Født som Alessandro Esposito og optræder under navnet Alessandro Siani, har han etableret sig i Italien som skuespiller, filminstruktør, manuskriptforfatter og stand up komiker.
Ferdinand Guillaume, også kendt under pseudonyms Tontolini og Polidor, var skuespiller, filmproducent, instruktør og fransk cirkuskunstner, der blev en italiensk statsborger i en alder af stille film.
Med navnet på kunst Maccio Capatonda, det er Marcello Macchia, er kendt i Italien for sin aktivitet som komiker, skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og youtuber.
Født i Livorno den 3. februar 1947, er Maurizio Micheli en italiener, der arbejder som skuespiller, stemmeskuespiller, komiker, forfatter, dramatiker og tv-personlighed. Han tilbragte sine tidlige år i Livorno indtil han var 11 år gammel, hvorefter hans familie flyttede til Bari, hvor han boede i ti år. Efter at have afsluttet Liceo classico Orazio Flacco i Bari, flyttede han i en alder af 21 år til Milano for at forfølge sine skuespillerambitioner. Dette førte ham til at studere på Piccolo Teatro di Milano skole og opnå en grad i D.A.M.S. fra Bologna Universitet med Luigi Squarzina. Micheli fik sin karriere i gang med en debut på Teatro-cabareten «Il Refettorio» i Milano, hvor han opførte Franco Nebbias 'Madre scoraggio'. Han fortsatte med at finpudse sit talent og arbejdede sammen med Patrice Chéreau på Piccolo Teatro di Milano og Aldo Trionfo på Teatro Stabile dell'Aquila. I slutningen af 1970’erne og 1980’erne opnåede han stor popularitet som komiker gennem optrædener i variety shows som Fantastico , W le donne , Al Paradise og A tutto gag . Denne periode så ham også aktiv på scenen, hvor han skabte populære karakterer med oprindelse i Puglia, herunder en forelsket mand og DJ Dino de Nitis. Han optrådte desuden i film som Allegro non troppo (1976) og Sono un fenomeno paranormale (1985), og er kendt for sin rolle i Il commissario Lo Gatto (1986). Ud over sine komiske optrædener har Micheli demonstreret et bredt spektrum af kreative bestræbelser. Han instruerede flere film mellem 1974 og 1988, herunder Patria e mammà , Giovinezza addio! , Magic Modern Macbett , Mi voleva Strehler , Nudo e senza meta , In America lo fanno da anni og Un mandarino per Teo . Han skrev og opførte også ti shows fra 1972, hvoraf Mi voleva Strehler (1978), der var co-skrevet med Umberto Simonetta, blev særligt kendt, med Giovanni Del Giudice på klaver og opnåede over 1000 forestillinger, endda blevet opført i Paris. Micheli skrev romanen Garibaldi amore mio i 2002, som blev adapteret til en teaterkomedie, der blev opført i 2003-2004 på Franco Parenti Teatret i Milano. Han har også udgivet sin selvbiografi, Sciambagne! , i 1996 og været vært for quizshowet 'Il delitto è servito' fra 1992 til 1993. Han modtog titlen Ufficiale-Ordine al merito della Repubblica italiana i 1999. Han har haft et forhold til skuespillerinden Benedicta Boccoli siden 1998, og de blev gift den 28. august 2025.
