Roberto Moldavsky
Roberto Gabriel Moldavsky, af argentinsk nationalitet, arbejder som humorist, skuespiller, forfatter, forfatter, tv-vært og direktør for både film og tv.
Roberto Gabriel Moldavsky, af argentinsk nationalitet, arbejder som humorist, skuespiller, forfatter, forfatter, tv-vært og direktør for både film og tv.
Robin Kafaliev er en bulgarsk skuespiller, producent og instruktør, født den 2. juni 1964 i Plovdiv. Han dimitterede fra VITI "Krysto Sarafov" i professor Nikolaj Lyutskanovs klasse, og allerede som studerende deltog han i filmen "Og nu hvorhen?" af Rangel Valchanov. I 90'erne arbejdede han inden for teater, film, radio og dubbing, før han gradvist begyndte at fokusere på tv. Han opnåede bred popularitet som forfatter og vært for det komiske program "De sjoveste dyr og mennesker på planeten" , der blev sendt i 13 sæsoner. Kafaliev er også instruktør og producent af underholdnings-tv-formater, herunder "Uden ord", "Uden tøj" og "Fort Boyard". I 2005 skabte han "Alaminut" – Bulgariens første sketchshow med spillefilm, hvor han spiller rollerne som skaber, instruktør og skuespiller. Kafaliev har haft snesevis af optrædener i bulgarske og udenlandske filmproduktioner, samt rig erfaring inden for voiceover, hvor han har givet stemme til hundredvis af film og tv-produktioner. Han har arbejdet med adskillige kendte bulgarske skuespillere og instruktører og har etableret sig som et af de genkendelige navne i bulgarsk tv-komedie og underholdningsprogrammer.
Robin Paulsson er en svensk entertainer, der arbejder som stand-up komiker, manuskriptforfatter og tv-vært. Han debuterede i stand-up comedyens verden i 2001 og opnåede hurtigt anerkendelse i Sverige. Fra august 2006 inkluderede hans professionelle vej også tv-arbejde, bemærkelsesværdigt med 'Robins,' et talkshow, han var vært for på Svensk Television. Dette program blev særligt kendt for hans imitationer af fodboldspilleren Zlatan Ibrahimović. Paulssons komiske rejse har været præget af adskillige optrædener og manuskriptbidrag i forskellige svenske tv-programmer. I 2003 modtog han prisen for 'Roligast i Skåne' (Mest morsom i Skåne) ved en P3 humor festival; og i løbet af 2004 blev han anerkendt som 'Årets Nykomling' (Årets nye talent) ved Svenska Stand-up-galan. For SVT skrev han manuskripter til komedieserierne 'Kvarteret Skatan' og 'Extra allt,' og bidrog også med manuskript til 'Time Out,' hvor han også optrådte. Hans deltagelse omfatter shows som 'Parlamentet' (TV4, 2010-2011), 'Extra Extra' (TV3) og 'Tack gode gud' (TV4). Nogle kritikere har sammenlignet hans stil med David Lettermans. Ud over stand-up og skrivning har Paulsson påtaget sig flere betydningsfulde værtsroller. Han præsenterede Svenska idrottsgalan (Svensk Sportsgalla) i 2011 og 2012, og co-hosted Melodifestivalen i 2015 sammen med Sanna Nielsen. I 2019 antog han rollen som vært for 'Fråga Lund.' Han har også været vært for 'Sommar i P1' på Sveriges Radio i juli 2015 og 'En trekant med Robin' i 2009. Han har været gift med Live Lausund siden 2013. Paulsson modtog i 2007 nomineringer til både Aftonbladet TV Award og Kristallen (Svenske Tv-priser), hvilket yderligere cementerede hans tilstedeværelse i det svenske underholdningslandskab.
