitude du jeu (2012). Hendes bidrag til det schweiziske teater er anerkendt gennem adskillige priser, herunder Wilhelmshavener Knurrhahn (1987), Hans Reinhart-Ring (1990), Prix Walo for “WANDERFUL” i 2014 og toogtyve andre kunstpriser. I 2015 blev hun medlem af Academy of Fools, ledet af Slava Polunin. Hun bor i øjeblikket i det italienske Schweiz og fortsætter med at engagere publikum gennem forestillinger og seminarer på institutioner som Zurich University of the Arts (ZHdK).

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Schweiz

Mousse Boulanger

Mousse Boulanger, født Berthe Sophie Neuenschwander den 3. november 1926 i Boncourt, Schweiz, døde den 16. januar 2023 i Payerne. Hendes barndom blev tilbragt nær den franske grænse, og hun blev påvirket af forskellige dialekter inden for sin familie. Efter at have afsluttet sin sekundære uddannelse på en amtskole i Porrentruy med et kommercielt eksamen, fortsatte hun med at studere teater på École sociale de musique i Geneve. Dette fulgte en periode som Au-Pair i Cambridge, hvilket antændte hendes fascination for museer og Shakespeares skuespil. Hun arbejdede som en tresproget sekretær i Biel før hun forfulgte en karriere inden for kunstens verden. Boulangers kunstneriske rejse begyndte med skuespillerstudier og en opførelse af et Tjekhov-stykke i 1953. I 1953 mødte hun Pierre Boulanger, som hun ægtede i 1955. Sammen indledte de et frugtbart partnerskab og producerede adskillige radioprogrammer fra 1956 til 1978, ofte under titlen 'Les Marchands d'images.' De dedikerede en episode af deres program til bulgarsk litteratur i 1961 og samarbejdede med Centre dramatique national i Lyon, Frankrig, om ‘Poésie dans les quartiers’ fra 1973. Deres arbejde inkluderede turnéer med José Azpiazu og hans datter, Lupe, fra 1971 til 1974. Boulanger udgav også flere værker, herunder Tendre pays (1967), Reflets (1973) og Ce qui reste du jour (1975), inspireret af surrealistiske digtere som Paul Eluard. Efter Pierre Boulangers død i 1978 fortsatte Mousse Boulanger sin karriere. Efter sin pensionering havde hun tidligere været ansat som kulturjournalist for Westschweizer Radio og deltaget som medlem af den litterære jury for Société jurassienne d'émulation. Hun optrådte i Madame TV i 1969 og var med i dokumentarfilmen Plans-fixes i 2000. Hun udgav et album, Berceuse pour une maman , i 1975 og skrev de franske tekster. Boulanger havde forskellige stillinger, herunder som præsident for Schweizerischen Schriftstellerverband (SSV) fra 1978 til 1982. Hun modtog Prix des écrivains vaudois i 1997, og hendes arv lever videre gennem Literaturpreis Mousse Boulanger, oprettet af Association vaudoise des écrivains (AVE) og tildelt for første gang i 2023.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Schweiz

Rudolf Bernhard

Rudolf Bernhard, også kendt som Rudolf Bernhard Conrath, var en schweizisk tegneserie performer, der arbejdede i radio, på scenen og i film, oftest optræder i produktioner lavet i schweizisk tysk. Han etablerede Bernhard Theater Zürich i 1941.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Schweiz

Walter Roderer

Walter Roderer, født den 3. juli 1920 i St. Gallen, Schweiz, var en schweizisk skuespiller og manuskriptforfatter, der nød en lang og varieret karriere. I første omgang havde han tænkt sig at blive præst, og studerede græsk og latin før han påbegyndte tyske studier ved Zürich Universitet i fire semestre. Økonomiske vanskeligheder fik ham til at forlade universitetet, og han tog efterfølgende forskellige jobs, herunder arbejde på Zürcher Schauspielhaus for 30 franc om aftenen, i en fabrik og som repræsentant for Bohnerwachs. Hans tidlige karriere inkluderede mindre roller og arbejde med Cabaret Fédéral, hvilket førte til anerkendelse og optrædener i schweiziske film som *Oberstadtgass*. Han medvirkede i film som *Venus fra Tivoli* (1953) og *Den 10. maj* (1957), og spillede hovedrollen i den populære komedie fra 1959, *Modellen som mand*, der opnåede et rekordbrydende antal på 1288 forestillinger. Han optrådte også i *Manden i den sorte derbyhat* (1960) og *Verdens skøreste bil* (1975). Hans arbejde strakte sig ud over Schweiz og opnåede anerkendelse i Tyskland gennem hans optrædener i Dudu-Film serien. I 1957 grundlagde han sit eget turnéteater, hvilket yderligere cementerede hans tilstedeværelse i underholdningsbranchen. Han udgav sin selvbiografi, *Sie müend mi verstoh …, … gelled Sie! Erinnerungen eines ernsthaften Humoristen*, i 1987. Senere i sin karriere opnåede Roderer betydelig succes med *Ein Schweizer namens Nötzli* (1988), hvilket førte til efterfølgeren *Der doppelte Nötzli* (1990). Han modtog adskillige priser i løbet af sit liv, herunder Prix Walo som en populær favorit i 1983 og 1988, og Ehren-Prix Walo i 2006 for livslang indsats, samt Swiss Television Award Lifetime Award i 2010. Roderer trådte tilbage fra scenen i 1993. Han engagerede sig også i politisk aktivisme og førte kampagne mod Schweiz' optagelse i EØS i 1992. Walter Roderer døde den 8. maj 2012 i Illnau, og en sti i byen blev efterfølgende opkaldt efter ham. Han huskes for sine bidrag til schweizisk komedie og film.

Se profil