Den italienske entertainer Neri Marcorè, en stemmeskuespiller, tv-vært, sanger og efterligner, blev født den 31. juli 1966 i Porto Sant'Elpidio. Hans karriere begyndte i en alder af 12 år med turné- og tv-shows ledet af Giancarlo Guardabassi, og han optrådte hyppigt på radiostationen 'Radio Aut Marche' i starten af sin karriere. Han demonstrerede tidligt sit talent ved at vinde en segment af 'La Corrida di Corrado' i 1988 og nå finalen i 'Stasera mi butto' i 1990 som den eneste amatørkonkurrent. Marcorès arbejdsliv omfatter forskellige roller inden for film, tv og stemmeskuespil. Han fik et diplom i parlamentarisk tolking på engelsk og tysk i 1990. Fra 1991 til 1992 var han en del af satiretegneserien 'TG X' på Rai 2. Han debuterede som stemmeskuespiller og på teater i 1993, hvor han spillede Pantalone i 'La finta ammalata'. Han har medvirket i 22 film og tv-serier siden 1994, herunder Incantato (2003), som blev indsendt til Cannes Film Festival, Viol@ (1998), Bimba - È clonata una stella (2002), The Second Wedding Night (2005), Viva Zapatero! (2005), Pope John Paul I: The Smile of God (2006), Lessons in Chocolate (2007), The Tourist (2010), Fuoriclasse (2011-2015), Asterix and Obelix: God Save Britannia (2012), I Can Quit Whenever I Want (2014) og dens efterfølger I Can Quit Whenever I Want: Ad Honorem (2017), Medici (2019), og My Paper Dolls (2023). Han deltog også i 'Il Pippo Chennedy Show' (1997) og 'L'ottavo nano' (2001). Marcorès stemmeskuespil er omfattende og omfatter adskillige karakterer i de italienske dubs af The Simpsons , Looney Tunes , Merrie Melodies og The Powerpuff Girls . Han lagde stemme til Mr. Mackey og Big Gay Al i den første italienske dub af South Park , og han leverede også stemmer til How the Toys Saved Christmas , Momo , Kate - The Taming of the Shrew , Leo the Lion , Il Generale e i Fratellini d'Italia og Hazbin Hotel . Han fortalte Silvio Forever og Figli del destino . Fra 2001 til 2011 medværtskabte han quizshowet 'Per un pugno di libri' på Rai 3. Han medvirkede i tv-serien Tutti pazzi per amore fra 2008 til 2012 og debuterede med showet 'Un certo signor G.' i 2008, en hyldest til Giorgio Gaber. Han har også instrueret Teatro delle Api i Porto Sant'Elpidio. I 2003 modtog han en David di Donatello-nominering og vandt en Nastro d'argento for sin præstation i Il cuore altrove .
Antonio Eduardo Taranto, der professionelt var kendt som Nino Taranto, var en italiensk skuespiller født i Napoli den 28. august 1907. Hans forældre var Raimondo Taranto, en skrædder, og Maria Salomone. Han havde en yngre bror, Carlo, der også forfulgte en skuespillerkarriere. Tarantos tidlige liv involverede optræden; han startede som barneskuespiller i 1918 med lokale teaterselskaber, og debuterede på Teatro Centrale i Napoli i en alder af tretten. Han studerede pantomime og dans, og sluttede senere til Salvatore Cafieros selskab i 1927, hvorefter han tiltrådte Cafiero-Fumo teaterselskabet i 1928. Taranto’s karriere oplevede et markant vendepunkt i 1928, da han opnåede succes inden for sceneggiata-genren. Han turnerede i USA samme år og brugte indtjeningen til at oprette sit eget variétékompagni. I 1933 opdagede Anna Fougez ham og lancerede ham i revueforestillinger, hvor han ofte optrådte sammen med Wanda Osiris og Titina De Filippo. Han debuterede i dramatisk teater og revue i 1933. Hans komiske stil indeholdt ofte *macchiette*-figurer, bl.a. Ciccio Formaggio, skabt af Cioffi og Pisano, og Baron Carlo Mazza; en afklippet hatkant blev et signatur element i hans komiske persona. Nino Taranto medvirkede i over 80 film mellem 1924 og 1971, og endte med at optræde i cirka 100 film i løbet af sin karriere. Tarantos filmografi inkluderede optrædener i *Nonna Felicita* (1938) og en fremtrædende rolle i *Anni facili* (1953), for hvilket han modtog en Nastro d'Argento (Sølvbånd) pris i 1953. Han optrådte hyppigt som Totòs sidekick i 1960'erne og samarbejdede med ham om flere film. Fra midten af 1960'erne til 1973 spillede han med i nitten musicarelli-film sammen med populære sangere. Hans arbejde rakte ud over film og omfattede tv-film, variety shows, radioprogrammer som *Rosso e nero*, *Chicchirichì* og *L'occhio magico*, og optog sange. Han var vært for *Il fiore all'occhiello* i 1958. I 1957 spillede han med i *Bello di papà*, som senere blev adapteret til tv i 1965. RAI producerede en fire-delt dokumentarserie om ham, *Taranto Story*, i 1985. Nino Taranto døde i Napoli den 23. februar 1986.