Robin Tyler, født i Canada og nu en amerikansk komiker, brød ud som den første åbent lesbiske eller homoseksuelle kunstner til at afsløre hendes orientering på en national tv-udsendelse. En feministisk aktivist, hun hjalp med at lancere græsrodskampagnen for LGBTQ borgerlige frihedsrettigheder og ægteskab lighed i hele USA, og også arbejdede som producent. Tyler var vært og førte tilsyn med hovedscenen på tre Washington, DC, LGBTQ rettigheder marcher, især den konstituerende National March på Washington for Lesbiske og Bøsse rettigheder i 1979. Hun opstod sloganet "Vi er overalt", som fungerede som den ophøjende sang for den historiske march, der blev vist på skilte og bannere, og det er stadig et udbredt slogan for LGBTQ lighed i dag.
Rodney Edward Quantock er en australsk komiker og forfatter, noteret for hans live komedie forestillinger og optrædener i Capt 'n Snooze reklamer. Han har også deltaget i politiske initiativer og initiativer vedrørende social retfærdighed.
Rodrigo Salinas, født 1. februar 1975 i Santiago, Chile, er en mangefacetteret chilensk kunstner, der professionelt er kendt som 'Guatón Salinas.' Han arbejder som tegneserietegner, forfatter, skuespiller og komiker. Hans forældre er Luis Enrique Salinas Campos og María Angélica Marambio Díaz; han blev døbt Rodrigo til ære for Rodrigo Ambrosio og Salvador efter Salvador Allende. Salinas gik på Colegio San Ignacio fra første klasse til 12. klasse og dimitterede senere med en kunstgrad fra Universidad de Chile. Salinas' karriere begyndte i 1997 som redaktør og sanger for det eksperimentelle fanzine Kiltraza. Han er anerkendt for sine bidrag til den chilenske kunstscene, herunder medgrundlæggelsen af La Nueva Gráfica Chilena i 2000 og Feroces Editores i 2005. Hans tegneserie-kreationer inkluderer Rata Galdames, Morgan Shila, Carlitos Marx, El Reino del Sí, Arturo Prat Is Not Dead, og Una Novela Ecuestre. Han udgav Canal 76 fra 2002 og fremefter i magasinet Wikén, og udgav en skattekiste-bog med tegneserien i 2007. I 2006 havde han sin første soloudstilling, Winnis. Salinas' arbejde strækker sig ind i tv og film. Fra 2003 til 2005 var han manuskriptforfatter og stemmeskuespiller for børneprogrammet 31 Minutos, og optrådte også i Experimento Wayapolis. Han har været en del af castet i El club de la comedia siden 2008, hvor han portrætterer karakterer som El dostor, Cabo Salinas og El guatón. Fra november 2011 var han vært for 'El mundo según Rodrigo Salinas' i Chilevisión-programmet 7 días. Han spillede hovedrollen i Fuerzas especiales (2014) og dens efterfølger (2015), og La mentirita blanca (2017), som modtog anerkendelse for sit manuskript ved Miami Film Festival. Salinas identificerer sig som venstreorienteret og har støttet forskellige politiske figurer, herunder Eduardo Frei Ruiz-Tagle i 2009–10 og Michelle Bachelet i 2013.
Rogelio de Egusquiza, født i El Astillero (eller Santander, ifølge en kilde) i 1845, var en spansk kunstner. Født ind i en velhavende familie, gennemgik han en struktureret kunstnerisk uddannelse, der begyndte i Madrid og fortsatte på École des Beaux-Arts i Paris under Léon Bonnat. I slutningen af 1860'erne boede han i Paris. Hans tidlige arbejde omfattede historiske scener, men han skiftede efterfølgende fokus til genrescener og portrætter. Efter Marià Fortunys død i 1875 flyttede Egusquiza til Rom, hvor han arbejdede i Madrazos’ atelier og også tog kurser på den spanske akademis Rom. Et betydeligt vendepunkt indtraf i 1876, da han opdagede Richard Wagners musik, mens han stadig var i Paris. Dette møde udløste et dybt venskab og førte ham til at rejse til München i 1879 for at høre *Ringen om Nibelungen*. Han besøgte Wagner flere gange mellem 1880 og 1882, med rejser til Venedig, Berlin og Bayreuth. Egusquiza var en af blot to spanske venner Wagner havde; den anden var musikkritikeren Joaquín Marsillach. Efter mødet med Wagner skiftede hans kunstneriske fokus mod wagnerianske temaer, primært portrætter af karakterer. Egusquizas arbejde omfatter portrætter, herunder posthumous fremstillinger af Arthur Schopenhauer og Kong Ludwig II af Bayern. Han bidrog også til magasinet *Bayreuther Blätter* med en artikel med titlen "Über die Beleuchtung der Bühne" (Om scenbelysning). Mellem 1892 og 1897 udstillede han i Salons de la Rose + Croix; desuden udstillede han i 1900 tryk fra *Parsifal* ved Exposition Universelle, en begivenhed, for hvilken han blev tildelt en sølvmedalje. I 1911 blev han æresmedlem af Asociación Wagneriana de Madrid og donerede kopier af operaer og ætsninger til organisationen; han blev udnævnt til æresmedlem igen i 1913. På grund af Første Verdenskrig vendte han tilbage til Madrid i 1914, hvor han døde den 10. februar 1915. En udstilling i Prado-museet, "El Mal se desvanece" (Ondskaben forsvinder), viste hans værker i 2013-2014.
Rolf Braun, født den 6. april 1929 i Mainz-Kastel, var en tysk komiker og fremtrædende figur i Mainzens karnevalscene. Hans karriere begyndte omkring 1930 som entertainer, og han blev hurtigt kendt som en Fastnacht-stjerne, der regelmæssigt optrådte på venstre bred af Rhinen. Brauns engagement i Karneval startede tidligt; han var et grundlæggende medlem af Karneval-Club Kastel og medstiftede senere Atlanta-Club i 1947, som udviklede sig til Karneval-Club Kastel. Han var formand for denne klub i næsten 44 år og forblev æresformand. Braun's komiske stil var forankret i satirisk tale, oprindeligt som en Büttenredner i tv-programmet 'Mainz bleibt Mainz.' Han deltog i dette program i imponerende 35 år og var dets præsident i 16 år indtil 1989. Hans arbejde rakte ud over fjernsynet; han skrev og medvirkede i tv-serien 'Der Vereinsmeier' i 1971. Fra 1973 til 1993 arbejdede han som taler ved Rhinland-Pfalz Statens Kansleri, en stilling sikret af tidligere ministerpræsident Helmut Kohl. Han optrådte ofte sammen med Claire Schlichting, der begyndte sin karriere som barn, der deltog i en balletskole i Barmen, og senere blev kendt for sine komiske optrædener, især på Wintergarten i Berlin, ofte i en tjenestemojes kostume, der blev hendes varemærke. Rolf Brauns bidrag til tysk komedie og Mainz Karneval blev bredt anerkendt. Han modtog adskillige priser, herunder Fortjenstmedaljen fra den føderale republik Tyskland i 1995, Ehrenring der Stadt Mainz (Æresringen fra byen Mainz) og Fortjenstmedaljen fra Rhinland-Palatinat i 1997. I 1999 blev han tildelt "Lachender Loabser," en orden givet af CV Ulk Erbach for bidrag til Hessen og hessisk humor, og han fungerede som Sitzungspräsident (sessionpræsident) for “Mainz bleibt Mainz.” Efter at have lidt et slagtilfælde i 1989 trak Braun sig tilbage fra offentligheden, men han havde en mindeværdig æresoptræden ved 50-årsdagen for 'Mainz bleibt Mainz' i 2005. Hans bog, 'Wolle mer’n eroilosse,' udgivet i 1997, dokumenterede 60 år af Mainz Karneval og cementerede hans arv som en central figur i regionens kulturarv.