Paolo Hendel er en italiensk skuespiller, dramatiker og komiker født den 2. januar 1952 i Firenze. Pr. 2024 er han 74 år gammel og stjernetegn Stenbuk. Han begyndte sin karriere som cabaretperformer omkring 30 års alderen og samarbejdede med den florentinske sanger og skuespiller David Riondino i starten af 1980'erne. Tidligt i sit liv havde han forskellige jobs, herunder vildtforvalter, garagevogter og detektiv. Hendels komikstil er kendt for sine satiriske og surrealistiske komiske monologer. Han begyndte at skrive komiske monologer til teater i 1980'erne, ofte i samarbejde med Piero Metelli. Fra midten af 1970'erne skabte han teaterforestillinger som 'Via Antonio Pigafetta, navigator,' der havde premiere i 1987, og senere 'Caduta Libera' (1990/92). Han begyndte sine tv-optrædener i 1985 og var vært for 'I martedì di Paolo Hendel' på Rai 3 fra 1987 til 1988, hvor han parodierede figurer som Wanna Marchi, Silvio Berlusconi og Umberto Bossi. Han optrådte også i ‘Teletango’ i 1987. Paolo Hendel opnåede bred anerkendelse i 1996 gennem sin rolle som 'Carcarlo Pravettoni' i underholdningsprogrammet Mai dire Gol på Italia 1. CarCarlo Pravettoni, en kynisk kapitalist, der stillede op som borgmesterkandidat i Milano og blev portrætteret som baseret på figurer som Silvio Berlusconi, blev en af hans mest kendte karakterer. Han har medvirket i flere film, herunder It's Happening Tomorrow og The Week of the Sphinx instrueret af Daniele Luchetti, og han har også spillet hovedrollen i film af Mario Monicelli, Leonardo Pieraccioni og Alessandro Benvenuti. Han bidrog til 'Comici su Italia 1' i 1998/99 og deltog i comedyprogrammet 'Rido' på Rai i 2000. Siden oktober 2015 har han skrevet en biugentlig klumme kaldet 'Børnehave' for 'Unità'. I 2017 havde han premiere på en ny teaterforestilling, 'Fuga da via Pigafetta', og besøgte Sollicciano fængsel for at protestere mod overfyldning. Han udgav 'La giovinezza è sopravvalutata' med Marco Vicari i 2018 og har skrevet tre bøger, herunder ‘Ma culo è una parolaccia?’ (1998) og ‘Come truffare il prossimo e vivere felici’ (2014). Fra og med 2026 vil han optræde i filmen 'Un Weekend Artificiale'.
Paolo Kessisoglu, skuespiller, komiker og italiensk tv vært, er især berømt for sammen med Luca Bizzarri at skabe komiker duo kendt som Luca og Paolo.
En italiensk entertainer, Paolo Rossi, arbejder som skuespiller, forfatter, komiker, sangskriver og optræder i tv. Han blev født den 22. juni 1953 i Monfalcone, Gorizia, og betragtes som milaneser ved adoption. Hans far, Nello Rossi, også kendt som Lionello Rossi-Kobau, havde en bemærkelsesværdig historie, idet han frivilligt kæmpede for Den Italienske Socialrepublik. Rossis tidlige liv inkluderede et flytning til Ferrara i ungdomsårene og erhvervelse af et eksamensbevis som kemisk tekniker; han endda dimitterede som kemi-ekspert. Han tjente i militæret nær Turin, hvor han befalingsmand for en tank og fik kælenavnet 'Kaptajn Snehvide', før han blev afskediget som sergent. Rossi begyndte sin karriere som performer i 1978 og debuterede på scenen i Milano med Dario Fos Histoire du Soldat . Han blev medlem af ‘compagnia dell’Elfo’ og fortsatte med at arbejde sammen med dem gennem det tidlige 1980'er, med roller i produktioner som Nemico di Classe i 1983. Hans teaterstil henter inspiration fra Commedia dell'arte, Brecht og Molière, hvilket har fået kritikere til at beskrive den som en 'italiensk mellemvej mellem Dario Fo og Lenny Bruce.' Han udvidede sin rækkevidde med tv-optrædener i variety shows som Su la testa og Il laureato , og fik sin filmdebut i 1986. Hans arbejde fra midten af 1980'erne omfatter roller i Carlo Vazinass film, Via Montenapoleone og Montecarlo Gran Casinò , samt en scenefremførelse af Shakespeares The Tempest . Siden begyndelsen af 1990'erne har Rossi udgivet adskillige albums og samarbejdet med kunstnere som Enzo Jannacci, Emir Kusturica, Vinicio Capossela og Modena City Ramblers. Han deltog i Sanremo Musik Festival i både 1994 og 2007. Hans manuskriptkreditter omfatter Camerieri , for hvilket han vandt et Sølvbånd i 1996, og samarbejder med Gino e Michele på værker som Recital , Chiamatemi Kowalski , C'è quel che c'è og Operaccia Romantica . Han har også sat sociale shows som The Times They Are a-Changin …Un'altra Volta …Again! op og præsenteret Milanon Milanin . Fra 1986 og fremefter var Rossi afgørende for skabelsen og succesen af Zelig cabaretteatret i Milano sammen med Claudio Bisio og Silvio Orlando. Han har optrådt i tredive år, spredt fra klubber til store scener, traditionelt teater til cabaret, tv og cirkustelte, hvor han engagerer sig i aktuelle begivenheder og repræsenterer både antikke og moderne klassikere.