Romain Bouteille, født i Paris den 24. marts 1937, var en mangefacetteret fransk kunstner. Han identificerede sig som dramatiker, skuespiller, komiker og sanger, og hans karriere strakte sig over flere årtier. Fra ung alder viste han et ønske om kunstnerisk frihed og udtrykte, at hans kald var at finde arbejde, der tillod ham at operere på ethvert tidspunkt uden at have brug for en eksamen eller rigtigt arbejde. Bouteilles tidlige liv inkluderede deltagelse i spejderarbejde. Hans vej ind i scenekunsten begyndte med sit første one-man show på Théâtre de la Vieille-Grille i 1966. Et afgørende øjeblik i Bouteilles karriere indtraf i 1968, da han medgrundlagde Café de la Gare-truppen. Denne virksomhed, sammen med andre, hjalp med at lancere mange kunstneres karrierer, og han betragtes som en pioner inden for café-teatret. Den oprindelige gruppe inkluderede Coluche, Sotha, Henri Guybet, Patrick Dewaere og Miou-Miou. Et brud med hans partner Sotha skete i 1968, da hun giftede sig med Patrick Dewaere. Bouteilles arbejde udforskede ofte anarkistiske temaer; han skrev næsten tredive stykker inspireret af libertære ideer, og omkring tredive stykker samlet set. Hans skuespillerkarriere omfatter optrædener i film som Le Feu follet og The Distrait , og en rolle som Simon i Roman Polanskis The Tenant (1976). Bouteilles arbejde er dokumenteret på IMDb. Senere i livet fortsatte Bouteille med at bidrage til kunstens verden. Han giftede sig med skuespillerinden Saïda Churchill i 1988, og de fik en søn ved navn Shams, der blev født i Marseille i 1997. Familien flyttede til Étampes, Beauce, i 1997. I december 2014 oprettede Bouteille og Churchill et teater med 50 siddepladser kaldet Les Grands Solistes i Étampes. Dette spillested afholdt omkring halvfems kunstnere, herunder François Rollin, Albert Meslay, Clair Jaz, Didier Porte, Marc Gélas, Fred Saurel, Paul Adam, Vincent Roca, Christophe Guybet, Jean Vocat, Frédéric Hulné og Prune Lichtlé. Romain Bouteille døde i Corbeil-Essonnes den 31. maj 2021 i en alder af 84 år på grund af åndedrætsfejl.
Roman Frayssinet er en fransk skuespiller og komiker, født den 6. maj 1994 i Chevilly-Larue. Hans forældre har professionelle baggrunde; hans far er ingeniør og hans mor er offentlig ansat. Han havde oprindeligt til hensigt at blive dyrlæge efter gymnasiet, men endte med at tage en studentereksamen i naturvidenskab i 2012. Efterfølgende rejste han til Canada for at studere manuskriptforfatning på Montreal Universitet. Frayssinets komiske rejse begyndte tidligt. Som 16-årig meldte han sig frivilligt til Juste pour rire festivalen. Han mødte Uncle Fofi i 2013, hvilket førte til hans debut på scenen med optræden i Couscous Comedy Show og Zoofest. Han fik også erfaring ved at træne på l'École nationale de l'humour og deltage i 11 vies au Club Soda i 2015. Fra januar til august 2015 inkluderede La Comédie des Trottoirs ham som performer på Sainte-Catherine Theatre. Hans tidlige karriere omfattede at åbne for forskellige etablerede komikere, såsom Louis T., Adib Alkhalidey, François Bellefeuille, Sugar Sammy, Kyan Khojandi og Blanche Gardin. Siden 2018 er Frayssinet blevet et kendt ansigt på fransk tv. Han er vært for segmentet Les Dernières Minutes i Clique sur Canal+ fra januar 2018 og fremefter. I 2018 præsenterede han sit show Alors på Théâtre de l'Œuvre i Paris; Jamel Debbouze inviterede ham efterfølgende til Marrakech du rire, ligeledes i 2018. Hans shows inkluderer Migraine (2015), Là (2016) og Au II là. I 2023 blev en optagelse af hans show Ô dedans fra Olympia udgivet på Canal+. Aktuelt, i 2024, arbejder han som medforfatter på Gad Elmalehs nye show. Frayssinets karriere viser en dedikation til komediens kunst og optræden. Han fik sin radiodebut i Malik Mehnis show (CHOQFM) og afslog en kontrakt med Juste pour rire i 2017 på grund af anklager mod Gilbert Rozon, hvilket demonstrerer etiske overvejelser i hans professionelle valg. Han fortsætter med at udvikle sin komiske stil gennem skrivning og optræden og bidrager til både teaterforestillinger og tv-programmer.
José Ronald Golias, der professionelt var kendt som Ronald Golias, var en brasiliansk komiker og skuespiller. Han blev født den 4. maj 1929 i São Carlos, São Paulo, Brasilien, af Arlindo Golias og Conceição Bragato, immigranter fra Portugal og Italien henholdsvis. Fra otte års alderen optrådte han på scenen ved Escola Dante Alighieri i São Carlos. I 1940 flyttede Golias til São Paulo og arbejdede som skrædder og mekaniker, mens han dyrkede sin interesse for svømning; han meldte sig endda ind i den akvatiske performancegruppe 'Acqua Loucos' og deltog i radioprogrammet 'Calouros em Cena'. Før han opnåede berømmelse som komiker, havde Golias haft forskellige jobs, herunder arbejde som skrædderassistent og forsikringsagent. I 1950'erne opdagede Manoel de Nóbrega hans talent og ansatte ham til at arbejde på TV og radio. Hans første karakter var 'Pacífico,' der blev bredt kendt for catchphrasen 'Ô Cride!'. Denne rolle førte til en filmkarriere, der spændte over ti film, herunder 'Um Marido Barra-Limpa' (1967), 'Os Três Cangaceiros' (1959) og 'Golias contra o Homem das Bolinhas' (1969). Fra 1967 til 1971 spillede han 'Bronco' i 'A Família Trapo,' en karakter, der levede af sin svoger og fremsatte provokerende meninger; Renata Fronzi spillede Broncos søster. Golias fortsatte med at udvikle sin komiske persona og medvirkede i 'Bronco Total' (1972-1973) og 'Golias em 5 Tempos' (1975). Han adapterede den amerikanske serie 'Mork & Mindy' som 'Superbronco' i 1979. Fra begyndelsen af 1990'erne indtil sin død var han fast besætning i 'A Praça é Nossa,' hvor han spillede karakterer som Pacífico, 'The Master,' 'Isolda' og 'Professor Bartolomeu Guimarães.' Han medvirkede også i sit eget tv-program, 'Meu Cunhado,' fra 2004 med Moacyr Franco, selvom 22 afsnit aldrig blev vist på grund af hans families ønske. Golias var ven med Renato Aragão og gennemgik hjerteoperation i april 2004 før han blev indlagt med en blodprop i hjernen den følgende måned. Han døde den 27. september 2005 i São Paulo af flere organsvigt efter en lunginfektion.