Født den 25. juli 1963 i Rom, er Sabina Guzzanti en italiener, der arbejder som satiriker, skuespiller, forfatter og producer. Hun kommer fra en familie involveret i medier; hendes far, Paolo Guzzanti, er journalist og tidligere politiker. Hun har to søskende, Corrado Guzzanti og Caterina Guzzanti. Efter at have dimitteret fra Liceo Orazio i Rom og fået en eksamen fra Accademia nazionale d'arte drammatica i 1985, begyndte hun sin karriere med at optræde på scenen med sin bror, Corrado. Guzzantis komikstil fokuserer på at undersøge socialt og politisk liv i Italien. Hun opnåede popularitet i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne gennem imitations af figurer som Moana Pozzi, Massimo D'Alema og Silvio Berlusconi. Hendes tidlige tv-optrædener inkluderede Proffimamente non stop (1987) og Matrjoska (1988), sidstnævnte af hvilken stod over for censur og blev omdøbt til L'araba fenice . Hun deltog også i sitcomen Ovidio i 1988 og optrådte i programmer som La TV delle ragazze i 1990'erne, ofte sammen med Serena Dandini. Gennem hele 1990'erne opførte hun komedieshows som Con fervido zelo (1991) og Non io: Sabina e le altre (1994). Et markant punkt i hendes karriere var skabelsen og værtskabet af det sene-nat politiske satireprogram Raiot (2003). Dette program, med titlen Raiot - Armi di distrazione di massa , beviste at være kontroversielt og udløste retssager fra Mediaset. Det blev efterfølgende fjernet fra RAI's arkiver. Som svar på denne censur instruerede hun dokumentarfilmen Viva Zapatero! (2005), som modtog en positiv modtagelse og indbragte hende en Nastro d'argento-pris. Hun fortsatte med at instruere film som Sympathy for the Lobster (2007) og Le ragioni dell’aragosta (2007). I 2010 co-skrev, producerede og instruerede hun dokumentarfilmen Draquila - L'Italia che trema , efterfulgt af instruktionen af Franca la Prima (2011), en hyldest til Franca Valeri. Hun skabte også teaterforestillingen Sì, Sì, Sì….oh Sì! i 2011. Hendes optrædener inkluderer roller i film som La trattativa (2014) og hun var vært for tv-programmet Un due tre…Stella! på La7 i 2012. Guzzanti har været tilhænger af Nichiren Buddhisme og medlem af Soka Gakkai International siden 1987.
Antonio Rosato, en canadisk skuespiller og voicer, huskes for sin deltagelse i cast af SCTV og Saturday Night Live, samt for Luigi stemme i tegnefilm Super Mario 's eventyr (1990) og i sin tv-serie fra 1991.
Med navnet på kunst Walter Chiari, født Walter Michele Armando Annicchiarico, var en italiensk kunstner, der gjorde sin karriere som skuespiller, komiker, cabarettist og tv vært.
Albanien
1
Armenien
1
Argentina
24
Østrig
28
Australien
22
Aserbajdsjan
1
Belgien
13
Bulgarien
31
Benin
2
Bolivia
1
Brasilien
12
Canada
48
Schweiz
17
Chile
8
Cameroun
1
Kina
7
Colombia
2
Tjekkiet
7
Tyskland
188
Danmark
17
Den Dominikanske Republik
1
Algeriet
2
Estland
5
Egypten
4
Spanien
74
Finland
15
Frankrig
211
Storbritannien
148
Ghana
3
Grækenland
18
Guatemala
1
Ungarn
7
Indonesien
8
Irland
20
Israel
9
Indien
11
Irak
3
Iran
6
Jamaica
1
Japan
35
Kenya
3
Sydkorea
20
Kasakhstan
1
Libanon
5
Letland
1
Marokko
17
Myanmar (Burma)
1
Malta
1
Malawi
2
Mexico
28
Malaysia
7
Nigeria
19
Nicaragua
2
Nederlandene
2
Norge
12
Nepal
3
New Zealand
9
Peru
2
Filippinerne
35
Pakistan
7
Polen
8
Portugal
7
Qatar
1
Rumænien
1
Serbien
3
Rusland
9
Saudi-Arabien
4
Sverige
101
Slovenien
4
Slovakiet
2
Thailand
2
Tunesien
4
Tyrkiet
5
Taiwan
1
Ukraine
1
Uganda
7
USA
213
Uruguay
1
Usbekistan
1
Vietnam
1
Sydafrika
2
Italien har en rig tradition for komedie, der spænder over teater, film, tv, liveoptræden og moderne stand-up. Italienske komikere har udviklet mange forskellige former for humor gennem årene, fra teaterkomedie og cabaret til observationsstand-up, satire og sketch comedy.