Ronnie Barker, født den 25. september 1929 i Bedford, var en britisk skuespiller, komiker og forfatter. Hans forældre var Leonard William Barker, kendt som Tim, og Edith Eleanor Carter, kendt som Sis; han havde to søstre, Vera (født 1926) og Eileen (født 1933). Familien flyttede til Oxford i 1933, da han var fire år gammel, på grund af hans fars ansættelse hos Shell-Mex. Han gik på Donnington Junior School og City of Oxford High School for Boys, før han kortvarigt studerede arkitektur, en vej han opgav efter seks måneder. Før skuespillet arbejdede Barker som bankfunktionær i Westminster Bank og fik erfaring inden for Oxford amatørteater og opnåede tidlig succes på Oxford Playhouse. Barkers karriere udviklede sig gennem forskellige faser, herunder tiltrædelsen af Aylesbury Repertory Company i 1948 og optræden i West End-produktioner som Tom Stoppards The Real Inspector Hound . Han opnåede bredere anerkendelse gennem roller i BBC radio og tv-komedien The Navy Lark og David Frosts The Frost Report (1966-1967). En betydelig del af hans arbejdsliv involverede et langvarigt komisk partnerskab med Ronnie Corbett, der dannede et double act, der blev centralt for BBC's sketchserie The Two Ronnies . Deres komiske stil omfattede karakterarbejde, verbale misforståelser og musikalske rutiner, hvilket bidrog til 24 krediterede roller og 24 sketches med ham, hvor han spillede 14 forskellige karakterer. Barker bidrog også til et program. Barkers mest berømte værker inkluderede at spille med i sitcoms som Porridge (1974-1977) og Open All Hours (1976-1985), samt senere roller i The Magnificent Evans (1984) og Clarence (1988). Han skrev komedie under sit eget navn og pseudonymer, som Gerald Wiley. Hans humor blev ofte karakteriseret som absurd og baseret på ordspil, med jokes der drejede sig om usædvanlige scenarier såsom et skib der transporterer rød maling, der kolliderer med et der transporterer lilla maling, eller en brand på Skattemyndigheden i London. Barker modtog fire BAFTA-priser for bedste let underholdningspræstation og blev udnævnt til en OBE i 1978. Han gik på pension fra scenen i december 1987, men fortsatte med at optræde i mindre filmroller efter 1999. Efter pensioneringen åbnede han en antikvitetsbutik med sin kone, Joy, i 1988. Ronnie Barker døde den 3. oktober 2005 i en alder af 76 år på grund af hjertefejl.
Albanien
1
Armenien
2
Argentina
36
Østrig
27
Australien
52
Aserbajdsjan
1
Bangladesh
1
Belgien
13
Bulgarien
57
Benin
2
Bolivia
1
Brasilien
27
Belarus
2
Canada
125
Den Demokratiske Republik Congo
3
Schweiz
17
Elfenbenskysten
1
Chile
15
Cameroun
1
Kina
8
Colombia
4
Cuba
4
Tjekkiet
7
Tyskland
188
Danmark
17
Den Dominikanske Republik
1
Algeriet
2
Ecuador
2
Estland
5
Egypten
10
Spanien
74
Etiopien
1
Finland
15
Frankrig
214
Storbritannien
365
Georgien
1
Ghana
3
Grækenland
18
Guatemala
1
Kroatien
2
Haiti
1
Ungarn
7
Indonesien
23
Irland
31
Israel
10
Indien
47
Irak
3
Iran
6
Island
4
Italien
136
Jamaica
1
Japan
37
Kenya
3
Sydkorea
20
Kasakhstan
3
Libanon
5
Sri Lanka
1
Litauen
1
Letland
1
Marokko
17
Myanmar (Burma)
1
Malta
1
Malawi
2
Mexico
28
Malaysia
7
Nigeria
19
Nicaragua
2
Nederlandene
2
Norge
12
Nepal
3
New Zealand
9
Peru
2
Filippinerne
35
Pakistan
7
Polen
8
Portugal
7
Qatar
1
Rumænien
1
Serbien
4
Rusland
9
Saudi-Arabien
4
Sverige
101
Singapore
3
Slovenien
4
Slovakiet
2
El Salvador
1
Syrien
1
Thailand
2
Tunesien
4
Tyrkiet
5
Taiwan
1
Ukraine
11
Uganda
7
USA
213
Uruguay
4
Usbekistan
1
Venezuela
5
Vietnam
1
Sydafrika
3
Zimbabwe
1