GiggleTimes katalog samler italienske komikere, stand-up komikere, komiske skuespillere, performere og andre personligheder forbundet med italiensk komedie og underholdning. Gennemse profilerne ovenfor for at opdage komikere fra forskellige generationer og lære mere om deres karriere og arbejde.
Stand-up comedy er blevet en stadig mere synlig del af det italienske underholdningsmiljø, med optrædende i comedy clubs, teatre, kulturelle spillesteder og festivaler over hele landet.
Italienske stand-up komikere trækker på et bredt spektrum af emner, herunder hverdagslivet, forhold, arbejde, familie, kultur og det moderne samfund. Nogle performere fokuserer på personlige historier og observationshumor, mens andre bruger satire, ironi, karakterer eller mere eksperimentelle former for komedie.
Milano og Rom er vigtige centre for liveunderholdning og komedie, mens komikere også optræder i byer og regioner over hele Italien. Væksten af digitale platforme har givet spirende performere yderligere måder at opbygge et publikum ud over den traditionelle comedy-scene.
Cabaret har en vigtig plads i italiensk komedie, der forbinder live underholdning med musik, teater, satire og humor. Italiensk cabaret har produceret performere og comedygrupper, hvis arbejde er nået ud til publikum gennem både liveshows og tv.
Landets tradition for teaterkomedie fortsætter også med at påvirke moderne performere. Italienske komikere kan kombinere manuskriptmateriale, karakterer, fysisk komik, improvisation og interaktion med publikum i stedet for udelukkende at stole på det traditionelle stand-up format.
Denne blanding af teatermæssige og nutidige tilgange giver italiensk komedie et bredt spektrum af stilarter og fremførelsesformater.
Biograf og fjernsyn har spillet en stor rolle i at introducere italienske komikere for et bredere publikum. Italien har en lang historie med komediefilm og komiske skuespillere, hvor optrædende ofte bevæger sig mellem teater, tv og film.
Italiensk tv har også vist sketchshows, varietyprogrammer, komedieserier og underholdningsformater, der har bidraget til at lancere og popularisere komikere. Nogle performere er primært kendt som skuespillere, mens andre har kombineret komedie med skrivning, instruktion, præsentation eller produktion.
Forbindelsen mellem italiensk komedie og film er særligt stærk, hvor komiske præstationer udgør en vigtig del af landets filmtradition.
Den italienske komikerscene fortsætter med at ændre sig, efterhånden som nyere performere eksperimenterer med forskellige formater og måder at nå ud til publikum.
Ud over comedyklubber og teatre bruger komikere nu podcasts, YouTube, sociale medier og streamingplatforme til at udgive sketches, stand-up klip og andet originalt materiale. Disse platforme har gjort det muligt for spirende italienske komikere at udvikle et publikum uafhængigt og nå seere ud over deres lokalområde.
Traditionel komik og nyere digitale formater eksisterer nu side om side, hvilket skaber muligheder for et bredt udvalg af performere og stilarter.
Leder du efter italienske komikere, italienske stand-up komikere eller comedy-performere fra Italien? Udforsk GiggleTime-mappen ovenfor for at opdage komikere og humoristiske personligheder fra forskellige områder af det italienske underholdningsmiljø.
Brug søgefunktionen til at finde en specifik komiker eller gennemse profilerne for at opdage nye navne. Individuelle profiler kan indeholde biografiske oplysninger, karriereoplysninger, optrædener, fotografier og andre interessante fakta.
Uanset om du er interesseret i italiensk stand-up comedy, italiensk cabaret, komikeraktører, italienske tv-komikere eller berømte italienske komikere, gør GiggleTime det nemmere at opdage de mennesker, der står bag italiensk humor.
Kataloget fortsætter med at vokse, efterhånden som nye italienske komikere og humorpersonligheder tilføjes.
